Corona – regeringen gør det godt
Så du også pressemødet i aftes?
Corona – regeringen gør det godt
Der er lang tid, til jeg (igen) bliver socialdemokrat, men derfor kan man jo godt lytte til, hvad de siger. Jeg lyttede fx. til, hvad de sagde på pressemødet i aftes kl. 19:00, hvor de (igen) stillede op med alt det “tunge skyts” i form af Henrik Ullum (SSI) og Søren Brostrøm (SST). Ærligt må jeg dog indrømme, at jeg slukkede for Stephanie Lose (V) og journalisterne, der alle mener, de udgør den fjerde statsmagt og er åh så kloge. Dem gider jeg ikke høre på.
Jeg bliver altid lidt bange, når der er nye pressemøder. Mine tanker går ikke på mig selv men på samfundet, da jeg faktisk ikke mærkede den første (og sidste/seneste?) nedlukning, der varede fire måneder. Mig generede det ikke. Det betyder bare ikke, at jeg er blind for, hvad det betyder for andre mennesker.
De gør det godt
Jeg kan ikke lade være at mene, at de gør det godt. Det er fagligt og sagligt korrekt; især sådan en som Henrik Ullum fra Statens Serum Institut er ikke bange for at stille sig op sammen med Søren Brostrøm (Sundhedsstyrelsen) og sige: “Vi ved ikke så meget om Omkrikon-varianten endnu, men vi må bruge supervåbenet altså lig vaccinerne, hvis vi skal komme helskindede gennem den vinter, der står foran os.” Det er ærlig snak. At kun otte – eller er det 11? – der er smittede med Omikron-varianten indtil videre kan jo synes lige gyldigt i de store tals lov, når ca. 4½ million mennesker er vaccinerede med både 1. og 2. stik. Problemet er, at den smitter ad h….. til. U-vaccinerede medarbejdere kan bringe den ind på plejehjemmene, og så er det ude med de gamle. Hvem ønsker egentlig at være skyld i det?
Østrig har valgt den rette vej
Tvang vil altid være den gale retning. Alligevel kan jeg ikke lade være at mene, at Østrig med sin “tvangs-politik” har valgt den rette vej. Hvis fjolserne ikke vil forstå det via den bløde og forstående vej, må vi tvinge dem med ubehagelige midler. Det gælder også hertil lands. Og de har jo altså valget via den bløde og forstående vej. Ingen tvinger dem til tvang, de kan bare gå ned og får første, andet og tredje stik. Det frembyder sikkerhed for både dem selv og deres medmennesker. Der er fx et moment i forhold til vores gamle på plejehjemmene: Hvis medarbejderne ikke sørger for at blive testede/vaccinerede, går det ud over beboerne.
Jeg hørte her til formiddag om en medarbejder i en kirke, der ikke ville lade sig vaccinere og heller ikke ville lade sig teste. Efter min ringe opfattelse er der kun en vej: den hedder afskedigelse. Hvis Danmark på nogen mulig måde skal komme ud over pandemien inden for en overskuelig årrække, må vi tage skrappere midler i brug.
Bivirkninger?
I dag har jeg for første gang hørt om et menneske, der muligvis har fået længerevarende bivirkninger af en vaccine. Lægerne tør ikke sige noget endeligt, og derfor skal jeg heller ikke fælde nogen endelig dom. Selvfølgelig er det alvorligt, hvis der kan opstå halvsidige lammelser som følge af vaccinen! Det er rigtig alvorligt – men igen de store tals lov: “hvor mange kunne han have smittet i u-vaccineret tilstand?”
Blik til AfD i vores naboland
Alternative für Deutschland (AfD): Her er et stort problem med, at folk ikke lader sig vaccinere, fordi de tror på, at fortiden klarer det for dem! Herre Jemini! Det minder en anelse om den fornylig offentliggjorte undersøgelse, hvor det blev vist, at de fremmedfjendtlige partier stod stærkest i områder, hvor der rent faktisk ikke boede ret mange mennesker med anden-etnisk-baggrund-end-dansk, som det så smukt heder.





