, ,

Ingers asylcirkus

Asyldebat

Her i landet er vi stolte af at have en tredeling af magten nemlig lovgivende, udøvende og dømmende magt. Derved adskiller vi os fra bananstater, og vi sikrer os mod, at magt korrumperer.

Det gælder bare ikke i Støjbergs Udlændinge- og Integrationsministerium. Hun undsiger såvel egne som Justitsministeriets juridiske eksperter i sin iver efter at “gå til kanten af konventionerne” som vi har hørt hende sige tusindvis af gange.

Ministerens instruks

Helt aktuelt gælder det de såkaldte barnebrude. Politiken skriver:

“Inger Støjberg gav ulovlig ordre trods advarsler fra embedsmænd: Udlændingeministeren fjernede selv et afgørende juridisk forbehold, inden hun sidste år gav en ulovlig ordre om tvangsadskillelse af unge par på landets asylcentre. Embedsfolk forsøgte ellers at advare hende. Flere partier kræver en undersøgelse.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) gennemtvang sidste år en ulovlig instruks om tvangsadskillelse af unge asylpar, selv om embedsmænd i hendes ministerium på forhånd havde forsøgt at advare mod beslutningen.

Efter flere ugers heftig diskussion om ’barnebrude’ fik Udlændingestyrelsen 10. februar 2016 en ordre om, at “ingen” asylansøgere under 18 år fremover måtte bo sammen med deres samlever – også selv om de havde børn.”

Det, der er mest problematisk, er ordet “ingen”, fordi hun med det siger, at alle skal skæres over en kam, og at sagerne ikke skal behandles individuelt. Det er ganske enkelt i strid med menneskeretskonventionen. Embedsmændene lægger ikke ryg til, og skrivelsen går hele vejen op i ministeriet uden underskrift fra nogen af dem.

Ministeriets fremgangsmåde kaldes af Ombudsmanden “stærkt kritisabel” og “samlet set meget vanskelig at forstå”.

Ministeren mener, at jura ikke er en eksakt videnskab. Det har hun måske nok have ret i, da lovgivningen ofte kan og skal fortolkes, men menneskerettighedskonventionen levner ikke meget plads til fortolkning, når det angår individuel sagsbehandling.

Ideen bag instruksen

Ministeren vil forhindre barnebrude, og formålet er jo egentlig ædelt, hvis det, hun går efter, er mindreårige pigers tvangsægteskaber med halvgamle mænd. Det er jo sådan set at sidestille med pædofili, og det kan ingen selvfølgelig understøtte. Udlændingestyrelsen behandlede i alt 27 sager. Da de endelig nåede til vejs ende, var der i alt to par, der skulle indkvarteres hver for sig.

På de sociale medier er der i dag en del debat om sagen, idet Politiken har taget den op. De, der støtter ministeren, skriver, at vi andre går ind for pædofili. Sikke en gang vrøvl.

Kongebrev udstedes af kommunen efter gældende lov, som er Ægteskabsloven. Det vil typisk være en forudsætning for indgåelse af ægteskab hvis:

  • Den ene af parterne er under 18 år.
  • Gravide piger, som er fyldt 15 år.
  • Par, som har fælles bolig og er ældre end 16 år.

Og hvis nu Støjberg skulle bestemme, burde der være en fjerde bullet, hvor der stod, at dette alene gælder etniske danskere.

Rigsretssag?

Både Enhedslisten og Alternativet ønsker sig som minimum en undersøgelseskommission, hvor det skal klarlægges, om ministeren var blevet advaret om, at hendes instruks var ulovlig. Jeg så lige TV-avisen. Der afviste hun at være blevet advaret.

Hvis en undersøgelseskommission kan fastslå, at hun netop var blevet advaret, er der grundlag for en rigsretssag. Det vil være godt, da vi så kan få fastslået, om vi i Danmark stadig har en tredeling af magten og ikke er blevet en bananstat.

4 Svar
  1. Anette
    Anette siger:

    Kunne være godt hvis hun får mere end en næse.
    selvfølgelig skal sagerne behandles individuelt, for der jo milevid forskel på et par på 20 og 17 med et barn på 1 år… eller et par på 45 og 15.
    Og din info om kongebrev er jo netop vigtigt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Anette

      Nemlig en næse er alt alt for lidt. Det vil hun jo bare fryde sig over eller alternativt være ligeglad.

      Dine eksempler med parrenes alder er helt rigtig. Det er netop dem på 45 og 15 år, der skal holdes øje med.

      Jeg var egentlig også selv lidt overrasket over reglerne for kongebrevet – herunder at det er et kommunalt anliggende.

  2. Eric
    Eric siger:

    Ja, vi hygger os og er de lykkeligste i verden. Med DF som regeringsbærende parti er der ikke skyggen af chance for, at Støjsenderen stilles til ansvar i denne folketingssamling.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Med hensyn til DF kan det sagtens være du har ret. Jeg læste i aftes, at Martin Henriksen mener, at Ombudsmanden, Justitsministeriets jurister, EL og Alternativet mv. “kan hoppe og danse”: http://dkokonomi.dk/ritzau_artikel.php?ritzau=1&newsid=a4dd99df-8bda-4cef-88c0-55785b5c60ed Han mener, de har en fortolkning, mens han har en anden. Tænk at han vil gøre sig selv til grin på denne måde.

      Jeg kender ikke reglerne for at nedsætte en undersøgelseskommission, men er det ikke noget, der besluttes på tinge med baggrund i et folketingsflertal? Hvis ja så har vi chancen, eftersom Tesfay også er kritisk overfor Støjbergs instruks(er).

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.