Indlæg

Rigsretten

Måske er der sagt nok om den allerede?

Gud og hver mand har (haft) en mening om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod Inger Støjberg ved rigsretten. Man kan sige, at det må være tilstrækkeligt; alligevel har jeg lyst til at blande mig. Også selvom det er lidt sent, nu hvor Folketinget altså allerede har besluttet, at hun skal for en rigsret.

Jeg kan ikke lade være med at mene, at det er sært, at det skal være overvejende sandsynligt, at den tiltalte kan dømmes, før man nedsætter rigsretten. Det er som om, der skal være en proces forud for processen – og den forudgående proces er politisk bestemt.

Venstre og Socialdemokratiet var de sidste, der meddelte deres stillingtagen. Som om der var grund til at tøve. Gudskelov stemte flertallet for, at rigsretten skulle nedsættes. Selv 32 af Venstres 41 mandater stemte for at slæbe deres partifælle for rigsretten. Det skal bemærkes, at Lars Løkke Rasmussen stemte imod, og det fik Stine Bosse til at fare i blækhuset hos ‘Ræson‘. Hun havde egentlig overvejet at tilslutte sig Lars’ nye netværk (eller hvad man nu skal kalde det), men ville ikke være med alligevel, da Lars Løkke vendte på en tallerken fra lørdag på P1 til torsdag i folketingssalen. Læs selv hvad Stine Bosse skriver i Ræson den 14. januar 2021, for hun skriver det ret klart og godt (det er den artikel, jeg linker til).

Hvad så med de mink?

På de sociale medier (in casu Facebook) er folkestemningen, at hvis man synes, det Inger Støjberg har gjort er i orden, så synes man også, at håndteringen af minksagen er forkert. De pokkers mink bliver rodet ind i det i hvert eneste kommentarspor, der handler om Støjberg og ‘barnebrudene’. Jeg kan slet ikke se, hvad de to ting har med hinanden at gøre! Og dog: Havde Venstre og Socialdemokratiet ikke stemt for nedsættelsen af rigsretten, ville det være fordi, de havde indgået en studehandel. ‘Vi rejser ikke sigtelse mod Inger, hvis I til gengæld lover ikke at forfølge Mette Frederiksen’. Den slags bryder jeg mig ikke om.

Det er ikke helt gået op for mig, hvad problemet er med de der mink – jeg var indlagt, da man slog fire millioner af dem ihjel. Enhver kan imidlertid sige sig selv, at det er idiotisk at grave dem ned i nærheden af søer og åer, hvor de kan forurene grundvandet, men om det ligefrem er grundlovsbrud er vel en anden sag? Der er forskel på grundvand og grundlov!

På de radikales foranledning er der nedsat en såkaldt ‘granskningskommission’, der skal se på, om der er noget at komme efter i denne sag, og hvis der er, må der rejses tiltale ved en ny rigsret. Loven gælder for alle, uanset om man er rød eller blå eller evt. midt imellem.

Barnebrude?

Inger Støjberg mener selv, at hun har kæmpet for ‘sine piger’, og med dette ordvalg forestiller vi os vel alle, at hun ønskede at adskille par, hvor der var en voldsom aldersforskel mellem manden og kvinden i forholdet. Altså fx piger på 15 år og mænd på 65 år.

Realiteten er bare, at det ikke var sådan. I virkelighedens verden var de fleste af parrene lige på hver sin side af de 18 år – i rigtig mange tilfælde var aldersforskellen ti år, jf. tabellen allernederst her hos Detektor.

Elementær forvaltningsret?

Set ud fra mit synspunkt behøver man ikke være jurist for at gennemskue, at Inger Støjberg har overtrådt elementære forvaltningsretlige grundprincipper: sager behandles enkeltvis og hver for sig, og i alle sager skal der partshøres, førend der træffes afgørelse. Det er så elementært, at det kan undre, at der ligefrem skal en rigsret til at kigge på det. Sådan en retssag tager jo årevis.

