Indlæg

, ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg kan ikke finde roen

Jeg kan ikke finde roen

Send mig til en øde ø

Jeg kan ikke finde roen

»Roen« er ikke grøntsagen i den fede jord på Lolland og Falster; det er roen inde i mig, så jeg kan påbegynde min slægtsforskning og mine vandreture igen. Der skal ske for meget. Jeg venter hele tiden på en eller anden håndværker eller en fragtmand.

Sidstnævnte kommer den 8. oktober mellem 8 og 21 … Det er skam store fremskridt. Firmaets første mail oplyste, at fragtmanden ville komme mellem 8 og 21 i uge 41. Det var jo det rene Anders And. Jeg har købt en ny kontorstol (bare en billig) og et nyt underlag hos Kontormøbler.dk.

I dag kommer en VVS-mand og ser på mit toilet, der løber konstant, I flere år troede jeg faktisk, det var overboen, der tog nogle meget lange bade. Nu er det selvfølgelig holdt op med at løbe. Men så kan han måske se på køkkenhanen, der sidder temmelig løst? Fredag i næste uge skal jeg til tandlæge. Der er hele tiden noget.

Jeg leder efter dage, hvor jeg ikke skal noget. De ser ud til at indtræffe en gang i uge 42, hvor den eneste deadline er en artikel til Danske Slægtsforskeres medlemsblad »Slægtsforskeren«, som jeg for længst har skrevet, læst korrektur på og afleveret til redaktøren, som vist godt kunne lide den. Den handler om slægtsforskning i Tyskland og kommer med i decembernummeret af vores blad.

Send mig til en øde ø

Mandag skal jeg til Holbæk til psykologen, og som altid glæder jeg mig. Jeg medbringer altid en form for dagsorden med et tema for at få mest muligt ud af det. Temaet er denne gang »Send mig til en øde ø«.

Jeg synes simpelthen, at »det sociale« bliver sværere og sværere. Gad vide om det er fordi, jeg nu er mig selv og ikke maskerer så meget, som jeg opdager, jeg har gjort gennem hele livet? Det kunne være en årsag.

Jeg er i gang med at læse »Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler«. Den er egentlig skrevet til teenagers, men alligevel får jeg meget ud af den her 41 år senere. Den viser emner, som jeg aldrig har tænkt over. Fx at small talk kan være mere end irriterende snik snak.

Folk synes, jeg er »for meget«, når jeg bare er mig
  1. En bad mig direkte om at skrue ned, idet hun fik stress af mig. Jeg takkede selvfølgelig for hendes ærlighed, men jeg blev alligevel trist over det.
  2. En anden synes, jeg har meget energi. Hun sagde det på en virkelig sød måde, så det fik mig til at tænke. Der er desværre stor vejafstand mellem os, for jeg vil virkelig gerne møde hende. Det er et venskab in spe. Vi taler ofte i telefon, og der er gensidighed. Vi startede med vores fælles særinteresse, og efterhånden er vi nået til de mere personlige emner. Det følger fuldstændig NT’ernes logik. Jeg kan godt, eller også tager hun mig bare, som jeg er.
    • Bogen kalder det ‘Venskabspyramiden’, hvor man skal igennem de nederste niveauer, før man kan nå til toppen. Tjek evt. »The Social Thinking Clinic«.
  3. To medlemmer af den potentielle beboerrepræsentation værdsætter mit engagement men kan ikke selv følge med. Jeg har trukket mig ud, inden vi overhovedet kom i gang, for det stod lysende klart for mig, at alle opgaverne ville flyde hen til mig. Og der er noget, jeg hellere vil bruge min tid på.
    • De to nævnte, at jeg så bare kunne arbejde på en anden måde, men det kan jeg ikke.
    • Jeg er grundig, og jeg ser alle detaljer. Sådan er jeg bare, det er en del af min personlighed. Det kan jeg jo ikke lige lave om på. Hvis eksempelvis bekendtgørelsen om en beboerrepræsentation er nævnt, finder jeg den selvfølgelig frem. Jeg kan slet ikke lade være, og jeg synes, det er mærkeligt, at andre ikke gør det samme.
    • Et andet eksempel: Ali og hans kæreste spurgte, om de skulle stille glassene på plads i vitrineskabet. Det takkede jeg ja til. Bagefter var jeg nødt til at tage dem alle ud og sætte dem rigtigt ind igen fx ikke at blande whiskyglassene sammen med vinglassene osv.
    • Jeg er helt klar over, at andre synes det er mærkeligt, men jeg kan godt lide, at glassene står helt lige, så når jeg har sat dem ind på hylderne, retter jeg af med en lineal. De står lige målt på siderne, og der er også lige stor afstand mellem rækkerne. Det ser virkelig pænt ud. Men jeg er klar over, at andre ikke gør det samme. Det er faktisk så specielt, at den søde og dygtige psykiater, Pia Bohn Christiansen, der udredte mig, tog det med i udredningen, så jeg har det på skrift fra en top-professionel.
  4. En veninde i Sverige har vist trukket sig helt. Jeg kender ikke årsagen. Nu har jeg blokeret hende, for så er jeg selv »in control«. Man kan kalde det »kategorisk«, men jeg ventede meget længe på kontakt. Jeg var nok valgt fra på forhånd.
  5. Jeg har blokeret tre mennesker, der kunne minde lidt om familie. De kontaktede aldrig mig, og jeg vil ikke komme med hatten i hånden (jeg elsker det idiom, for oldefar var hattemagemester).

