Indlæg

, ,

Ingers asylcirkus

Stramning nummer 65

“Den der hvisker lyver”. Sådan lød det ofte i mit barndomshjem, så jeg hviskede ikke, for hvem vil udstilles som løgner? Bortset fra det synes jeg, det er noget nonsens at fyre af.

Inger Støjberg (V) bryder sig heller ikke om løgnere, og det udtrykker hun klart i stramning nummer 65 ud af sikkert ∞.

Flygtninge, der fremover lyver – om eksempelvis deres alder, men som alligevel har ret til asyl, skal straffes, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Venstre-ministeren vil fremover fratage retten til permanent ophold og dermed i sidste ende muligheden for statsborgerskab fra flygtninge, der undervejs i asylbehandlingen har løjet. Kilde: dr.dk.

Stramningen er sendt til høring i går lørdag, og Dansk Folkeparti er selvfølgelig begejstret, om end de naturligvis gerne havde set straffen være endnu hårdere. Socialdemokraterne, der jo snart har indgået registreret partnerskab med DF, er også positive. På den måde er det nærmest en formsag at få det ophøjet til gældende ret.

Ejendommeligt

I artiklen jeg linker til er professor, dr. jur og emerita Eva Smith taget i ed, og hun kalder forslaget for “Ejendommeligt”. Hun er en topkapacitet på området, så når hun siger, det er ejendommeligt, har hun ret!

– Jeg kender ikke nogen anden lovgivning, der siger, hvis du lyver, men det i øvrigt ikke har nogen betydning for sagen, så får det alligevel betydning for sagen, siger juraprofessoren Eva Schmidt til DR Nyheder.

I parentes bemærket har jeg været fascineret af Eva Schmit siden 1986, hvor hun forsvarede sin disputats “Vidnebeviset”. Auditoriet var fyldt til randen, det var enormt interessant og levende. Det samme var bogen. I øvrigt er “Vidnebeviset” den ene ud af de to lærebøger, jeg har gemt.

Men hvad med Inger Støjberg selv?

Hvis man vil være dansker, må man altså ikke lyve. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med ministeren selv? Hun har masser af løgne bag sig, men moralkodekset er måske anderledes for ministre?

  • 2009: Støjberg ryddede avisforsiderne da det blev opdaget, at hun slet ikke var uddannet journalist, som der stod i hendes CV.  Faktisk havde hun ikke engang søgt optagelse på uddannelsen.
  • 2016: Det var løgn, at en børnehave i Nordjylland af ren muslimforskrækkelse havde indført forbud mod svinekød – især hamburgerryg.
  • 2017: Ministeren er flere gange i samråd og bliver adskillige gange spiddet af Johanne Schmidt-Nielsen (EL) for alle løgnehistorierne om “barnebrudene”. Ministerens omsorg for de unge piger kunne i virkeligheden ligge på et meget lille sted. Og derudover var problemets omfang vildt overdrevet.

Hvor kan vi mon sende ministeren hen?

God søndag!

, ,

Ingers asylcirkus

Asyldebat

Her i landet er vi stolte af at have en tredeling af magten nemlig lovgivende, udøvende og dømmende magt. Derved adskiller vi os fra bananstater, og vi sikrer os mod, at magt korrumperer.

Det gælder bare ikke i Støjbergs Udlændinge- og Integrationsministerium. Hun undsiger såvel egne som Justitsministeriets juridiske eksperter i sin iver efter at “gå til kanten af konventionerne” som vi har hørt hende sige tusindvis af gange.

Ministerens instruks

Helt aktuelt gælder det de såkaldte barnebrude. Politiken skriver:

“Inger Støjberg gav ulovlig ordre trods advarsler fra embedsmænd: Udlændingeministeren fjernede selv et afgørende juridisk forbehold, inden hun sidste år gav en ulovlig ordre om tvangsadskillelse af unge par på landets asylcentre. Embedsfolk forsøgte ellers at advare hende. Flere partier kræver en undersøgelse.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) gennemtvang sidste år en ulovlig instruks om tvangsadskillelse af unge asylpar, selv om embedsmænd i hendes ministerium på forhånd havde forsøgt at advare mod beslutningen.

