,

Hold nu op…

Nørreport Station

Jeg gik fra arbejde kl. 14:00, hen i Irma på Nørrevold og dernæst ned til (ikke på) skinnerne ved Nørreport Station. Her traf jeg Christopher, der er søn af en af præsterne i Hvidovre Sogn. Han går i 2. g på latin-græsk linjen, og vi talte om hans tanker om fremtidigt studievalg. Han er så sød, velformuleret og tænksom, så vi fik en god snak om, at han evt. ville læse jura. Det kunne jeg ikke lige anbefale. Han kiggede hele tiden på mig og jeg på ham. Han ville da have set, hvis nogen stod bag mig og lynede lynlåsen op og huggede pung og telefon.

Da vi endelig kom ind i toget, måtte jeg konstatere at min pung og min iPhone var væk. Yderlommen stod åben. Det må være sket på stationen, men jeg aner ikke hvordan.

Besværligheder

Jeg har nu brugt flere timer på at kommunikere med banken for at spærre kort (uproblematisk), YouSee for at spærre forbrug på telefonen (besværligt) og Politiet (stort set muligt).

Forsikringen – hvad kræver de? Kan kontante penge erstattes? Hold nu (kæft) hvor er det besværligt. Alt burde være så simpelt – det er det bare ikke.

Fx har politiet både behov for både IMEI-nummer (15 cifre der er en entydig identifikation af telefonen) og Serienummeret (også en masse cifre). I følge oplysningerne hos YouSee burde disse tal fremgå af kontoen hos YouSee, men det gør de ikke. Firmaet har verdens mest elendige og uoverskuelige hjemmeside, så måske er det bare fordi, jeg ikke kan finde dem? De foreslår fx, at man ringer til dem… Øh ja, hvordan gør man lige det, når telefonen netop er stjålet? Oplysningerne burde fremgå af købskvitteringen for telefonen. Jeg har styr på mine kvitteringer, da jeg altid scanner dem til en særlig mappe, men oplysningerne fremgår ikke af kvitteringen fra Humac, hvor jeg købte min iPhone 6.

Enhver ved, at Politiet.dk ikke interesserer sig for tyveri af kontanter og telefoner, men hvorfor pokker skal det så være så pokkers besværligt? I disse elektroniske tider burde det nemt at ordne den slags. Det er det bare ikke!

Find my iPhone

Der er også noget, der hedder “Find my iPhone” til Apple-dimser, der kan vise, hvor en Apple-dims befinder sig. Min iPad viser, hvor min min iPad befinder sig… Ja tak men hvor befinder min iPhone sig? Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke har installeret denne tjeneste på telefonen, men selvfølgelig kan jeg komme i tvivl.

Den søde og dejlige ven Rene Rigensborg fra “Support PC og andet”, har ledt mig gennem junglen til at få et nyt password til AppleID. Nu burde det være sådan, at næste gang telefonen bruges, skal der også bruges en ny kode. Jeg tør ikke helt tro på det – og jeg undrer mig over, hvordan helt almindelige brugere finder ud af den slags. Jeg kan i hvert fald ikke. En af de ting, jeg synes er utrolig forvirrende, er at bekræftelseskoder sendes til telefonen… jamen den har man jo ikke mere.

Christ – dette her har jeg taget mig timevis. ØV – jeg har ikke rigtig hverken tid eller lyst til sådan noget.

Aber dabei

Jeg har været rigtig glad for vores HR-chef Sune Lyng, der nu vender tilbage til forsvaret Dansk Industri. Han har gjort så meget for mig, og han var den første, der så mulighederne frem for begrænsningerne i mig.

Jeg besluttede derfor at give ham en gave bare fra mig og ikke “bare” som en del af den fælles gave fra huset. Jeg fandt en meget dejlig bog om kunst i perioden fra 1890 – 1920, “Drømmetid – fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København”.

Det var en sand brydningstid. Drømmetids forfattere dykker ned i perioden og fanger de mange facetter af 1890´er-stemningen – fin de siècle. Deres kapitler tegner et levende og kalejdoskopisk billede af et fascinerende årti op mod århundredskiftet. Byen voksede udad, kunstnerne kiggede indad og satte drømme i spil, mænd og kvinder dyrkede nerverne, forlystelseslivet blomstrede, politikerne førte udmattelseskrige, man udvandrede til det forjættede land Amerika og polarforskerne søgte ud i de yderste egne.

Der er mange smukke billeder i bogen, og jeg har den også selv. Det er ikke en bog, man læser fra side et og frem, men en man bladrer i og læser lidt her og lidt der. Dybest jeg vidste jo ikke, om han var interesseret i hverken kunst eller historie – men det jeg ved er, at vi har en eller anden for form for forbundethed qua medlemskabet af Mensa, så jeg gættede på, at jeg muligvis ville ramme rigtigt.

Han blev rigtig glad, syntes at jeg ramte rigtigt. “Godt set” sagde han, og så var jeg faktisk glad. Det er altid dejligt at ramme rigtigt. Vi har haft en forbundethed, som jeg kan ikke kan udtrykke via den store fælles afskedsreception. Derfor jeg har hjulpet via en lille særskilt gave.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *