Indlæg

/i /af

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Anker Jørgensen plus “Post Sucuri”

Blandede bolsjer:

Anker Jørgensen

Anker Jørgensen plus “Post Sucuri”Anker Jørgensen blev statsminister i 1972 og stod i spidsen for Danmark ti år frem. Mange mener, han var en dårlig statsminister, fordi landets økonomi blev kørt helt agterud på de ti år.

Jeg var kun ni år, da han blev statsminister og interesserede mig af gode grunde ikke for politik på det tidspunkt.

“Der er altid noget, man er god til, det er bare om at finde ud af, hvad det er.” Citatet stammer fra Gummi Tarzan af Ole Lund Kirkegaard. (Tak for hjælpen Birgit Huus). I lang tid har jeg haft billedet herover liggende på computerens skrivebord. Anker var åbenbart dygtigere til empati og udlændingepolitik end økonomi. Han havde blik for de strømninger i tiden, der var racistiske og fremmedfjendtlige. Måske skulle jeg sende det til den nuværende statsminister?

Det Socialdemokrati, der er ved magten nu, er alt for bange for Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Når et af de to partier får en lys idé, adopterer Socialdemokratiet den med det samme, for der er stemmer i det.

Og lidt mere “Post Sucuri”…

Nu har jeg omsider fået siden til at køre med ordentlige svartider. Et af de værktøjer, man kan måle svartiderne med, hedder GTmetrix. Det kan også vise historik. Herunder kommer to billeder, der med al ønskelig tydelighed viser, at I virkelig oplevede horrible svartider i en periode og hvorfor det var godt, jeg opsagde Sucuris firewall.

 

Anker Jørgensen plus “Post Sucuri” Anker Jørgensen plus “Post Sucuri”

 

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

En mere human og solidarisk flygtningepolitik

En mere human og solidarisk flygtningepolitik

Et solidt og velbegrundet borgerforslag

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Der findes adskillige fjollede borgerforslag, som aldrig opnår over 500 støtter, som er én sølle pct. af de 50.000, der er nødvendige for at forslaget skal tages op i Folketinget. Men: det er fint, ordningen findes, den er lige til at gå til for alle – selv hvis man er “ikkedigital”, som de kalder det på Folketingets hjemmeside. Ordningen er et sundt led i et sundt demokrati, der gør, at alle kan komme frem med meninger og holdninger og prøve at bringe dem til torvs. Det kan være, de aldrig når ret langt, men de har haft chancen og skulle have gjort hjemmearbejdet bedre.

Mange af disse “små forslag” er dårligt begrundede og ditto forklarede, og det er derfor, de aldrig opnår ret mange støtter. Jeg læser dem alligevel af og til, fordi det også er en måde at holde sig orienteret om, hvad der foregår her i landet.

Engang imellem dukker der et forslag op, som er solidt og velbegrundet. Det er tilfældet med dette: Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark. Lige nu, grundlovsdag kl. 17:01, har 39.320 personer støttet forslaget, der har slutdato den 28. august i år. Det skal altså nok nå de 50.000 støtter.

Hvis du ikke allerede har støttet, skal du i hvert fald læse forslaget, der er fremsat af:

Rajesh Jesper Lillebæk Holmen

Medstillere er:

  • Michala Clante Bendixen
  • Mozhdeh Ghasemiyani
  • Michael Graversen
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen og
  • Jørgen Carsten Jensen

At næsten 40.000 mennesker har støttet siger noget om den folkelige opstand, der findes mod regeringens aktuelle flygtningepolitik. DR’s TV Aviser kommer på forunderlig vis udenom at omtale fx de store demonstrationer, der har været afholdt i adskillige byer med fremmøde af titusindvis af mennesker, og syrernes protest foran Christiansborg, der nu har varet mange, mange dage, vist 15, og som supporteres af adskillige fra befolkningen, der møder frem med fornødenheder og moralsk støtte og opbakning. Vi er nødt til at vise de udvisningstruede, at de ikke er alene.

Det siger noget om, at planerne om at tage den midlertidige opholdstilladelse fra de syriske flygtninge er helt forkerte. Det siger også noget om, at planerne om at henlægge asylsagsbehandlingen til et perifert afrikansk land fx 6.300 km. herfra er helt vanvittige. Her tænker jeg på Rwanda, der et bekvemt såkaldt “nærområde” – altså ikke nært på os selv forstås.

“Udfordringerne” ved Rwanda-modellen – jeg kalder det nu “problemer”

Selv Berlingeren skrev i tirsdags den 1. juni (bag betalingsmur, Red.):

Men i et notat med en juridisk analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet oplistes udfordringerne ved at føre de planer ud i livet. En af dem er garantien for, at menneskerettighederne bliver overholdt i det tredjeland, som Danmark indgår en aftale med.

Regeringen lægger i sit lovforslag op til, at tredjelandets myndigheder skal varetage alle opgaver i et eventuelt modtagecenter. Det indebærer blandt andet behandlingen af asylansøgninger, indkvarteringen og beskyttelsen af de personer, der får asyl, og udsendelse til hjemlandet af dem, der får afslag. Dertil kommer retten til uddannelse og arbejde.

Selvom det er regeringens plan, at disse opgaver skal varetages af et andet land, vil Danmark stadig være ansvarlig for, at det sker inden for Danmarks internationale forpligtelser over for blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fastslås det i notatet fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

På den baggrund kan overførslen af asylansøgere til et tredjeland være i strid med menneskerettighedskonventionen, påpeger ministeriets jurister, og peger på forbuddet mod »tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Enhver førskole-elev ved, der ikke er styr på selv basale menneskerettigheder i Rwanda, hvor mennesker blandt andet forsvinder i regimets fængsler.

