Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

Aggressiv markedsføring

Aggressiv markedsføring

Velgørenhedsorganisationer skyder sig selv i foden

Aggressiv markedsføring

Nu er det slut med bidrag til humanitære organisationer, velgørende organisationer, diverse NGO’er mv. Jeg er træt af, at de efterfølgende ringer og vil have endu flere penge.

Jeg kan godt selv finde ud af, om der er en kampagne i gang, om jeg vil donere yderligere og om det skal være enkeltstående eller faste bidrag. De skyder sig selv i foden med den aggressive markedsføring. Jeg kan ikke være den eneste, der tænker sådan.

Et konkret eksempel med Psykiatrifonden

Jeg har i flere år støttet Psykiatrifonden med et fast månedligt beløb. De er jo på mange måder min “fagforening”. På et tidspunkt var der lavvande i kassen, så den faste støtte måtte ophøre. Efterfølgende havde de en eller anden kampagne, hvor jeg også støttede dem, fordi formålet var godt og bølgeskvulpene større.

Gennem en længere periode (og stadig) har de etableret en underskriftsindsamling med titlen “Kræv handling”. De indsamlede underskrifter vil blive forelagt politikerne. Det er selvfølgelig et både godt og vigtigt formål, så jeg ville gerne skrive under.

Det viste sig, at man ikke kunne indsende formularen med underskriften uden samtidig at acceptere, at de efterfølgende kontaktede en på mail eller telefon.

Aggressiv markedsføring
Det kalder jeg “revolvermetoder”. Derfor fik de ingen underskrift fra mig, og det skrev jeg til dem, da jeg endelig fandt en e-mailadresse at skrive til. Svar har jeg aldrig fået.

I dag blev jeg ringet op af en af deres telefonsælgere, der startede med det evindelige “Tusind tak fordi du har støttet os”. Jeg svarede mit ligeså evindelige “Og nu vil du gerne have nogle flere penge?”. Jeg forklarede ham om den omtalte underskriftsindsamling, min ubesvarede henvendelse og at jeg stod på Robinsonlisten, så jeg forstod ikke, at jeg blev kontaktet.

Robinsonlisten er ingen hjælp i kampen mod telefonsælgerne

Jeg undersøgte efterfølgende det med Robinsonlisten nærmere – og det viste sig, at jeg var helt galt på den. Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan man blandt andet læse følgende om telefonsælgerne

Opkald fra analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl.

Forbuddet mod telefonsalg gælder kun for erhvervsmæssig aktivitet.

Det betyder, at det er lovligt for analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl. at ringe til dig, uden at du har givet samtykke til det. Det gælder også, selvom du er på Robinsonlisten.

 

Jeg har helt samme erfaring med andre velgørenhedsorganisationer, der ringer op, bare man har givet fem kroner. I mit tilfælde drejer det sig om: Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, Læger uden grænser og Dansk Flygtningehjælp.

De får ikke en krone mere. Jeg er træt af den aggressive markedsføring, og jeg ved selv, hvad jeg vil støtte, hvornår og med hvor meget. Samlet set gætter jeg på, at det koster dem penge i det lange løb. De kæmper garanteret om de samme “kunder”, og de har sikkert også lavvande i kassen. Det er bare ikke sådan, de løser problemet. Tværtimod.

Opgaver, der burde være statsligt finansierede

For Psykiatrifondens vedkommende ville den rigtige løsning være at kæmpe for at komme på finansloven. Det er helt galt, at en så stor og vigtig patientforening skal leve af private midler. De har fx en rådgivning, man kan søge hjælp hos, hvis man går med de alt for tunge tanker, og rådgiverne er dygtige og gode at tale med. Det samme gælder Livslinjen.

Begge organisationers opgaver burde være statsligt finansierede. Mennesker i nød afvises i hobetal, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange rådgivere til at tage telefonerne eller til at skrive på chatfunktionen. Aggressiv markedsføring fra telefonsælgere gør ikke situationen bedre.

