Indlæg

211 likes

At skrive er at glemme

Jeg får ikke så mange kommentarer på bloggen som for fem eller seks år siden. Sådan er det!

Der er sikkert mange, der er blevet trætte af at høre om den ene og den anden diagnose. Om den ene og den anden frygt. Det er der ikke noget at sige til! Jeg har imidlertid glæden ved at skrive, og det er min blog/min hjemmeside, så sådan er det! Jeg jagter ikke stemmer af alle mulige forskellige slags, jeg skriver, fordi jeg kan lide det. Og fordi det giver mig et eller andet at have det store virtuelle netværk, jeg er glad for at have opbygget. Der er en lille håndfuld kommentatorer, der har holdt ved i disse yo-yo-år. Dem er jeg utrolig glad for.

Det er vist sådan, at den personlige start på bloggen tog sin start på et tidspunkt, hvor jeg havde mange “tunge tanker” og manglede nogen at dele disse tanker med: med andre ord = jeg var ensom. Ensomheden forsvandt og blev i et eller andet omfang afløst af et vældigt virtuelt fællesskab, som jeg værdsætter meget højt nu.

177 likes

Af og til rammer man plet, og det er fedt! Der går liv og kræfter i at skrive, så hvis der er nogle, der kan lide det, man skriver, er det jo bare dejligt.

Min post fra i aftes om en bananrepublik, som jeg delte i gruppen  “Danskerne støtter IKKE Støjberg” har indtil videre høstet 177 likes fra Facebook. Det har jeg ikke prøvet før, og det er ret fedt! Så selvom jeg skriver for min egen fornøjelses skyld, fordi jeg har en glæde over at lege med ordene osv., er det alligevel skønt, at 177 mennesker har trykket på like-knappen! Tak for det. Altså er min stil også noget værd; altså er jeg på rette vej. Det er godt at vide.

Opdatering 2021-05-02, 18:04:04

211 likes… det er da helt okay.

Bananrepublik?

Det politiske embedsværk?

Fem navngivne embedsfolk kan drages til ansvar for den ulovlige administration i Støjbergs magtfulde ministerium, vurderer Instrukskommissionen nu i deres sidste beretning. Altinget har en glimrende gennemgang af hver enkelts forhold her.

De har alle fem handlet mod bedre vidende, da de har været klar over, at deres administration og pålæg til medarbejderne var klart ulovlig. De var klar over, at pressemeddelelsen fra 10. februar 2016 indstiftede en ulovlig praksis, hvor man adskilte asylsøgende par.

En af embedsfolkene vil endog kunne tiltales for sin passivitet i tiden fra pressemeddelelsen og frem til starten af marts 2016.

Jeg havde en lang telefonsamtale med min ven om det i dag, og hun sagde, som den første af os, at den slags hører til i det vi danskere må forstå ved en “Bananrepublik”, og det har hun ret i.

Vi er vant til, at embedsværket er loyalt overfor gældende lovgivning og evt. retspraksis. Vi er på ingen måde vant til, at ministeren blander sig i sagsbehandlingen i ministeriet. Ministeren skal passe sin politik og embedsværket skal passe sagsbehandlingen i det hierarki, der nu engang er i et ministerium og de underliggende styrelser.

Det havde været svært for mig

Selv har jeg stort aldrig udført konkret sagsbehandling bortset fra 1½ år, lige efter jeg var blevet færdig, så jeg har vist ikke oplevet politisk indblanding i mine opgaver, selvom der er masser af politik i økonomistyring.

Havde jeg skullet forvalte en lovgivning på et grundlag, jeg vidste var urigtigt eller løgnagtigt, havde jeg sovet meget dårligt om natten. Og/eller fundet et andet job.

Jeg har ikke rigtig noget at have det i, men jeg har bare en fornemmelse af, at forvaltningen er blevet mere og mere politisk med årene, at ministrene blander sig mere og at karriereønskerne hos den enkelte medarbejder ikke går hånd i hånd med en rigid lovmedholdelighed, der ikke peger i den retning, ministren mener, sagerne skal køre.

Jeg ville være alt for rigid og ville ikke kunne holde ud at skulle forvalte en ulovlig praksis, blot fordi folkestemningen pegede i samme retning som ministerens ønsker. Der er vist sket et skred, og det er helt galt. Embedsværket må forvalte gældende lovgivning, så længe den gælder. Ministeren må kunne “tælle til 90” i Folketingssalen, hvis hun vil have det anderledes. Alternativet er en rigsretssag, som vi nu skal opleve for første gang i ca. 25 år. Sidst var det Erik Ninn-Hansen, der var tiltalt for ulovlig administration af sager om tamilske flygtninge. Regeringen Schlüter væltede på det.

Realityshow?