Efter flere ugers heftig diskussion om ’barnebrude’ fik Udlændingestyrelsen 10. februar 2016 en ordre om, at “ingen” asylansøgere under 18 år fremover måtte bo sammen med deres samlever – også selv om de havde børn.”

Det, der er mest problematisk, er ordet “ingen”, fordi hun med det siger, at alle skal skæres over en kam, og at sagerne ikke skal behandles individuelt. Det er ganske enkelt i strid med menneskeretskonventionen. Embedsmændene lægger ikke ryg til, og skrivelsen går hele vejen op i ministeriet uden underskrift fra nogen af dem.

Ministeriets fremgangsmåde kaldes af Ombudsmanden “stærkt kritisabel” og “samlet set meget vanskelig at forstå”.

Ministeren mener, at jura ikke er en eksakt videnskab. Det har hun måske nok have ret i, da lovgivningen ofte kan og skal fortolkes, men menneskerettighedskonventionen levner ikke meget plads til fortolkning, når det angår individuel sagsbehandling.

Ideen bag instruksen

Ministeren vil forhindre barnebrude, og formålet er jo egentlig ædelt, hvis det, hun går efter, er mindreårige pigers tvangsægteskaber med halvgamle mænd. Det er jo sådan set at sidestille med pædofili, og det kan ingen selvfølgelig understøtte. Udlændingestyrelsen behandlede i alt 27 sager. Da de endelig nåede til vejs ende, var der i alt to par, der skulle indkvarteres hver for sig.

På de sociale medier er der i dag en del debat om sagen, idet Politiken har taget den op. De, der støtter ministeren, skriver, at vi andre går ind for pædofili. Sikke en gang vrøvl.

Kongebrev udstedes af kommunen efter gældende lov, som er Ægteskabsloven. Det vil typisk være en forudsætning for indgåelse af ægteskab hvis:

  • Den ene af parterne er under 18 år.
  • Gravide piger, som er fyldt 15 år.
  • Par, som har fælles bolig og er ældre end 16 år.

Og hvis nu Støjberg skulle bestemme, burde der være en fjerde bullet, hvor der stod, at dette alene gælder etniske danskere.

Rigsretssag?

Både Enhedslisten og Alternativet ønsker sig som minimum en undersøgelseskommission, hvor det skal klarlægges, om ministeren var blevet advaret om, at hendes instruks var ulovlig. Jeg så lige TV-avisen. Der afviste hun at være blevet advaret.

Hvis en undersøgelseskommission kan fastslå, at hun netop var blevet advaret, er der grundlag for en rigsretssag. Det vil være godt, da vi så kan få fastslået, om vi i Danmark stadig har en tredeling af magten og ikke er blevet en bananstat.

, ,

Hvad er op og ned?

1. april

Det er  første april, og jeg bryder mig overhovedet ikke om den dato. Det skyldes, at det er umuligt at hitte rede i, hvilke artikler/indlæg/nyheder mv. der er aprilsnarrre, og hvilke der er reelle.

Hvis man nu tager de årvågne briller på, så kunne det såmænd alt sammen være aprilsnarre – især dem, der drejer sig om politik. Og det er da tankevækkende, at det lige såvel kunne være fake. Det siger lidt om argumentationen i det politiske liv.

Et konkret eksempel er denne artikel i dagbladet Information, hvor Henrik Sass Larsen (gruppeformand i Socialdemokratiet) udbreder sig om nedenstående:

“Socialdemokratiet står stærkt, fordi vi i modsætning til Rehling forstår danskernes modstand mod den masseindvandring, der truer det velfærdssamfund, vi har bygget op gennem årtier.”

