Tag Archive for: Venskab

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.

 

/i /af

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Jeg er enormt træt, for jeg var oppe 6:30

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Det er vist ikke noget, man rigtig gør mere, og hvis man gør, venter man i hvert fald til den følgende dag: Alligevel har jeg ringet til min nye ven og sagt tak for sidst, som var i dag. Og jeg er jo alligevel på den anden side af tiden – hvilket jeg har det helt “glimragende” med.

Der er en god bid vej fra Tollerup i Halsnæs Kommune til Hvidovre, og endnu længere når man skal tisse hele vejen, men “Paris er vel en messe værd“, og når der er mange medpassagerer, der ikke har fattet Sundhedsstyrelsens læse-let-anvisning på, hvordan man anvender et mundbind.

Vi har haft det helt fantastisk. Vi havde på forhånd lært hinanden at kende via Messenger og telefonen gennem de seneste 1½ måned. Det er bare noget andet at sidde sammen. Vi klinger bare! Det er helt fantastisk. Jeg kunne tale med hende i mange (flere) timer i streg. Vi har installeret nogle programmer, planlagt hendes kommende hjemmeside, læst 100 år gamle glødende kærestebreve til hendes farmor og set lige så gamle billeder. Hun har en virkelig skattekiste af sådanne gamle ting og sager. Jeg kender i sagens natur mange mennesker, der har gemt eller fundet ting fra deres forfædre, men jeg har “aldrig i mine livsens skabte dage” (sådan formulerede min kære mormor (1910 – 1994) sig) truffet et menneske med så mange “klenodier”, hvorved jeg forstår “eventyrskatte”; “guld” er ganske enkelt for fattigt og småt et ord.

Det er ikke hver dag, jeg gør den slags

Næh, jeg er ikke specielt god til at komme ud ad “Rottehullet”, og der skal noget særligt til, før jeg vover det. Enten skyldes det, at jeg har en aftale med en af mine ganske få professionelle relationer eller også skal det skyldes, at jeg virkelig tror på det.

Og hvad skal der så til, før jeg virkelig tror på det? Jo der skal det til, at vi har talt os ind på hinanden, og at der er en gensidig respekt: “Sådan er du, og sådan er jeg”. Vi er jo et par alderstegne damer med livserfaring til både den nemme og den svære side, og der skal være plads og rum til, at vi er dem, vi er. For mig betyder det fx vældig meget, at hun kender mange mennesker på Autismespektret; det er ikke noget, vi skal tale om, for så interessant er det ligegodt ikke, men det er en lettelse, at det ligger underneden, for der er så mange ting, jeg af den grund ikke behøver forklare yderligere. Jeg oplever det som en koloenorm befrielse.

Kan jeg køre hende over?

Jeg har arbejdet i årevis med at få min hjemmeside til at fungere, som jeg nu synes, den er i det mindste er okay. Andre kan muligvis ikke lide den, men det må de så om. De første spadestik er vist fra 2005. Der er gået mange timer med læreprocesser og fejltrin (især det sidste). Måske er jeg bare langsommere end de fleste, men jeg startede altså for mange, mange år siden med de små Libris-hæfter til 79 kr., som jeg lærte udenad, idet Internettet knapt var opfundet dengang og YouTube og relevante Facebookgrupper lå ude i fremtiden. Dengang var det stort, når man havde skrevet en halv kilometer kode, der bevirkede, at datoen skiftede automatisk… Ak ja. Hvor er det dog gået stærkt.

Jeg har altså været med fra det næsten absolutte nulpunkt til det, der er i dag, hvor man installerer fx WordPress eller Wix og en skabelon/et tema/et theme og så er resten træk-og-slip og de fleste kan udgive et indlæg på deres blog/hjemmeside.

Jeg har utrolig stor respekt for, eller måske hedder det lidt lyst til, at køre min nye ven over. Det ville være så let. Jeg har brugt tusindvis af timer på dette, og haft sjov med det – men hvad nu, hvis hun bad mig skrive et digt? Det er noget af det, hun kan. Herre Jemini! Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg har absolut nul evner i den retning, og jeg har ikke lyst at blive gjort “lille”. Jeg antager derfor, at hun heller ikke har lyst at blive gjort “lille”.

Jeg tror, balancen er korrekt

Det er min klare fornemmelse, at balancen er korrekt. Hun respekterer mig, men hun prøver ikke at lave om på mig. Det gælder naturligvis også omvendt – men jeg har nu aldrig haft trang til at lave om på andre mennesker. Faktisk har jeg aldrig forstået det behov, nogle har for at lave om på andre. Måske mangler jeg her bare en brik i det store puslespil?

/1 Kommentar/i , /af ,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.

 

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.