Inger Støjberg ønsker sig brændende live-dækning fra rigsretssagen, der går i gang i august eller september. Hendes argument er, at hun ikke har noget at skjule for danskerne. Heldigvis har et flertal i Folketinget afvist ønsket.

Vi skal ikke have amerikanske tilstande, hvor retssager betragtes som underholdning. Det er er disrespekt for retssystemet, og en rigsretssag er en alvorlig ting, der ikke skal bruges som underholdning.

PS: POV Internationals politiske redaktør, Frank Korsholm, har en god kommentar her.

Rigsretten

Måske er der sagt nok om den allerede?

Gud og hver mand har (haft) en mening om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod Inger Støjberg ved rigsretten. Man kan sige, at det må være tilstrækkeligt; alligevel har jeg lyst til at blande mig. Også selvom det er lidt sent, nu hvor Folketinget altså allerede har besluttet, at hun skal for en rigsret.

Jeg kan ikke lade være med at mene, at det er sært, at det skal være overvejende sandsynligt, at den tiltalte kan dømmes, før man nedsætter rigsretten. Det er som om, der skal være en proces forud for processen – og den forudgående proces er politisk bestemt.

Venstre og Socialdemokratiet var de sidste, der meddelte deres stillingtagen. Som om der var grund til at tøve. Gudskelov stemte flertallet for, at rigsretten skulle nedsættes. Selv 32 af Venstres 41 mandater stemte for at slæbe deres partifælle for rigsretten. Det skal bemærkes, at Lars Løkke Rasmussen stemte imod, og det fik Stine Bosse til at fare i blækhuset hos ‘Ræson‘. Hun havde egentlig overvejet at tilslutte sig Lars’ nye netværk (eller hvad man nu skal kalde det), men ville ikke være med alligevel, da Lars Løkke vendte på en tallerken fra lørdag på P1 til torsdag i folketingssalen. Læs selv hvad Stine Bosse skriver i Ræson den 14. januar 2021, for hun skriver det ret klart og godt (det er den artikel, jeg linker til).

Hvad så med de mink?

På de sociale medier (in casu Facebook) er folkestemningen, at hvis man synes, det Inger Støjberg har gjort er i orden, så synes man også, at håndteringen af minksagen er forkert. De pokkers mink bliver rodet ind i det i hvert eneste kommentarspor, der handler om Støjberg og ‘barnebrudene’. Jeg kan slet ikke se, hvad de to ting har med hinanden at gøre! Og dog: Havde Venstre og Socialdemokratiet ikke stemt for nedsættelsen af rigsretten, ville det være fordi, de havde indgået en studehandel. ‘Vi rejser ikke sigtelse mod Inger, hvis I til gengæld lover ikke at forfølge Mette Frederiksen’. Den slags bryder jeg mig ikke om.

Det er ikke helt gået op for mig, hvad problemet er med de der mink – jeg var indlagt, da man slog fire millioner af dem ihjel. Enhver kan imidlertid sige sig selv, at det er idiotisk at grave dem ned i nærheden af søer og åer, hvor de kan forurene grundvandet, men om det ligefrem er grundlovsbrud er vel en anden sag? Der er forskel på grundvand og grundlov!

På de radikales foranledning er der nedsat en såkaldt ‘granskningskommission’, der skal se på, om der er noget at komme efter i denne sag, og hvis der er, må der rejses tiltale ved en ny rigsret. Loven gælder for alle, uanset om man er rød eller blå eller evt. midt imellem.

Barnebrude?

Inger Støjberg mener selv, at hun har kæmpet for ‘sine piger’, og med dette ordvalg forestiller vi os vel alle, at hun ønskede at adskille par, hvor der var en voldsom aldersforskel mellem manden og kvinden i forholdet. Altså fx piger på 15 år og mænd på 65 år.

Realiteten er bare, at det ikke var sådan. I virkelighedens verden var de fleste af parrene lige på hver sin side af de 18 år – i rigtig mange tilfælde var aldersforskellen ti år, jf. tabellen allernederst her hos Detektor.

Elementær forvaltningsret?

Set ud fra mit synspunkt behøver man ikke være jurist for at gennemskue, at Inger Støjberg har overtrådt elementære forvaltningsretlige grundprincipper: sager behandles enkeltvis og hver for sig, og i alle sager skal der partshøres, førend der træffes afgørelse. Det er så elementært, at det kan undre, at der ligefrem skal en rigsret til at kigge på det. Sådan en retssag tager jo årevis.

Selvfølgelig skal man huske, at det hertil kommer, at hun også har løjet overfor både Ombudsmanden og Folketinget i op til flere samråd. Det har Instrukskommissionen fastslået, og det er de to uvildige advokater enige i. Til den del er der måske nok behov for en rigsret.

God weekeend.

, ,

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

I går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.