Regeringen, og selvfølgelig især Tesfaye, forhandler med “en håndfuld” ukendte afrikanske lande, som vi kan eksportere problemerne til. Folketinget vedtog i torsdags med stort flertal et lovforslag, der gør, at der kan indgås sådanne eksportaftaler, som talte vi halve grise.

Men videre fremgår det af Berlingeren den 1. juni:

Louise Holck og Nikolas Feith Tan, der er henholdsvis direktør og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, har i et fælles debatindlæg i Politiken (bag betalingsmur, Red.) slået fast, at Danmark ikke kan »eksportere sit menneskeretlige ansvar for mennesker på flugt, som har søgt om beskyttelse«:

»Så snart et menneske kommer til Danmark og beder om asyl, er det Danmarks ansvar at sikre, at personen får en retfærdig og effektiv asylbehandling og efterfølgende beskyttelse, hvis det viser sig, at der er tale om en flygtning«.

Skriv under på forslaget fra de nævnte personer. Gør bare lidt. Vis du er utilfreds. Tving politikerne til at lytte til almindelige mennesker og tænke sig om en ekstra gang.

/i , /af ,

Syrien: indpas i mit hjerte

Syrien: indpas i mit hjerte

POV havde ikke plads til denne

Så er det herligt selv at have at sted at publicere.

At leve i frygt og angst: retur til Syrien eller i udrejsecenter

Gennem en længere periode har jeg været med i nogle af de mest fremtrædende fællesskaber på Facebook, der har de 505 syrere, som kan få frataget den midlertidige opholdstilladelse og sendt til et udrejsecenter, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, i fokus. Fællesskaberne har tusindvis af medlemmer, og de vokser hver dag. Indimellem har jeg prøvet at kloge mig med lidt jura, når det var for svært at gennemskue, hvad de tænker i regeringskontorerne.

Onsdag den 19. maj 2021 er der store demonstrationer mod udvisningerne i en lang række byer landet over. Jeg tror, man kan sige, der har rejst sig en folkestemning, og at mange har svært ved at forstå regeringens hårde linje. Regeringen har ikke flertal alene, men kan nemt tælle til langt over de nødvendige 90, når de ser til højre i salen.

Imidlertid var jeg nødt til at melde mig ud af fællesskaberne, for hver eneste syriske skæbne havnede i mit hjerte; det er desværre ikke en farbar vej for en med et skrøbeligt sind.

Jeg identificerede mig med den frygt og angst, de mennesker – for det handler om mennesker – må føle. Hvad tænker de, når de lægger sig til at sove? Hvad er de sidste billeder på nethinden, inden søvnen overmander dem? Kan de overhovedet sove? Er det de udbombede kvarterer i Aleppo eller er det Assads fængsler, hvor man kun kan stå op (en slags oprejste kister)?

Jeg ved, hvordan man frygter fremtiden

Jeg forstod dem, fordi jeg selv en årrække har levet med en grusom angst for fremtiden. Alt var usikkert: arbejdsmarkedet, økonomien, boligen – alt det der skal være på plads, for at man kan tænke på noget andet, kaste sig over interesser eller måske endda være noget for sine venner.

Der er naturligvis stor forskel på et udrejsecenter, Assads fængsler og så frygten for fremtiden i et dansk velfærdssamfund. Jeg risikerede ikke en enkeltbillet til Damaskus eller en busbillet til et udrejsecenter, men det er heller ikke det, angst handler om. Der skal ikke sondres.

Den eksistentielle angst

Det handler om en eksistentiel angst for, hvad der skal blive af en. Selveste eksistensen og overvejelserne om, hvorvidt den skal opretholdes? Flygtningene har næsten kun muligheden for at gå under jorden eller søge asyl i et af nabolandene. Der har allerede været beretninger om unge, der er ”forsvundet”, og ingen aner hvorhen. Den mulighed har man ikke som pæredansk. Vores samfund er – på godt og ondt – for velreguleret og gennemregistreret til det. Kan man ikke se eksistensen i møde, er der kun en vej, men den er ikke nem.

Har man ikke mulighed for at være her længere, kan man overveje at takke af for denne gang. Det er bare ikke så let. Faktisk er det uhyre svært at tage livet af sig. Jeg har prøvet. Senere fortalte en psykiater mig, at man skulle tage mindst 100 sovepiller, men jeg havde kun 30. Derudover er de farligste stoffer taget ud af de almindeligste Benzodiazepiner, så det er ikke engang sikkert, 100 er nok.

Bor man i Københavnsområdet, er det heller ikke så let at finde et træ at klynge rebet op i. Træerne i Vestskoven er formentlig for unge og dermed uegnede. De holder ikke til vægten.

Min sidste og mest ”velegnede” idé var at tage en færge en frostklar vinternat og hoppe ud, når vi var i rum sø. Man dør formentlig forholdsvis hurtigt af kulde.

Nu er jeg på den anden side af alle disse frygtelige tanker, sover godt og ser ingen mærkelige billeder, inden søvnen indfinder sig. Men jeg venter heller ikke på en afgørelse fra Flygtningenævnet, der stadfæster eller ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Man er så skrøbelig, når man ligger der under dynen!

Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.

Flygtningene fra Syrien, der går en uvis skæbne i møde, har optaget mig længe. Du kan læse mine tanker om flygtningene her.