Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.

 

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , , /af , , ,

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Det er aldrig første udkast, du ser

Før jeg trykker “udgiv”, er ordene vendt og drejet, erstattet af nogle, der måske er bedre, overflødige ord er fjernet, teksten er strammet op, kommaer forsøgt sat rigtigt osv.

Pixabay med millioner af gratis billeder er besøgt, det mest passende er valgt, hentet, beskåret og optimeret, så det passer præcist i størrelsen på forsiden.

Alt det bevirker, at det tager lang tid at skrive det indlæg, du skimmer eller læser på måske mindre end et minut på din telefon. Nu om dage finder halvdelen af besøg på hjemmesider sted fra en telefon.

Imens hele den proces finder sted, arbejder hjernen, og det er det, der gør, at hjemmesiden – og databaserne – er en ventil og måske nærmeste ven. Jeg har ikke mange relationer i den virkelige verden men mange virtuelle. Den virkelige verdens relationer bor mere end 400 km. væk, og der er en naturlig grænse for, hvor ofte jeg kan belaste dem med mine tanker pr. telefon.

At skrive har en fordel frem for (telefon-)samtaler: der er masser af tid til at vende og dreje ordene. I en samtale skal man være klar med det samme, for ellers bliver det en underlig samtale. Det tænker jeg ikke helt hurtigt nok til.

Det betyder, at indholdet bliver personligt

Jeg besøger af og til andre blogs men er vist aldrig stødt på nogen, der er lige så personlige som min egen. Mit liv ligger på nettet. Af og til tænker jeg på, om jeg overskrider en usynlig grænse for, hvad man kan publicere, når den udefinerede mængde af øvrige bloggere holder sig tilbage. Måske har de en hel masse relationer at dele tanker med, hvorfor de ikke har behov for at bruge hjemmesiden/bloggen som ventil og bedste ven?

60 hænger på og to reflekterer

Mit nyhedsbrev, der bliver sendt hver mandag kl. 06:00, har ca. 60 abonnenter. De hænger på og har gjort det i årevis. Når de ikke har meldt fra, må det betyde, at de kan lide det, de får til morgenkaffen om mandagen. Jeg ser bort fra, at de måske sletter mailen ulæst. Det kan jeg vist ikke se nogen steder i MailChimp, der sørger for forsendelsen. Jeg har ikke en gang undersøgt det.

To venner fra den virkelig verden reflekterer tydeligvis over det, de læser og deler herefter deres refleksioner med mig. Det gør mig selvfølgelig glad. Det betyder, at min gratis “selvterapi” kan bruges af andre, og det er ikke så ringe.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig

Arrogance?

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig. Jeg er nemlig okay, som jeg er.

Psykologen har af og til sagt, at jeg – indtil man lærer mig at kende – kan virke arrogant. Ordet er ikke flatterende, men slår man efter i Den Danske Ordbog (DDO), passer det såmænd nok meget godt.

DDO skriver: “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning“. Dybt inde ved jeg, at så usympatisk er jeg ikke. En anden ting, jeg er fuldstændig overbevist om, er, at jeg ikke forsøger at ændre andre mennesker, uagtet de måske foretager sig ting, jeg ikke selv ville foretage mig, eller som jeg bare ikke forstår. Jeg accepterer andre mennesker, som de er, og forsøger at forstå, hvorfor noget (fx en hobby eller en musiksmag) glæder dem og optager dem. Jeg prøver at være empatisk og rummelig. Det lykkes selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men man er heldigvis ikke forpligtet ud over sine evner.

Min veninde i Thy siger meget korrekt, at min – nu forhenværende – ven er arrogant. Jeg synes, det er rigtigt.

Man skal ikke ændre mig

Jeg har mistet min nærmeste ven – igen.

Historien gentager sig, og jeg har skrevet om det samme tab den 26. juni i år. Vi “sluttede fred” i starten af august, fordi jeg var “psykisk moden” (psykologens fagudtryk) nok til, at jeg ringede op og sagde, at jeg savnede. Det var en overvindelse, men jeg var rede til at tage det, jeg kunne få og lade resten ligge. Jeg gjorde op at det, jeg kunne få, var større end det, jeg måtte lade ligge. Simpel hovedregning. Man kan såmænd ikke engang kalde det matematik.

Nu står vi her så igen og det ægteskabslignende brud er definitivt. Mails vil gå i spamfilteret og telefonnummeret er blokeret. Jeg hverken kan eller vil leve med, at “min verden skal gøres større”, for bag det ligger, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

Min ven

  • Mente min hjemmeside skulle designes anderledes og fortalte det minimum 100 gange, herunder at hun ikke længere besøgte siden af æstetiske årsager. At hun satte to udråbstegn efter det udsagn, får mig nu ikke til at ændre designet. Siden har lige nu en udformning, jeg kan lide (ellers havde jeg jo ikke lavet den sådan), og den vil blive bibeholdt i hvert fald nogle år. Hvis andre ikke kan lide den, er det deres problem.
  • Forstod ikke, at jeg synes slægtsforskning i min adoptivfamilie er det mest relevante (jeg har for årevis siden skrevet en længere artikel blandt andet om årsagen til, at Hans H. Worsøe provokerer med udsagnet “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43).” Hun mente, at jeg så ligeså vel kunne forske i hendes familie.
    • Jeg har en veninde i Thy, der ikke prøver at ændre på mig, og som kommenterede det med at “slægtsforskning er at at gøre historien personlig”. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er helt korrekt.
  • Forstod ikke, at jeg med Aspergerdiagnosen langt om længe har opnået en forståelse for – og accept af – den person, jeg nu en gang er, og at det er det, der bevirker, at jeg nu kan agere, som den jeg altid har været. Utallige er de gange, hun har fortalt mig, at hun aldrig selv ville forstå sig selv qua en diagnosekode som fx en “gennemgribende udviklingsforstyrrelse”, som Aspergers syndrom er.
  • Ville aldrig forstå min proces med at gennemgå livsforløbet, at gøre regnebrættet op, skelne mellem godt og skidt med henblik på i sidste ende at komme dødsangsten til livs. Sådan ville hun aldrig selv gøre.
  • Var enig med psykiateren i distriktspsykiatrien om, at det slet ikke er en god idé at lede efter journaler på Rigshospitalet. Det ville hun aldrig nemlig aldrig selv gøre.
  • Mente jeg var “skrøbelig”, skønt jeg siger, jeg aldrig har haft det bedre, når jeg ikke kan tage at blive kritiseret så hårdt og uden blusel på de felter, der betyder mest for mig.

Konklusion

Der er ikke meget venskab tilbage, når jeg skal ændre på alle de ting, der virkelig betyder noget for mig, og som glæder mig, selvom de ikke betyder noget for hende. Jeg fik fornemmelsen af at svømme i hajfyldt farvand, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at møde en haj, det vil sige “træde forkert”. Hele tiden at skulle parere udsagn og holdningstilkendegivelser der havde til formål at ændre på mig og det, jeg gør.

Samlet set kunne jeg ikke udholde den arrogance, der ligger i at “gøre min verden større”. Jeg er nemlig ret godt tilfreds med min verden, som den ser ud lige nu.

Jeg er trist og ked af det, men det går jo over på et eller andet tidspunkt. Der er meget, jeg vil savne, men der er bestemt også en del, der er en befrielse at slippe for.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.