Indlæg

Det første stik

Så er jeg halvvejs

Fredag morgen kl. 8:45 var jeg klar på Frederiksberg Hospital til det første stik – vaccinen mod Corona. Hun stak i højre overarm, og det kunne overhovedet ikke mærkes. Der har heller ikke været noget at mærke de følgende dage. Næste stik bliver den 5. februar kl. 9:15. Til den tid kan jeg så føle mig nogenlunde sikker 7-10 dage efter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt den information, men sådan er det.

Til den tid er min nærmeste ven også vaccineret to gange, og vi kan begynde at ses igen. Det glæder jeg mig meget til.

Sikke en logistik

Sidste weekend brugte jeg rigtig lang tid på vacciner.dk for at finde et vaccinationssted med en ledig tid. Det lykkedes hverken lørdag eller søndag, selvom jeg søgte alle stederne igennem – selv helt til Roskilde. Nuvel sitet kunne jo være overbelastet i weekenden, så jeg prøvede igen mandag formiddag, og der lykkedes det sørme at finde en ledig tid – ganske vist ikke det nærmeste sted, som er Hvidovre Hospital,  men pyt med det. Jeg transporterer mig gerne.

Jeg er imponeret over myndighedernes samarbejde og logistik i denne coronatid. Tænk hvad de skal få op at køre dels for at passe på dem, der faktisk er smittede og syge, dels for at sikre at alle de andre ikke bliver smittede og syge.

Pressemøderne er dem, vi sikkert alle ser, men de er det mindste af det. Der er masser af hjemmesider, der løbende skal holdes opdaterede, masser af personale, der skal (efter-)uddannes, masser af alting der skal håndteres, for at vi bare kan opretholde illusionen om, at samfundet fungerer selv under en hård nedlukning. Det er flot.

På Frederiksberg Hospital

Da jeg var på Frederiksberg Hospital, var jeg også imponeret over deres logistik: Jeg blev – i ført mundbind – vist hen til en lille glasluge, frem med sygesikringskortet, blev krydset af, fik udleveret et spørgeskema hvor jeg blandt andet skulle svare på, om jeg var gravid eller ammede 🙂 eller tidligere havde haft allergiske reaktioner efter vaccinationer.

Derpå nul ventetid og jeg blev vist ind til en sød sygeplejerske, som jeg bad stikke i højre arm, da jeg sover på venstre. Nålen er meget lang men også meget tynd, så man kan ikke mærke den.

Herefter: til venstre og ud og sidde i 15 minutter med god afstand til de andre ventende, så personalet kunne holde øje med, at jeg ikke drattede om som følge af vaccinationen. Det gjorde jeg ikke. Og så var det bare at tage hjem igen. Uhyre effektivt var det.

Der sidder nogle mennesker og udtænker og planlægger alt dette. Dem kan jeg godt være imponeret af. Selvfølgelig kommer frontpersonalet i første række, men alle de andre nødvendige hænder gør også en ekstraordinær indsats i disse dage. Dem sender jeg også en venlig tanke.

 

,

Corona

Hold da op!

Jeg blev ringet op af min kommune i dag – jeg tror, det var fra visitationen – og de ville lige høre, om jeg var interesseret i en coronavaccination? Jamen det er da klart, jeg er interesseret. Det var hun af en eller anden grund glad for at høre. Om ca. tre uger vil der komme en indkaldelse i min e-boks til første stik. Om der så skal gå tre eller seks uger mellem de to stik står lidt hen i det uvisse. Det er fuldt ud forståeligt, hvis sundhedsmyndighederne beslutter, at der skal gå seks uger, fordi man så kan nå at vaccinere flere med de doser, der stilles til rådighed. Om man er 90 eller 95 pct. beskyttet kan vel komme ud på et?

Hvorfor jeg lige præcis er rykket frem i køen, ved jeg ikke, men jeg glæder mig over det, for jeg havde såmænd indstillet mig på, at det tidligst blev hen på sensommeren. Måske har de rykket mig frem, fordi jeg står i deres systemer som modtager af hjemmehjælp? Uanset hvad så er det dejligt.

