Indlæg

,

Kvoteflygtninge

Historik

Siden 1989 har Danmark modtaget 500 kvoteflygtninge under UNHCRs genbosætningsprogram (et andet ord for kvoteflygtninge). Det passer ikke rigtig Inger Støjberg, der har sat en stopper for det med “hjemmel” i regeringens 2025-plan. Man kan så spørge, hvordan det fortsat kan være gældende, når nu 2025-planen på det nærmeste er aflyst? Plukker de måske alligevel bare af det, der passer dem bedst?

Summa summarum har vi i 2016 taget i mod 500 minus 491 er lig med 9 kvoteflygtninge. Så satte regeringen bremserne i. De vil gerne “skubbe” de 491 til bedre tider, hvornår det så end er? De faktuelle oplysninger er fra dagens Politikken Resten med indignationen er mine egne.

Aktuelt

Nu har Inger Støjberg så besluttet, at hun gerne vil af med ca. 100 genbosatte somaliere, fordi hun synes, at der er blevet væsentligt tryggere i Mogadishu, som er hovedstaden i Somalia. Hendes holdning deles ikke af Dansk Flygtningehjælp eller af Volker Türk, der for godt en måned siden skrev til Inger Støjberg, at det umuligt kunne være sandt. Volker Türk er FN’s vicehøjkommissær for flygtninge. Det må formodes, at han ved, hvad han taler om.

Det er faktisk aldrig sket før, at man sendte genbosatte (det må være det samme som repatrierede?) hjem igen. Ingen har nogensinde tidligere overvejet den mulighed, at genbosættelserne ikke skulle være en permanent løsning. Allermindst Dansk Flygtningehjælp; de også må formodes at vide, hvad de taler om.

Dansk Folkeparti (DF) vejrer naturligvis morgenluft og finder frem til, at der er ca. 1.450 flere somaliere, der så også kan sendes hjem – i hvert fald undersøges det om det er lade sig gørligt. Af dagbladet Information fremgår det i dag:

Heller ikke Martin Henriksen (DF) er begejstret, men ud fra et andet udgangspunkt:

 

100 kvoteflygtninge er for lidt, synes vi. Men det er godt, at man er kommet i gang med arbejdet, for det er noget, vi har rejst gentagne gange over for ministeren i forskellige sammenhænge, bl.a. i forhandlinger siden folketingsvalget. Flygtninge bør kun være her midlertidigt, og de bør sendes hjem – om nødvendigt med tvang. Stod det til os, skulle det være flere tusinde flygtninge samt deres ægtefæller og børn, der skulle sendes hjem, selv om de har opholdstilladelse i Danmark. Selvfølgelig vil der komme et ramaskrig, men det lever vi med,« siger Martin Henriksen.

Min mening

Det er sådan, at store dele af konventionsflygtningene er handicappede eller på anden vis belastet af sygdom. Dem har vi formået at tage ni (!) af i 2016!

Som et af verdens rigeste lande burde vi kunne tage de 500, som konventionerne pålægger os – og der er altså ingen, der har stoppet konventionerne ned i halsen på os. Vi har selv, ganske vist under tidligere regimer, accepteret og underskrevet konventionerne. Dem kan vi ikke bare løbe fra. Jeg er selvfølgelig klar over, at Inger Støjberg vil “gå til kanten af konventionerne” – det har hun sagt så tit, det gør hende bare ikke mere menneskelig.

Jeg håber på et nyt regime…

, , ,

Asyldebatten og fakta

Jeg fandt denne spændende artikel i Information fra i går. Den illustrerer rigtig godt, at der er en skævvridning mellem asyldebatten på den ene side og så fakta på den anden side. Skævvridningen medfører den symbolpolitik, som vi efterhånden kender alt for godt i form af diverse uhyrligheder.

I 2016 erklærer 50 procent af de adspurgte sig således helt eller delvis enige i udsagnet »Europa modtager hovedparten af verdens flygtninge«.

Udsagnet er ikke – og har aldrig været – sandt. Ifølge UNHCR befinder 86 procent af verdens flygtninge sig i nærområderne, mens et sted mellem 2,5 og 10 procent opholder sig inden for Europas grænser, alt efter om man regner internt fordrevne med.

