, ,

Stor lejlighed mv.

Endnu større

Jeg har 80 km², og jeg er glad for hver og en, men når der skal gøres rent ‘i dybden’, er det næsten for mange. De år, jeg var meget syg, fik jeg selvfølgelig ikke gjort andet end at overleve, så det hele var vokset mig over hovedet. Her trængte bare til ‘i dybden’.

I dag har jeg taget et stort skridt mod slutmålet: alle hylder i soveværelset. De var fyldt med:

  • Slægtsforskningslitteratur (teori og metode),
  • ‘Nyeste udgivelser fra Landsarkivet i Viborg (1985)’,
  • Ti årgange af ‘Personalhistorisk tidsskrift’
  • Kristendom og teologi i alle mulige spændende afskygninger – aldrig læst eller brugt siden 2008/09, og
  • Litteratur om hjernen, hukommelsen og bipolar. Læst, brugt og gemmes, da jeg har glemt, hvad jeg læste 🙂
  • Støv…

Det med kristendom/teologi vil jeg se, om jeg kan forære noget af til den præst, der kommer i eftermiddag. Resten ryger ud. Når det ikke er læst/brugt siden 2008/09 bliver det det aldrig. (Note: præsten ville gerne have 90 pct. af det. Det blev jeg virkelig glad over, for der er noget næsten ‘syndigt’ over at smide fine bøger ud.)

Slægtsforskningslitteraturen mv. er båret ned til storskrald. Det er værdifuld speciallitteratur, men hvordan skulle jeg finde aftagere? Jeg kunne selvfølgelig have prøvet via Facebook, men trangen til orden kom over mig nu og her, og så skal man gribe den i nuet.

Nu mangler jeg kun 4-5 køkkenskabe indvendig, så er alt simpelthen ordnet. Glassene i glasskabet er stillet op med en lineal osv. Det er en berusende fornemmelse, og er medvirkende til, at jeg nu har tid til ‘at tage et arbejde’, som det så smukt hedder.

Post scriptum

Jeg deltager – som nogen måske husker – i RADMIS-projektet, der drejer sig om at hindre recidiv blandt bipolare type 1 (klassikeren med både mani og depression) ved at følge dem tæt. Opfølgningen består af:

  1. En kontaktperson der ringer en gang om ugen
  2. En app (jeg hader den), hvor man dagligt registrerer mere eller mindre relevante parametre.

I dag mente kontaktpersonen, at jeg skulle se nogle flere mennesker og spurgte, om jeg ikke følte mig ensom. Jeg kom til at sige, at jeg havde været hos venner i lørdags, og at jeg havde en frokostaftale på fredag, og om det ikke var godt nok?

Der var en periode, mens jeg var meget syg, hvor jeg følte mig meget ensom, men ellers har jeg det altså ikke sådan. Jeg er altid i gang med noget, jeg sidder ikke og kigger ind i væggen. Hvis jeg ikke har nogle opgaver, skaber jeg nogle.

Jeg var dum nok til at lukke af for hendes forklaring om hvorfor, jeg skal lave om på mig selv. Det var noget med sårbarhed – det er det, jeg kalder sygdom. Jeg burde have lyttet, jeg er bare så træt af at skulle lave om på mig selv. Jeg er introvert, og det har jeg været hele mit liv.

Da jeg var barn i Brande kom underdirektørens søn ofte over gaden for at lege. Jeg husker meget tydeligt, at det ofte var sådan, at Niels, som han hed, var inde i huset sammen med min mor, mens jeg var ude i haven og legede med min fantasiven. Han hed i øvrigt Jens. Jeg har fået fortalt, at Niels spurgte min mor ‘Hvem taler Hanne med?’, og så måtte hun jo sige sandheden: ‘Jens’.

Jeg er bare sær!

,

Personligt ctr. privat

Henny gav sådan set bolden op i går: Hvor går grænsen mellem personligt og privat, når man færdes i blogland?

Min blog hedder jo “Stegemüllers vindue mod verden” med undertitlen “Om alt mellem himmel og jord” – så har jeg da dækket mig ind 🙂 og jeg skriver om det, der lige nu ligger mig på sinde. Måske er det passé i morgen, men det var sandt i dag, og det er også i orden.

De seneste to år har indlæggene været koncentreret om sygdom, og det er måske lidt dødssygt for andre mennesker, men alligevel har jeg fået mange gode – og til tider udfordrende – kommentarer.

Jeg har spekuleret meget over grænsen mellem “personligt” og “privat”. Af og til er jeg bange for at have overskredet denne usynlige grænse. Henny skriver det så præcist:

Den distinktion, den mellem det private, der skal holdes for mig selv, og det personlige, der godt kan deles, skal opretholdes…

Af og til tumler jeg med idéen til et indlæg. Hvis det ikke flyder ud af “pennen”, skyldes det typisk, at det er for privat til at blive delt med alverden. Jeg har bare næsten ikke noget, der er privat – og jeg deler gerne ud af det personlige.