Min nærmeste ven er også blevet tilbudt vaccination inden for den kommende uge, så om seks til otte uger vil vi kunne ses igen uden risiko. Det er også dejligt.

Træt af corona

Jeg er – som de fleste andre – inderligt træt af corona, der sætter så mange begrænsninger for, hvad man kan foretage sig. Jeg kan ikke engang gå ud og få en kop kaffe et sted. Det er det mindste af det! Samfundet er nærmest gået i stå. Alle, der kan, arbejder hjemme, der er ingen i supermarkederne og alt andet er lukket.

Jeg tager det meget alvorligt, og er især bekymret for den engelske mutation, der er 70 pct. mere smitsom end den, vi kender. Man bliver ikke mere syg af den, man bliver ‘bare’ lettere smittet. Man kan dø af så meget; jeg vil bare nødigt dø af corona, og jeg har slet ikke lyst til at ligge herhjemme alene og ikke kunne få vejret. Jeg længes tilbage til de normale tider, hvor man kan se dem, man vil uden at være bange for smitten.

Postscriptum

Jeg har været hos min søde læge i dag, fordi hun skal skrive en attest til kommunen i forbindelse med pensionssagen. Hun mente, at alt det med rehabiliteringsteamet var en ren formalitet, og at jeg uden videre vil blive tilkendt pension. Det var dejligt at høre, og det må hun jo have forstand på. Hun vil uden videre indstille mig til pension.

I går var jeg hos psykologen, der også har skrevet noget papir til kommunen. Hun har også indstillet mig til pension. Hun fortalte mig noget, jeg ikke vidste eller i hvert fald havde glemt: allerede i 2015, hvor jeg fulgte et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, havde de faktisk ment, at alt pegede i retning af en pension, men det ville jeg ikke gå med til. Jeg ville arbejde. Hun fortalte mig, at det har hun også skrevet ind i sin rapport. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Jeg tror, at alle de, der har skullet udtale sig, har indstillet mig til pension. Nu håber jeg så på, at der ikke er for lang ventetid til rehabiliteringsteamet, så der snart kan komme en afgørelse. Jeg trænger til at komme ud af det limbo, som jeg synes, jeg står i. Lige nu er alting uafklaret, og jeg er ikke god til at leve med uklarhed. Når der foreligger en afgørelse, kan jeg begynde at tilrettelægge resten af mit liv, og det ser jeg frem til.

Psykologen går med mig til mødet i rehabiliteringsteamet, hvis hun overhovedet kan den dag, og det er jeg glad for. Af en eller anden grund har jeg ikke den store lyst til at gå alene. Jeg har jo prøvet det før for fem år siden, og teamet består udelukkende af søde mennesker, men alligevel vil jeg gerne have en ved min side, som kender mig godt.

Mundbind

Vigtigper?

Jeg har været til bys med S-toget begge veje. På udturen var der næsten ingen passagerer, for myldretiden var ikke sat ind. På hjemturen var der betydeligt flere med, for klokken var omkring 16.

Begge veje var jeg faktisk den eneste med mundbind. Var jeg fornuftig eller bare vigtigper?

Sundhedsstyrelsen råder til, at man bruger mundbind i den kollektive trafik i myldretiden. Nu er råd ikke lig påbud eller retningslinje eller andet, man skal rette sig efter, men jeg undrer mig alligevel.

Det primære formål med at bære mundbind er, at bæreren ikke smitter videre, hvis man er smittet, men ikke har symptomer, men at mundbind også kan give en ekstra beskyttelse for f.eks. særligt sårbare, der kan have svært ved at holde 2 meters afstand. Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Til tider er det som om, Corvid-19 aldrig har været her: Folk spritter ikke hænder ved supermarkedet (ref. Eric på Facebook), folk glemmer at holde afstand, mange nyser ikke i ærmet, forsamlingsforbuddet overtrædes, der krammes til højre og venstre, og jeg kunne blive ved. Hvordan vil det gå, når vi træder ind i fase fire, som Kåre Mølbak i dag har været ude at sige, at han ikke kan anbefale?

Hvor svært kan det være at overholde de retningslinjer”#¤%&/(!

Der findes stadig svage og svækkede mennesker i vores samfund, som vi har pligt til at passe på. De har også en ret til at leve.