Aggressiv markedsføring

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Klimalov

Klimalov

Skriv under

Lige nu kan man skrive under på et såkaldt borgerforslag om, at vi skal have en klimalov, og det jo før jo bedre. Et borgerforslag kræver minimum 50.000 underskrifter for at komme i folketingssalen. I aftes var der indsamlet ca. 35.000 underskrifter, så det skal let nok lykkes, da der er seks måneder til at nå det i. Bag forslaget står 11 organisationer herunder Folkekirkens Nødhjælp, som bl.a. skriver:

Klimaforandringer er ikke længere noget, vi tror, vil ramme os en dag. De har ramt os. Nu handler det om at begrænse temperaturstigningerne så meget som muligt – og det kræver en langt mere ambitiøs indsats.

Hvorfor en lov?

Man kan spørge sig selv, hvad vi skal med en lov, når det drejer sig om, at vi alle hver og en ‘bare’ skal ‘svine’ mindre. Vi udleder ca. ti tons CO² pr. år pr. dansker. I de fattigste lande udledes ca. et ton CO² pr. indbygger pr. år.

Lovgivning prioriterer, sætter retning og fokus. Lovgivning fortæller, hvad vi synes er vigtigt. Regeringen vil med 50.000 underskrifter – og gerne mange flere – blive tvunget til at fremrykke mange af klimamålene eller at gøre dem meget mere realistiske. Hvor mange elbiler var det nu der skulle være i 2025? Jeg kan ikke huske det, men tallet faldt i hvert fald drastisk i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, fordi den slags ikke interesserer Dansk Folkeparti.

Med lovgivning kan man forhåbentlig inddrage områder, der i dag unddrager sig fokus pga. dygtige lobbyvirksomheder. Jeg tænker selvfølgelig på landbruget, som har fået lov at svine. Det er næppe en rettighed, de har tiltaget sig selv. Senest var det fremme, hvor tæt på vandboringer, der må sprøjtes. Det er der vist ikke noget nyt i, men det nye er trods alt, at zonen er blevet større – men de har to år til at undlade det, og ellers kan de betale sig fra det efter aftale med kommunen. Det er ikke videre ambitiøst.

Flere partier formulerer, at vi er den første generation, der oplever klimaforandringerne, og vi er den sidste, der kan gøre noget ved dem.

Hvad med mig?

Jeg bor til leje i en dejlig ejendom, der er ejet af min pensionskasse, så der burde være styr på tingene. Nede på parkeringspladsen er de grønne affaldscontainere da også linet op, så man kan sortere alt det, der ikke må komme i skakten: glas, pap, papir, jern, metal osv. Problemet er, at kapaciteten er alt for lille, så det flyder med fx flasker og pap. Beboerne vil altså gerne sortere affaldet og gør det også, men de ‘stationer’, der skal modtage det, har slet ikke den rette dimensionering. Når skraldemændene kommer en gang om ugen, tømmer de containerne og lader resten ligge, og det kan man ikke fortænke dem i! De skal jo holde, til de er 74 🙂

Jeg har taget fat i viceværten, fortalt om problemet og spurgt om vi kunne få flere containere? Svaret var, at det var for dyrt. Så er det svært at være klimabevidst forbruger. Men jeg har alligevel skrevet under på borgerforslaget!

 

/14 Kommentarer/i , /af ,

Fast arbejde

Yes!

107 uger senere

Det er lykkedes – er du sød at glæde dig med mig?

Jeg har nu kontrakt med Nordsjællands Port Center ApS (NPC) fra nu af, og til en af parterne dør. Det er så fantastisk, at jeg var ved at græde at glæde og lettelse, da en anden anden aktør ringede til mig i morges 9:15, hvor jeg sad i toget på vej til Farum. Han kunne fortælle, at de var meget tilfredse, at de oplevede, at jeg kunne mere, end de forventede, og at de derfor gerne ville fastansætte mig.

Jeg er blevet set an i samlet 107 uger: FKN – HR: 52 uger, FKN – Genbrug: 52 uger og NPC: tre uger. Endelig er jeg blevet vejet og fundet tung nok. (Måske passer min kur ikke helt ind her 🙂 ?)

