Indlæg

/10 Kommentarer/i /af

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Bare der var regler for venskaber

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Nu er det sket for mig igen: Jeg har mistet en ven, fordi jeg igen har gjort det forkerte, fordi der mangler regler for det rigtige.

Historien er

En tidligere medpatient var for kort tid siden indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og senere overflyttet til Brøndbyøstervej. Jeg besøgte hende på begge adresser. Hun havde det virkelig dårligt og var meget psykotisk.

Jeg satte mig ind i, hvordan man er pårørende i den situation, og jeg prøvede at gøre det rigtige, som fx er, at man ikke skal forsøge at rive mennesket ud af psykosen ved at påpege “vildfarelserne”. Så når hun sagde, at Putin havde en dobbeltgænger, at Mette Frederiksen lige havde været i USA for at tale med Joe Biden mv., talte jeg hende ikke imod men fandt metoder til at bøje af og føre samtalen et andet sted hen.

Efter udskrivelsen skulle hun til Glostrup, hvor man har samlet alle bipolare patienter. Hun turde ikke selv tage bussen, så jeg fulgte hende både ud og hjem, selvom det var en værre rejse, hvor vi stort set så hele Vestegnen.

Jeg forærede hende en iPad Pro, jeg havde stående og ikke brugte mere. Jeg sørgede for, at den kom på hendes netværk, hvilket var ret besværligt, da hun ikke vidste, hvem udbyderen var og ikke kendte adgangskoder til noget som helst.

For mange opringninger

Forleden kom jeg til at tænke på, at det egl. var længe siden, jeg havde hørt fra hende. For at “holde de sociale forbindelseskanaler vedlige” ringede jeg til hende om eftermiddagen og lagde en telefonbesked. Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg bekymret for, om hun var indlagt igen. Derfor ringede jeg igen om aftenen; lagde ingen besked. Og igen næste formiddag; lagde ingen besked. Jeg blev mere og mere bekymret og fandt situationen underlig.

Endelig ringede hun op, og vi førte en temmelig indholdsløs og overfladisk samtale lige til slutningen.

Den sluttede med, at bare fordi hun ikke tog telefonen, behøvede hun ikke at være indlagt. Og det er selvfølgelig rigtigt. Der var ingen grund til bekymring. Hvor skulle jeg vide det fra? Og herudover var det lige rigeligt, at jeg havde ringet tre gange.

Det var det

Naturligvis har hun ret til at sige fra.

Jeg er bare tilbage ved, at jeg igen, igen har opført mig forkert i “det relationelle”, og at jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvordan jeg skal bære mig ad, når jeg ikke bare kan følge min intuition/fornemmelse for, hvad der nok vil være rigtigt.

Gider man ikke tale i telefon, hvilket er en menneskeret, kan man jo tage telefonen og sige, at man ikke gider, at det ikke passer lige nu, at man er i færd med noget andet el.lign. Man kan sende en e-mail med det indhold. Man kan sende en SMS med det indhold. Mulighederne er legio.

Jeg orker ikke gættelegen og den velkendte følelse af, at jeg ikke ved, hvordan man har venner. Jeg orker ikke den velkendte fornemmelse af at skulle svømme i hajfyldt farvand.

Heldigvis findes der nu til dags adskillige metoder til at lukke folk ude af ens liv: blokering på telefon, e-mail og Facebook.

Det har jeg gjort. Det var det.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker:

  • Hvem kan slægtsforske uden detaljer?
  • Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer?
  • Hvem kan læse korrektur uden detaljer?
  • Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer?

Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

Her har jeg vist endnu ikke gjort noget forkert

I morgen skal jeg heldigvis noget, jeg (tror), jeg kan finde ud af: Jeg skal besøge min fars ungdomskæreste, som jeg vist endnu ikke har trådt over tæerne uden at ville det.

Jeg skal have hevet gamle billeder og breve ned fra den øverste hylde, scanne og printe, de billeder jeg ved, hun så gerne vil have.

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvert fund begejstrer mig stadig

Hvert fund begejstrer mig stadig

Mere slægtsroderi

Hvert fund begejstrer mig stadig

Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?

Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:

  • Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
  • Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
  • Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
  • Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.

I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.

Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.

Frustrerende?

Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.

På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.

Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.

For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!

Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.

I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.

 

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.