OG

“David Rehlings ideologi har sat Europa i brandfare og USA i kaos. Den utopiske humanismes ide om fri indvandring og globale rettigheder for flygtninge har medført en masseindvandring, som de vestlige landes økonomier og politiske og sociale strukturer ikke kan bære.”

Læser du artiklen, bliver det bare værre. Den er udgivet den 1. april, og jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, om det er en aprilsnar eller om det er sandt. Jeg håber på det første.

God lørdag.

,

Kvoteflygtninge

Historik

Siden 1989 har Danmark modtaget 500 kvoteflygtninge under UNHCRs genbosætningsprogram (et andet ord for kvoteflygtninge). Det passer ikke rigtig Inger Støjberg, der har sat en stopper for det med “hjemmel” i regeringens 2025-plan. Man kan så spørge, hvordan det fortsat kan være gældende, når nu 2025-planen på det nærmeste er aflyst? Plukker de måske alligevel bare af det, der passer dem bedst?

Summa summarum har vi i 2016 taget i mod 500 minus 491 er lig med 9 kvoteflygtninge. Så satte regeringen bremserne i. De vil gerne “skubbe” de 491 til bedre tider, hvornår det så end er? De faktuelle oplysninger er fra dagens Politikken Resten med indignationen er mine egne.

Aktuelt

Nu har Inger Støjberg så besluttet, at hun gerne vil af med ca. 100 genbosatte somaliere, fordi hun synes, at der er blevet væsentligt tryggere i Mogadishu, som er hovedstaden i Somalia. Hendes holdning deles ikke af Dansk Flygtningehjælp eller af Volker Türk, der for godt en måned siden skrev til Inger Støjberg, at det umuligt kunne være sandt. Volker Türk er FN’s vicehøjkommissær for flygtninge. Det må formodes, at han ved, hvad han taler om.

Det er faktisk aldrig sket før, at man sendte genbosatte (det må være det samme som repatrierede?) hjem igen. Ingen har nogensinde tidligere overvejet den mulighed, at genbosættelserne ikke skulle være en permanent løsning. Allermindst Dansk Flygtningehjælp; de også må formodes at vide, hvad de taler om.

Dansk Folkeparti (DF) vejrer naturligvis morgenluft og finder frem til, at der er ca. 1.450 flere somaliere, der så også kan sendes hjem – i hvert fald undersøges det om det er lade sig gørligt. Af dagbladet Information fremgår det i dag:

Heller ikke Martin Henriksen (DF) er begejstret, men ud fra et andet udgangspunkt:

 

100 kvoteflygtninge er for lidt, synes vi. Men det er godt, at man er kommet i gang med arbejdet, for det er noget, vi har rejst gentagne gange over for ministeren i forskellige sammenhænge, bl.a. i forhandlinger siden folketingsvalget. Flygtninge bør kun være her midlertidigt, og de bør sendes hjem – om nødvendigt med tvang. Stod det til os, skulle det være flere tusinde flygtninge samt deres ægtefæller og børn, der skulle sendes hjem, selv om de har opholdstilladelse i Danmark. Selvfølgelig vil der komme et ramaskrig, men det lever vi med,« siger Martin Henriksen.

Min mening

Det er sådan, at store dele af konventionsflygtningene er handicappede eller på anden vis belastet af sygdom. Dem har vi formået at tage ni (!) af i 2016!

Som et af verdens rigeste lande burde vi kunne tage de 500, som konventionerne pålægger os – og der er altså ingen, der har stoppet konventionerne ned i halsen på os. Vi har selv, ganske vist under tidligere regimer, accepteret og underskrevet konventionerne. Dem kan vi ikke bare løbe fra. Jeg er selvfølgelig klar over, at Inger Støjberg vil “gå til kanten af konventionerne” – det har hun sagt så tit, det gør hende bare ikke mere menneskelig.

Jeg håber på et nyt regime…