Jeg er så glad og så lettet, at da jeg fik beskeden, var jeg ved at græde. Lige nu – mens jeg skriver – triller tårerne, for jeg er blevet en sentimental gammel kone på 54 år. Det er overstået! Og jeg skal nu leve af det, jeg elsker: “Webmaster og skribent”. Jeg har selv fundet på titlen, og de har ikke protesteret, når de har set min signatur. Så det er jo nok OK.

Jeg har været til eksamen i 107 uger. Når man er det, møder man op og er maksimalt open minded, smilende, hjælpsom, effektiv osv. og det er pokkers anstrengende uge efter uge.

Jeg har været så træt hver onsdag de seneste uger, at jeg tørnede ind kl. 20, og ikke kunnet noget om torsdagen. Jeg var “sove-træt” uden at kunne sove. Jeg anstrengte mig til det yderste for at bestå mine eksamener og for at være god nok. For det første fordi jeg gerne ville blive. For det andet fordi jeg ikke kunne overskue at skulle et nyt sted hen og gøre mine hoser grønne en gang til. Det er hårdt konstant at være til eksamen og være overvåget.

Jeg havde i virkeligheden nok ikke troet på, at jeg nogensinde skulle få et fast job igen, men at jeg i stedet skulle hoppe fra tue til tue (man kan også sige “hutle mig igennem”) de 14 år, der er, til jeg kan på pension. Nu kan jeg gøre det med værdighed – og det passer altså noget bedre til det menneske, jeg er.

Jeg har vist, at man kan komme et langt stykke trods alvorlig psykisk sygdom. Mit mantra er: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg!” Og det mener jeg dybt og inderligt hvert eneste sekund, jeg arbejder.

Glæd dig med mig og smid en kommentar, så bliver jeg så glad.

De bedste hilsner

Webmaster og skribent 🙂

/4 Kommentarer/i , /af ,

Sortie

Fin frokost

Det var sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp, og afdelingen havde for noget tid spurgt, om jeg ville have sådan en lidt større afskeds-tam-tam. Jeg er ikke tilhænger af den slags, så jeg havde i stedet spurgt Dorte og Lotte, som er dem, jeg har haft mest med at gøre, om de ville gå med ud og spise en klassisk frokost. Det ville de gerne, og det var utrolig hyggeligt.

Vi havde bestilt bord på “Restaurant & Cafe Nytorv” lige foran domhuset. Lotte og jeg snuppede en “Københavnerplatte”, mens Dorte tog en fiskefilet og en rejemad. Hertil godt øl – vi undlod dog snapsen. Dyrt men dejligt. Jeg kan bestemt anbefale det. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke var fulde huse, for da jeg forleden ringede rundt  til mindst seks eller syv steder for at bestille bord på lignende steder (altså smørrebrødssteder) Karen Kik, Fridas mv., var alt udsolgt. På vores sted, var der halvtomt.

Vi var der i et par timer, og vi fejrede min sortie med maner.

Psykiatrifondens julehilsen

Jeg er kommet over den alder, hvor man er fan af det ene og det andet, men der er én undtagelse, og det er Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt. Jeg er vild med konen. Her sender hun fondens julehilsen (2:15) og beder til, at der kommer mere fokus på psykiatrien i de kommende år. Det er der så sandelig også behov for. Det er ikke så længe siden, jeg i et indslag i TV-avisen hørte følgende “Sundhedsvæsenet og psykiatrien…” Er psykiatrien nu ikke længere en del af sundhedsvæsenet?

Jeg har oplevet Anne Lindhardt live en enkelt gang, hvor jeg var blevet inviteret til et møde sammen med ca. 80 jobcenterchefer, og hvor hun talte i to stive timer om bipolar affektiv sindslidelse – og det vel at mærke uden Powerpoint eller manuskript. Det fængede altså. Hun er fuldstændig dedikeret til det, hun laver, og det hun taler om. Hun har 40 års erfaring som psykiater, og hun taler med inderlighed og entusiasme. Hende gad jeg godt drikke en kop kaffe med en dag. Men det gider hun nok ikke 🙂