 

/i /af

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Jeg er enormt træt, for jeg var oppe 6:30

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Det er vist ikke noget, man rigtig gør mere, og hvis man gør, venter man i hvert fald til den følgende dag: Alligevel har jeg ringet til min nye ven og sagt tak for sidst, som var i dag. Og jeg er jo alligevel på den anden side af tiden – hvilket jeg har det helt “glimragende” med.

Der er en god bid vej fra Tollerup i Halsnæs Kommune til Hvidovre, og endnu længere når man skal tisse hele vejen, men “Paris er vel en messe værd“, og når der er mange medpassagerer, der ikke har fattet Sundhedsstyrelsens læse-let-anvisning på, hvordan man anvender et mundbind.

Vi har haft det helt fantastisk. Vi havde på forhånd lært hinanden at kende via Messenger og telefonen gennem de seneste 1½ måned. Det er bare noget andet at sidde sammen. Vi klinger bare! Det er helt fantastisk. Jeg kunne tale med hende i mange (flere) timer i streg. Vi har installeret nogle programmer, planlagt hendes kommende hjemmeside, læst 100 år gamle glødende kærestebreve til hendes farmor og set lige så gamle billeder. Hun har en virkelig skattekiste af sådanne gamle ting og sager. Jeg kender i sagens natur mange mennesker, der har gemt eller fundet ting fra deres forfædre, men jeg har “aldrig i mine livsens skabte dage” (sådan formulerede min kære mormor (1910 – 1994) sig) truffet et menneske med så mange “klenodier”, hvorved jeg forstår “eventyrskatte”; “guld” er ganske enkelt for fattigt og småt et ord.

Det er ikke hver dag, jeg gør den slags

Næh, jeg er ikke specielt god til at komme ud ad “Rottehullet”, og der skal noget særligt til, før jeg vover det. Enten skyldes det, at jeg har en aftale med en af mine ganske få professionelle relationer eller også skal det skyldes, at jeg virkelig tror på det.

Og hvad skal der så til, før jeg virkelig tror på det? Jo der skal det til, at vi har talt os ind på hinanden, og at der er en gensidig respekt: “Sådan er du, og sådan er jeg”. Vi er jo et par alderstegne damer med livserfaring til både den nemme og den svære side, og der skal være plads og rum til, at vi er dem, vi er. For mig betyder det fx vældig meget, at hun kender mange mennesker på Autismespektret; det er ikke noget, vi skal tale om, for så interessant er det ligegodt ikke, men det er en lettelse, at det ligger underneden, for der er så mange ting, jeg af den grund ikke behøver forklare yderligere. Jeg oplever det som en koloenorm befrielse.

Kan jeg køre hende over?

Jeg har arbejdet i årevis med at få min hjemmeside til at fungere, som jeg nu synes, den er i det mindste er okay. Andre kan muligvis ikke lide den, men det må de så om. De første spadestik er vist fra 2005. Der er gået mange timer med læreprocesser og fejltrin (især det sidste). Måske er jeg bare langsommere end de fleste, men jeg startede altså for mange, mange år siden med de små Libris-hæfter til 79 kr., som jeg lærte udenad, idet Internettet knapt var opfundet dengang og YouTube og relevante Facebookgrupper lå ude i fremtiden. Dengang var det stort, når man havde skrevet en halv kilometer kode, der bevirkede, at datoen skiftede automatisk… Ak ja. Hvor er det dog gået stærkt.

Jeg har altså været med fra det næsten absolutte nulpunkt til det, der er i dag, hvor man installerer fx WordPress eller Wix og en skabelon/et tema/et theme og så er resten træk-og-slip og de fleste kan udgive et indlæg på deres blog/hjemmeside.

Jeg har utrolig stor respekt for, eller måske hedder det lidt lyst til, at køre min nye ven over. Det ville være så let. Jeg har brugt tusindvis af timer på dette, og haft sjov med det – men hvad nu, hvis hun bad mig skrive et digt? Det er noget af det, hun kan. Herre Jemini! Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg har absolut nul evner i den retning, og jeg har ikke lyst at blive gjort “lille”. Jeg antager derfor, at hun heller ikke har lyst at blive gjort “lille”.

Jeg tror, balancen er korrekt

Det er min klare fornemmelse, at balancen er korrekt. Hun respekterer mig, men hun prøver ikke at lave om på mig. Det gælder naturligvis også omvendt – men jeg har nu aldrig haft trang til at lave om på andre mennesker. Faktisk har jeg aldrig forstået det behov, nogle har for at lave om på andre. Måske mangler jeg her bare en brik i det store puslespil?