Søren og Mette
Indholdsfortegnelse
Et læsebogssystem i forrige årtusinde
Da jeg var barn og startede i skole i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970 i Vestjylland, hed læsebogssystemet ‘Søren og Mette’, og det var vist ganske udmærket. Jeg lærte da i hvert fald at læse.
Nutidens Søren og Mette er Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, og Mette Frederiksen, statsministeren. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg har stor respekt for Mette Frederiksen. Det er der mange, der ikke har.
Der er mange, der mener, at hun samler magten hos sig selv og ikke i tilstrækkelig grad inddrager regering og Folketing i beslutningerne. Det skulle være særlig tydeligt i forbindelse med alle beslutningerne i relation til coronapandemien.
Jørgen Grønnegård-rapporten
Der er kommet en omfattende rapport fra Jørgen Grønnegård-gruppen. Ekspertgruppen konkluderer, at statsministeren i foråret under den første coronabølge ‘skubbede myndighederne foran sig’ i forbindelse med den første nedlukning af Danmark. Hun sagde på et pressemøde den 11. marts 2020, at nedlukningen skete på baggrund af myndighedernes anbefaling. Det var åbenbart bare ikke sandt – beslutningen var hendes/regeringens egen. Det kan man læse i denne udmærkede opsummering fra Altinget fra forleden dag.
Der skulle åbenbart have været et betydeligt misforhold mellem Søren og Mette forud for det pressemøde. På dagens (altså mandag den 1. februar) pressemøde spurgte en af boulevardpressens journalister til dette misforhold. Søren Brostrøm replicerede klogeligt nok tre gange, at det havde han ikke behov for at kommentere. Så sev det vel ind!
Politisk semantik
I dagens Point of View International skriver Kjeld Smidt i denne gode artikel, at Mette Frederiksen netop ikke sagde ‘sundhedsmyndighederne’ men ‘myndighederne’, hvorved hun skulle have bundet Søren Brostrøm til masten, og at der bare er tale om almindelig politisk semantik, som man ikke skal lægge noget videre i. ‘Myndighederne’ dækker et langt bredere felt end ‘sundhedsmyndighederne’. Læs artiklen, den er virkelig god!
For meget ‘Søren og Mette’
Mette Frederiksen siger, at hun i foråret ‘hellere ville gøre for meget end for lidt’. Det bakker jeg op om, ligesom jeg i det hele taget bakker om de initiativer, der tages for tiden, selvom det er inderligt ligegyldigt, hvad jeg måtte mene.
Det er selvfølgelig uhyre problematisk, hvis hun træffer beslutningerne ganske egenrådigt, men det synes der heller ikke at være tale om. Der er tale om, at hun har kort tid, og at hun på den korte tid skal træffe meget store beslutninger på baggrund af den rådgivning, hun får.
Uanset hvad så er det, jeg vil frem til, at jeg synes, der er gået alt, alt for meget personfnidder i dette her. Den situation Danmark – og resten af verden – befinder sig i er for vigtig til det. Der er andet at tage sig til end at drøfte Søren og Mette som enkeltpersoner, men det er sådan, det bliver stillet op, og så har boulevardpressen (og DF og Nye Borgerlige) også noget at skrive om.
Postscriptum
Hvis nu denne magtkamp mellem Søren og Mette interesserer dig, er der også her en interessant artikel på DRs hjemmeside.
Der er sikkert begået fodfejl i kampens hede, men “debatten” herom betragter jeg som politisk profileringsstøj, der ikke er værd at spilde tid på.
Målt på hårde tal (dødsfald osv.) er det alt i alt gået nogenlunde i DK, ellers ville der heller ikke være fortsat, bred opbakning til regeringen. Utilfredsheden er beskeden og næsten begrænset til De formørkede Mænds sammenrend af konspirationsreligiøse galninge og nynazistiske dukkeafbrændere.
Når man ser, hvordan det går mange andre steder i verden, er jeg temmelig glad for at bo i et land som Danmark, hvor fx vacciner ikke forsvinder på mystisk vis, men hurtigt ender i overarmene. Der er (i hvert fald indtil nu) rimeligt styr på tingene, og det tager jeg hatten af for.
@ Eric
Jeg er også glad for at bo i Danmark, hvor der er styr på tingene!
Du sætter ‘debatten’ i citationstegn, og det gør du nok ret i. Det er ikke en reel debat men en jagt på clickbaits (eller hvordan det nu staves?). Jeg forstår ikke Men in Black og andre ‘coronafornægtere’. De må have sovet under en kampesten det seneste år. Det er som om, de ikke har fattet noget som helst. Men der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg glæder mig bare til på fredag, hvor jeg skal ind og have andet stik.
Jeg er – som tidligere skrevet – imponeret over myndighedernes indsats på tværs af alle gamle skel, for ellers havde de ikke kunnet etablere hele den infrastruktur, der kræves for at få det hele til at fungere trods alt.
Jeg er ikke socialdemokrat, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kunne blive det, men jeg er bag Mette Frederiksens ageren i pandemien. Jeg har store betænkeligheder ved, at man kan fjerne folks borgerrettigheder, men i situationer som denne er det nødvendigt, i en vis udstrækning. Hvis jeg skal have mine borgerrettigheder begrænset, vil jeg langt hellere have det gjort af Mette Frederiksen end fx Lars Løkke eller nogen af hans tilhængere. Jeg tror, hun har gjort det så godt, som man kunne. Især i begyndelsen, hvor ingen vidste, hvad pokker man havde at gøre med, synes jeg hun gjorde det godt.
@ Henny
Næh jeg er jo heller ikke socialdemokrat (andet end ved kommunalvalgene i Hvidovre), men jeg bakker, som du kan se, også Mette Frederiksen op i hele dette corona-cirkus. Og ja jeg er også tryggere ved, at det er Mette og ikke Lars, der indskrænker mine frihedsrettigheder, for nu slet ikke at tale om Anders Fogh… Jeg synes, Mette Frederiksen og hele hendes team er meget åbne om proces, resultater og tvivlrådighed. Det kan jeg godt lide. Jeg så i går, at der igen har været militærkup i Myanmar. Tænk bare hvis det var sådan et sted vi boede.