Mink og Coronavirus

Mink og Coronavirus

Man skulle have været minkavler

Dette indlæg er inspireret af Mads Bech Madsens Facebookopslag tidligere på dagen samt TV Avisen 18:30 både i går og i dag om mink og Coronavirus.

Når forstadsfruerne skal være velklædte, må dyrene lide

Minkavlerne er meget skuffede over, at de ikke kan “dyrke” dyrene igen fra den 1. januar 2022, men må vente et år, fordi Statens SerumInstitut (SSI) ikke har udarbejdet en ny risikovurdering. Det er avlernes opfattelse, at der ikke længere er en risko for mennesker. Det bygger de blandt andet på, at andre lande har genoptaget “dyrkningen” af dyrene, og at man i Guds eget land vaccinerer dyrene.

Statens SerumInstitut (SSI) vurderer stadig, at det at have mink i Danmark er forbundet med risiko for mennesker af ukendt størrelse. Og set i det lys mener regeringen, at det eneste rigtige er at forlænge det forbud, som der har været i år, med et år ekstra, siger ministeren.

Venstre og Konservative er som altid meget utilfredse, men de har jo også minkavlerne som stemmekvæg, mens regeringen har flertal sammen med støttepartierne for at forlænge forbuddet, fordi der i følge SSI er en risiko, herunder en risiko for nye mutationer, der muligvis kan smitte mennesker. Jeg spørger mig selv, hvem der mon har mest forstand på Coronavirus og mutationer: SSI eller en tilfældig minkavler i gummistøvler?

Tænk om forstadsfruerne skulle gå over til uldfrakker eller dynejakker? Det ville ikke klæde dem. Derfor må vi acceptere et dyrehold/erhverv, der tillader, at nogle dyr lever deres korte liv i bure så små, at de ikke engang kan vende sig om. Jeg mener, det er dyreplageri og burde forbydes uden videre. Det er ganske enkelt noget svineri!

Minkavlerne føler sig konstant forsmåede

I gårsdagens TV Avis 18:30 var der et interview med en minkavler, der udtalte, at de “var blevet så utrolig dårligt behandlede”. Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på, at de fik 18 milliarder kr. i erstatning! Det er vel ikke ligefrem den ringste behandling, man kan forestille sig? Dyrene bliver dårligere behandlede. Det var såmænd dem, der skulle have en erstatning i den størrelsesorden.

Det ville være fuldstændig absurd at begynde på at vaccinere minkene! Går avlen i gang igen, vil der lynhurtigt være tale om millioner af dyr.

Regeringen har håndteret pandemien på fornemste vis, den ros skal de have, og det ville være fuldkommen sygt at åbne for initiativer, der evt. kunne risikere at medføre en stigning i smitten og nye mutationer, som vi herefter skal kæmpe med. Folk er jo så glade for at kunne droppe mundbindene og atter komme til fitness eller på busrejse. Vil de mon gerne have restriktionerne tilbage af hensyn til de velklædte fruer?

 

Mink og Coronavirus

6 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Det er barsk sådan at miste sit livsgrundlag, men uden corona var der nok gået lang tid, før dyrplageriet var stoppet. I det hele taget synes jeg, at nogle af landbrugets organisationer fører sig frem på en særdeles usmagelig måde. Der er masser af eksempler, men for bare at nævne ét, er det helt vildt, at de vil have sig godt betalt for IKKE at forurene grundvandet. Grådighed …

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja for Søren, det er barskt at miste livsgrundlaget, men som Henny og jeg skrev om, så er det en ret pæn “fratrædelsesgodtgørelse” minkavlerne fik. Jeg var ikke så meget “på”, da sagen kørte, og de skulle slå dyrene ihjel, men mit indtryk er, at der sket nogle fejl i sagsbehandlingen i Statsministeriet, og at nogle af de 18 mia. kr. er regeringens hold kæft bolsje efter den fejlagtige sagsbehandling. De holder bare ikke kæft.

      Jeg er helt enig i, at fx “Landbrug og Fødevarer” fører sig usmageligt frem. Der har vi heldigvis Zenia Stampe fra RV til at fange dem i det.

      Ja det er vanvittigt, at de skal have penge for ikke at forurene grundvandet. Der er uhyre mange eksempler på, at de vil have en godtgørelse for hvad som helst. Det er et erhverv på statslige overførselsindkomster. Gad nok vide hvad det koster?

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Helt enig. Minkavlen bør ikke genoptages. Der er simpelthen tale om dyremishandling. Har Corona ikke været godt for andet, så fik det i det mindste stoppet det vanvid.

    Mink er ikke blandt de mest sympatiske dyr, men derfor behøver man ikke udsætte dem for et pinsomt og uværdigt liv, kun afsluttet med en uværdig død.

    Minkavlerne fik en stor erstatning under den forståelse, at de nu skulle finde noget andet at foretage sig. Det er bedre, end folk normalt får, når de bliver fyret fra et job.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.