Artiklen drejer sig især om, hvorvidt den forøgede fokus på asyldebatten i sig selv er med til at fordreje fakta. Overskriften på artiklen er “Har journalistikken svigtet nærområderne?” Når der skrives og tales meget mere om det i vores medier, får vi også den opfattelse, at problemet er ganske enormt i Europa. Men det er det slet ikke. Der, hvor problemet er størst, er i Syrien selv og i Tyrkiet, der har modtaget det største antal flygtninge og migranter, der jo er potentielle asylanter. På samme måde har Libanon taget imod 1,1 million flygtninge trods det, at antallet af oprindelige libanesere stort set svarer til antallet af danskere. Jeg savner en fælleseuropæisk løsning, for det er for let at læne sig tilbage, sætte grænsebomme op og så ellers efterlade Tyskland og Sverige med den tungeste byrde.

Alt det ovenstående forklarer sådan set også, hvorfor enhver debat her i landet altid ender med en diskussion om islam og flygtningekrise uanset debattens egentlige emne/formål og uden at jeg som læser kan se den ringste sammenhæng. Debatten er benhård og modbydelig. Aldrig har jeg set så meget had på skrift fra etniske danskere – og samtidig undergraver vi Grundlovens frihedsrettigheder for at fange 20 “hadprædikanter”. Hvis man vil være her i landet, skal man “ville Danmark”, men samtidig har vi en forpligtelse til at behandle dem, vi så lukker ind, anstændigt. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være utåleligt at være her.

Og så en passant: Der er ca. 6.000 hjemløse i Danmark, og det er 6.000 for mange! Det interessante er imidlertid, at hvis alle de der mener, at der ikke skal gøres noget for asylansøgerne/migranterne/muslimerne, og at de helst bare skulle forsvinde ud af landet igen, men i stedet for for de hjemløse, og de så også foretog sig et eller andet, så ville der ikke være en eneste hjemløs tilbage. Det er en modbydelig måde at sætte de mest udsatte op mod hinanden.

Døde børn

Egentlig synes jeg ikke, der skal gå politik i min blog, men den aktuelle flygtningekrise ligger mig på sinde.

Der er så mange dejlige mennesker, der samler ind, organiserer indsamlinger af tøj og andre nødvendigheder til de mennesker, der flygter fra Syrien og Irak og havner på en strand på en græsk ø fx Lesbos. Flygtningestrømmen er enorm og ingen aner rigtigt, hvad de skal stille op med de mange mennesker. For Inger Støjberg og DF er sagen klar: De skal sendes tilbage hvor de kom fra hurtigst muligt. Angela Merkel er fortaler for, at Den Europæiske Union-landene vedtager en fælles strategi, og det kan jeg godt lide hende for. Ingen af landene kan klare dette problem alene.

Det der får mig til at fare i tastaturet er billederne af de døde flygtningebørn i vandet i Tyrkiet. Skal man vise dem eller skal man ikke?

Jeg skrev en kommentar på Facebook til et opslag fra DR. Jeg skrev “Jeg er enig i alle de kommentarer der allerede er lagt her. De døde børn må ikke glemmes. Måske er det netop disse billeder, der får folk til at forstå, at det er alvor dette her. Det går ikke over, blot vi slukker for TV. Børnene har ikke levet eller er ikke døde forgæves. Derfor skal de mindes på alverdens sites.” Det var en reaktion på Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsens kommentar om billeder af døde flygtningebørn på de sociale medier. Der er kommet over 80 likes på min kommentar, det har jeg ikke prøvet før.

Man kan sige, at det bare er følelsesporno, og at billederne derfor ikke har nogen berettigelse. Omvendt synes jeg som nævnt, at billederne har deres berettigelse, fordi børnene så ikke har levet – eller er døde – forgæves. Nogle argumenterer med, at familierne ikke skal se deres døde børn flydende i vandkanten på nettet. Sidder man i Syrien eller Irak er ens første prioritet dog næppe at se billeder på de sociale medier.

Hvad synes du egentlig er det rigtige at gøre i denne situation: vise billederne eller ikke?