Indlæg

, ,

Gentagelser

Det kan sagtens være, at jeg er langt bagud, og så kan I bare ryste på hovedet, men på det seneste har jeg lagt mærke til, hvor meget interviewofre gentager sig selv.

Jeg ser altid TV-avisen 18:30, og i dag var den indledende satsning lagt på flygtningebørn under 18, der ikke kan finde ud af at begå sig på en festivalplads på Langeland.

Ask Rostrup spurgte Inger Støjberg, hvordan hun forholdt sig til forslaget om en slags “stuearrest” til de unge mennesker. Forslaget kommer fra S og DF. Inger gentog sig selv intet mindre end tre gange, og det var ikke engang forskellige drejninger, ord eller vendinger, nej det var nøjagtige kopier, som man vidst også kan betegne som papegøjesnak. Og selvfølgelig er hun begejstret for forslaget og er åben for alle muligheder.

Hun er blandt dem, der gentager sig selv allermest, men bare rolig – de andre kan også være med. Det er mest markant med politikerne, så det må være noget, de lærer på retorik-skolen. Men andre interviewofre kan bestemt også være med.

Budskaberne bliver altså ikke bedre af at blive gentaget, men det kan selvfølgelig være, folk fatter det lettere efter tredje gang.

Døde børn

Egentlig synes jeg ikke, der skal gå politik i min blog, men den aktuelle flygtningekrise ligger mig på sinde.

Der er så mange dejlige mennesker, der samler ind, organiserer indsamlinger af tøj og andre nødvendigheder til de mennesker, der flygter fra Syrien og Irak og havner på en strand på en græsk ø fx Lesbos. Flygtningestrømmen er enorm og ingen aner rigtigt, hvad de skal stille op med de mange mennesker. For Inger Støjberg og DF er sagen klar: De skal sendes tilbage hvor de kom fra hurtigst muligt. Angela Merkel er fortaler for, at Den Europæiske Union-landene vedtager en fælles strategi, og det kan jeg godt lide hende for. Ingen af landene kan klare dette problem alene.

Det der får mig til at fare i tastaturet er billederne af de døde flygtningebørn i vandet i Tyrkiet. Skal man vise dem eller skal man ikke?

Jeg skrev en kommentar på Facebook til et opslag fra DR. Jeg skrev “Jeg er enig i alle de kommentarer der allerede er lagt her. De døde børn må ikke glemmes. Måske er det netop disse billeder, der får folk til at forstå, at det er alvor dette her. Det går ikke over, blot vi slukker for TV. Børnene har ikke levet eller er ikke døde forgæves. Derfor skal de mindes på alverdens sites.” Det var en reaktion på Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsens kommentar om billeder af døde flygtningebørn på de sociale medier. Der er kommet over 80 likes på min kommentar, det har jeg ikke prøvet før.

Man kan sige, at det bare er følelsesporno, og at billederne derfor ikke har nogen berettigelse. Omvendt synes jeg som nævnt, at billederne har deres berettigelse, fordi børnene så ikke har levet – eller er døde – forgæves. Nogle argumenterer med, at familierne ikke skal se deres døde børn flydende i vandkanten på nettet. Sidder man i Syrien eller Irak er ens første prioritet dog næppe at se billeder på de sociale medier.

Hvad synes du egentlig er det rigtige at gøre i denne situation: vise billederne eller ikke?