Selvfølgelig skal man huske, at det hertil kommer, at hun også har løjet overfor både Ombudsmanden og Folketinget i op til flere samråd. Det har Instrukskommissionen fastslået, og det er de to uvildige advokater enige i. Til den del er der måske nok behov for en rigsret.

God weekeend.

, , ,

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

I går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.

,

Ligebehandling

Kan det virkelig være tilladt?

Min jura er forældet og bortfaldet ved manglende brug, så jeg spørger:  kan det virkelig være tilladt, at børn med anden etnisk herkomst end dansk, der bor i et af de 55 “ghettoområder”, kan tvangsopdrages af staten, inden de er fyldt et år, når etnisk danske børn ikke udsættes for denne tvang?

For mig ligner det en form for apartheid – under alle omstændigheder må det da være diskrimination? Kan det være sandt, at vi ikke har indført disse bestemmelser fra diverse konventioner i dansk ret? Det må vi da have gjort, for det første fordi vi (endnu ikke) er en bananstat og for det andet, fordi Inger Støjberg gang på gang på gang på sin charmerende måde udtaler “Jeg vil gå til kanten af konventionerne”.

Inger Støjbergs argumenter

I TV-avisen i aftes forklarede Inger Støjberg sig med, at de etnisk danske børn ikke havde behov for at få de danske værdier “ind under huden” (metaforen blev brugt mindst ti gange på de ca. to minutter), da de allerede er kendt med leverpostej, julemænd, grundlov, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen osv. Det er den slags ting, staten nu vil lære de børn, der ikke er etnisk danske.

Den unge Mai Mercado (C) fortæller i starten af denne TVA, at det hele er kærligt ment overfor de stakkels små. Vi skal lære dem at blive danske, og vil forældrene ikke danse efter regeringens pibe, ryger børnecheken.

Grundsubstans

Hvis man barberer det hele ned til dets grundsubstans, så er det naturligvis helt korrekt, at hvis man vil bo i Danmark, skal man fx tale dansk, og man skal sørge for, at ens børn lærer dansk.

Bertel Haarder sagde på et tidspunkt, at man skal “ville Danmark”, og det har han helt ret i. Der, hvor jeg står af, er ved forskelsbehandlingen, der er baseret på en kombination af postnummer og gadefortegnelsen. Det forekommer mig at være fuldkommen arbitrært, og jeg bryder mig ikke om denne form forskelsbehandling, på samme måde som jeg ikke kan udholde tanken om, at lysebrune mennesker skal have straffen ganget med to. Det, jeg ikke kan holde ud, er de tvangsprægede elementer! Alt for mange mennesker udsættes efterhånden for den tvang, der føres ud i livet som en reduktion i offentlige ydelser. Det gælder kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen,  integrationsydelsen og nu dette med postnummeret.

Økonomiske håndtag bruges ofte som en form for adfærdsregulering. Problemet er, at alle disse mennesker ikke kan regulere deres adfærd, for så havde de nok gjort det! Kontanthjælpsmodtagerne ville sikkert gerne finde et arbejde, for at pengepungen ikke skal være tom den 16. i måneden, men der er ikke arbejde at få, når man næsten ikke kan noget. Der er også kontanthjælpmodtagere, der er uhyre kompetente, de har bare været så uheldige at være syge i mere end 22 uger. Og så videre. Det er tvangen, der er problemet.

Jeg bryder mig heller ikke om assimileringen. Uanset kulør skal man arbejde, hvis man kan, og det er fint at give visse personager et skub i bagdelen, hvis de undslår sig, fordi de har sukkersyge eller lignende, der jo altså ikke er livstruende, bare man passer sin insulin. Man skal opføre sig ordentligt, man skal overholde landets love osv. Dette gælder alle med et dansk postnummer!

Det kan bare ikke være sandt, at man skal gå i noget bestemt tøj, at man skal spise bestemte retter fra bestemte dyr, at man ikke selv kan beslutte, om man ønsker at faste og afholde sig fra visse handlinger i en bestemt periode.

Hvad søren sker der her til lands?