Samlet set viser disse fem eksempler, at noget er galt, men jeg kan ikke selv regne ud, hvad det er. Godt jeg har psykologen.

Dagens video

Jeg har gået lidt rundt i de øvrige værelser med en smartphone, så her har du dagens video, hvor du muligvis skal klikke på teksten »1. De øvrige rum« under den sorte ramme.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Carole King – You’ve Got a Friend

Carole King - You've Got a Friend

Gammel musik og ditto minder

Carole King – You’ve Got a Friend

Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.

Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:

When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest night

You just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again

Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.

Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;

  • dødsstraf ja tak
  • atomkraft ja tak
  • luk Christiania
  • Glistrup som statsminister
  • og mere i den dur. Fortsæt selv remsen

Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.

Venskabet holdt ikke til min sygdom

Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.

Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.

Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.

Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.

Carole King - You've Got a Friend


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skønne stille svenske Skåne

Skønne stille svenske Skåne

En tur til Sverige

Skønne stille svenske Skåne

Det er ret sjældent, jeg bevæger mig udenfor mit hjem, og opholder mig sammen med andre mennesker i flere dage ad gangen, da jeg synes, det er utrolig anstrengende. Herudover er mine erfaringer med den slags ikke ret gode. Jeg plejer at vende fuldkommen udmattet hjem og efterfølgende at skulle restituere i flere dage.

Alligevel vovede jeg at tage til Skåne for at besøge en veninde i tre dage. Det var lidt af et eksperiment fra min side. Men jeg troede på det og vovede det, fordi psykologens forslag om at overnatte og spise morgenmad på en anden adresse var mulig. Altså kunne jeg trække mig tilbage, når/hvis det var nødvendigt.

Jeg boede på Lille Carlsson, der ligger i gå-afstand fra min veninde. Jeg havde bestilt sne og knirkende frost, og vi havde for længe siden scheduleret ud fra en langtidsprognose. Det havde hun så fint sørget for. Vi gik daglige ture i sneen, jeg kunne nemt være i bedre form, de to “døde” fingre gjorde ondt ad h til, og mine tæer var som istapper men pyt med det. Det var det hele værd.

Jeg blev betaget af den allestedsnærværende stilhed, som man hører med det samme og af, at når jeg slukkede lyset om aftenen, var der mørkt! Ikke sådan københavner mørkt men Skåne-mørkt.

Hvem blev mest udmattet?

En sjov detalje er, at jeg tror, min veninde blev mere træt end mig af det intense samvær. Lige nu er jeg selvfølgelig træt, og er glad for ikke at skulle noget hverken i dag eller i morgen. Men det er naturligt nok, da diskrepansen til mit dagligliv er stor. Men jeg er ikke hverken fladmast eller udmattet. Der er stor forskel.

Samtaler om gamle dage

Engang sidst i 1980’erne var jeg studentermedhjælper for hende. Vi sås nogle år, så blev jeg kandidat i januar 1990 og fik travlt med karriere osv., hvorfor kontakten gled ud. Jeg kan ikke huske hvornår, men for et par år siden fik jeg idéen om at skrive og spørge, om hun kunne huske mig. Det kunne hun godt.

Når vi ses, udveksler vi gamle minder, og det er sjovt. Vi mindes altid “arrestforvarerens soveværelse” i Roskilde og griner af det.

Vi taler om en tid, da man kaldte det “EDB” (elektrisk databehandling …) og om at fyre op under “computeren” på instituttet ved hjælp af de sorte 5¼” disketter. Vi brugte et program, der kaldtes SPSS (muligvis efterfulgt af et +), hvor vi nærmest selv kodede programmet til at gøre det, det skulle. Forunderligt nok virkede det. Det er altså helt utroligt at tænke på. I dag ville vi nok bede ChatGPT om lidt hjælp.

Vi er fælles om flere ting, fx
  • Når vi er på arbejde, arbejder vi. Hvis vi samtidig har det rart og sjovt, er det kun godt.
  • Man skal altid gå til toppen, hvis man vil noget.
  • Om forandringsprocesser: Start med at spørge dem, der laver arbejdet.

Dette fællesskab skyldes selvfølgelig blandt andet, at vi har den samme uddannelse, men også at vi deler mange værdier.

Det lille galleri

Jeg kunne have taget mange flere billeder, men da jeg er ord-menneske og vist ikke en gang har en konto på Instagram, blev det kun til de fem herunder.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.