,

Kvoteflygtninge

Historik

Siden 1989 har Danmark modtaget 500 kvoteflygtninge under UNHCRs genbosætningsprogram (et andet ord for kvoteflygtninge). Det passer ikke rigtig Inger Støjberg, der har sat en stopper for det med “hjemmel” i regeringens 2025-plan. Man kan så spørge, hvordan det fortsat kan være gældende, når nu 2025-planen på det nærmeste er aflyst? Plukker de måske alligevel bare af det, der passer dem bedst?

Summa summarum har vi i 2016 taget i mod 500 minus 491 er lig med 9 kvoteflygtninge. Så satte regeringen bremserne i. De vil gerne “skubbe” de 491 til bedre tider, hvornår det så end er? De faktuelle oplysninger er fra dagens Politikken Resten med indignationen er mine egne.

Aktuelt

Nu har Inger Støjberg så besluttet, at hun gerne vil af med ca. 100 genbosatte somaliere, fordi hun synes, at der er blevet væsentligt tryggere i Mogadishu, som er hovedstaden i Somalia. Hendes holdning deles ikke af Dansk Flygtningehjælp eller af Volker Türk, der for godt en måned siden skrev til Inger Støjberg, at det umuligt kunne være sandt. Volker Türk er FN’s vicehøjkommissær for flygtninge. Det må formodes, at han ved, hvad han taler om.

Det er faktisk aldrig sket før, at man sendte genbosatte (det må være det samme som repatrierede?) hjem igen. Ingen har nogensinde tidligere overvejet den mulighed, at genbosættelserne ikke skulle være en permanent løsning. Allermindst Dansk Flygtningehjælp; de også må formodes at vide, hvad de taler om.

Dansk Folkeparti (DF) vejrer naturligvis morgenluft og finder frem til, at der er ca. 1.450 flere somaliere, der så også kan sendes hjem – i hvert fald undersøges det om det er lade sig gørligt. Af dagbladet Information fremgår det i dag:

Heller ikke Martin Henriksen (DF) er begejstret, men ud fra et andet udgangspunkt:

 

100 kvoteflygtninge er for lidt, synes vi. Men det er godt, at man er kommet i gang med arbejdet, for det er noget, vi har rejst gentagne gange over for ministeren i forskellige sammenhænge, bl.a. i forhandlinger siden folketingsvalget. Flygtninge bør kun være her midlertidigt, og de bør sendes hjem – om nødvendigt med tvang. Stod det til os, skulle det være flere tusinde flygtninge samt deres ægtefæller og børn, der skulle sendes hjem, selv om de har opholdstilladelse i Danmark. Selvfølgelig vil der komme et ramaskrig, men det lever vi med,« siger Martin Henriksen.

Min mening

Det er sådan, at store dele af konventionsflygtningene er handicappede eller på anden vis belastet af sygdom. Dem har vi formået at tage ni (!) af i 2016!

Som et af verdens rigeste lande burde vi kunne tage de 500, som konventionerne pålægger os – og der er altså ingen, der har stoppet konventionerne ned i halsen på os. Vi har selv, ganske vist under tidligere regimer, accepteret og underskrevet konventionerne. Dem kan vi ikke bare løbe fra. Jeg er selvfølgelig klar over, at Inger Støjberg vil “gå til kanten af konventionerne” – det har hun sagt så tit, det gør hende bare ikke mere menneskelig.

Jeg håber på et nyt regime…

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Kynismen stortrives, og når endnu en skive er skåret af salamien, starter diskussionen om, hvor tyk den næste skal være.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Kynisme er det rette ord! Og billedet med salamien er godt. Om jeg begriber Inger Støjberg… Jeg synes, hun er umenneskelig.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *