Tag Archive for: Flygtninge

, ,

Asyldebatten og fakta

Jeg fandt denne spændende artikel i Information fra i går. Den illustrerer rigtig godt, at der er en skævvridning mellem asyldebatten på den ene side og så fakta på den anden side. Skævvridningen medfører den symbolpolitik, som vi efterhånden kender alt for godt i form af diverse uhyrligheder.

I 2016 erklærer 50 procent af de adspurgte sig således helt eller delvis enige i udsagnet »Europa modtager hovedparten af verdens flygtninge«.

Udsagnet er ikke – og har aldrig været – sandt. Ifølge UNHCR befinder 86 procent af verdens flygtninge sig i nærområderne, mens et sted mellem 2,5 og 10 procent opholder sig inden for Europas grænser, alt efter om man regner internt fordrevne med.

Artiklen drejer sig især om, hvorvidt den forøgede fokus på asyldebatten i sig selv er med til at fordreje fakta. Overskriften på artiklen er “Har journalistikken svigtet nærområderne?” Når der skrives og tales meget mere om det i vores medier, får vi også den opfattelse, at problemet er ganske enormt i Europa. Men det er det slet ikke. Der, hvor problemet er størst, er i Syrien selv og i Tyrkiet, der har modtaget det største antal flygtninge og migranter, der jo er potentielle asylanter. På samme måde har Libanon taget imod 1,1 million flygtninge trods det, at antallet af oprindelige libanesere stort set svarer til antallet af danskere. Jeg savner en fælleseuropæisk løsning, for det er for let at læne sig tilbage, sætte grænsebomme op og så ellers efterlade Tyskland og Sverige med den tungeste byrde.

Alt det ovenstående forklarer sådan set også, hvorfor enhver debat her i landet altid ender med en diskussion om islam og flygtningekrise uanset debattens egentlige emne/formål og uden at jeg som læser kan se den ringste sammenhæng. Debatten er benhård og modbydelig. Aldrig har jeg set så meget had på skrift fra etniske danskere – og samtidig undergraver vi Grundlovens frihedsrettigheder for at fange 20 “hadprædikanter”. Hvis man vil være her i landet, skal man “ville Danmark”, men samtidig har vi en forpligtelse til at behandle dem, vi så lukker ind, anstændigt. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være utåleligt at være her.

Og så en passant: Der er ca. 6.000 hjemløse i Danmark, og det er 6.000 for mange! Det interessante er imidlertid, at hvis alle de der mener, at der ikke skal gøres noget for asylansøgerne/migranterne/muslimerne, og at de helst bare skulle forsvinde ud af landet igen, men i stedet for for de hjemløse, og de så også foretog sig et eller andet, så ville der ikke være en eneste hjemløs tilbage. Det er en modbydelig måde at sætte de mest udsatte op mod hinanden.

Døde børn

Egentlig synes jeg ikke, der skal gå politik i min blog, men den aktuelle flygtningekrise ligger mig på sinde.

Der er så mange dejlige mennesker, der samler ind, organiserer indsamlinger af tøj og andre nødvendigheder til de mennesker, der flygter fra Syrien og Irak og havner på en strand på en græsk ø fx Lesbos. Flygtningestrømmen er enorm og ingen aner rigtigt, hvad de skal stille op med de mange mennesker. For Inger Støjberg og DF er sagen klar: De skal sendes tilbage hvor de kom fra hurtigst muligt. Angela Merkel er fortaler for, at Den Europæiske Union-landene vedtager en fælles strategi, og det kan jeg godt lide hende for. Ingen af landene kan klare dette problem alene.

Det der får mig til at fare i tastaturet er billederne af de døde flygtningebørn i vandet i Tyrkiet. Skal man vise dem eller skal man ikke?

Jeg skrev en kommentar på Facebook til et opslag fra DR. Jeg skrev “Jeg er enig i alle de kommentarer der allerede er lagt her. De døde børn må ikke glemmes. Måske er det netop disse billeder, der får folk til at forstå, at det er alvor dette her. Det går ikke over, blot vi slukker for TV. Børnene har ikke levet eller er ikke døde forgæves. Derfor skal de mindes på alverdens sites.” Det var en reaktion på Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsens kommentar om billeder af døde flygtningebørn på de sociale medier. Der er kommet over 80 likes på min kommentar, det har jeg ikke prøvet før.

Man kan sige, at det bare er følelsesporno, og at billederne derfor ikke har nogen berettigelse. Omvendt synes jeg som nævnt, at billederne har deres berettigelse, fordi børnene så ikke har levet – eller er døde – forgæves. Nogle argumenterer med, at familierne ikke skal se deres døde børn flydende i vandkanten på nettet. Sidder man i Syrien eller Irak er ens første prioritet dog næppe at se billeder på de sociale medier.

Hvad synes du egentlig er det rigtige at gøre i denne situation: vise billederne eller ikke?