En af mine gode “kolleger” i menighedsrådet læser med, og det er jeg glad for. For ikke så længe siden fortalte hun, at hun i starten ikke kunne lide at gå ind at læse på bloggen. Hun syntes, det var at snage, men besluttede senere, at det var helt i orden, når jeg nu selv lagde det ud på det allestedsnærværende internet.

For mig er bloggen:

 

  1. Netop et vindue mod verden! Når man er introvert enspænder kan det være fint bare at kigge ud af vinduet.
  2. Godt nok ikke bloggen men cyberspace: Jeg har stor glæde af at maile med min tidligere SIND-bisidder Bodil. Vi udveksler tanker og idéer, der gør mig rigere. Ingen af os er bange for eksistentielle tanker. Det er en stor befrielse for mig.
  3. En måde at pusle om sproget og blive bedre til at behandle det pænt. Jeg vender og drejer ordene, indtil jeg synes, det lyder godt.
  4. En form for terapi. Jeg kan skrive mig igennem mange tanker og til tider selv blive klogere af det. Man kan så med rette spørge, hvorfor tankerne skal deles. Svaret er: den fremragende feed back fra jer. I 2014 hvor sygdommen var særlig slem, fik jeg megen god feed back, og nogle af jer sendte mig afsted på psykiatrisk skadestue. Tak for det.

 

Support PC & andet

Det er min fridag, og jeg har dedikeret dagen til at finde en løsning på menuerne her på Support PC & andet. Problemet er, at menuerne er blevet for lange med for mange menupunkter, der ikke vises. Henny kom med nogle bidrag i går, men det hjalp ikke rigtig. Måske kan du kære læser?

Problemet ses sådan: Gå ind på forsiden > Klik på “Guides – hjælp til selvhjælp” > Vælg “Windows”. Så bliver det “tydeligt”, at der helt nederst ligger et menupunkt, men det kan faktisk ikke ses, og det er da slet ikke til at fange med musen. Jeg har været 100 steder med Google uden held.

, , , ,

Til blogtræf i Sverige

Jeg har haft en perfekt weekend!

Ellen inviterede til blogtræf på ødegården 160 km. oppe i Sverige og jeg meldte mig til og har været så spændt. Jeg har dels været spændt på at møde Ellen IRL, dels på hvordan et blogtræf egentlig foregik. Ét er at man læser hinandens blogs gennem flere år og kommenterer det man læser, noget andet er at mødes med mennesker, der i realiteten er fremmede, og så at tegne sig for en hel weekend på forhånd.

Det viste sig at blive et meget lille blogtræf, der bestod af Ellen og hende mand John, og Pia og hendes mand Allan – og så mig så mig sagde hunden. Jeg er rigtig glad for, at vi var sådan et lille sluttet selskab, fordi man så har tid til at lære hinanden ordentligt at kende og fordi jeg ikke er god til at overskue mange nye mennesker på én gang. Generte, indadvendte og nørdede mig i en udadvendt aktivitet med fremmede mennesker en hel weekend “kunne det nu gå” tænkte jeg, da jeg tog på arbejde fredag morgen med soveposen under armen.

På en måde var vi alle samme type med stor interesse for teknologi, internet, iPad, avancerede mobiler osv. John havde en iPad og jeg bliver nødt til også at eje en, nu hvor jeg har holdt den i hånden og oplevet hvor susende hurtigt alting går.

Hvad laver man til et blogtræf? Man snakker og griner en masse – og så spiser man pokkers godt! Vi er simpelthen blevet så godt beværtet, at jeg ikke kan beskrive det. Man tager også en masse billeder, ja det vil sige jeg har ikke taget nogen billeder med mit eget kamera, da jeg var løbet tør for batteri, og naturligvis ikke havde opladeren med. Der var så smukt alle steder og vi har været på ture med så mange oplagte fotomuligheder, og så havde jeg ikke mere batteri – det er godt nok bittert. Jeg får en CD-rom med de andres billeder på, men det er nu sjovest med ens egne skud.

Jeg har aldrig været i Sverige før (bortset fra en cykeltur til Lund) så alle de lysegrønne birketræer har været en drøm for mig, på samme måde som alle de smukke røde huse og de store gårde med mure af kampesten. Der var birkepollen overalt, og jeg er glad for ikke at være pollenallergiker, for så havde det været en lang weekend. Jeg forstår virkelig godt folk, der vælger at have en gård i Sverige. Der er en særlig fred og om aftenen kan man se stjernerne. Landskabet er spændende og varieret; der er skov overalt og hver en skovsti ser spændende ud. Der er masser af søer og smukke gamle broer. Vejret har været fantastisk, og i solskin er alting perfekt, men jeg må sige, at denne weekend også havde været perfekt i gråvejr. Tusind tak for det hele til Ellen og John.