En adoptionssag

Jeg kom med posten

Jeg har opdateret denne gamle side side fra 2018 med nye links til databasen.

Det er fortællingen om, hvorvidt jeg er retarderet eller medlem af Mensa Danmark? Det blev nu det sidste. Det er også fortællingen om, hvilken betydning det har at kende sine rødder – helt konkret: hvor var jeg de første 13 måneder af mit liv? Jeg vidste det ikke. Med voksen-bevidsthed er jeg klar over, at der sker en masse i et barns bevidsthed og personlighedsdannelse i løbet af den tid.

Af artiklen fremgår blandt andet: “Pludselig kunne jeg se, at jeg gennem de første 13 måneder havde været indlagt seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling, fordi man troede, jeg var “psykisk og motorisk retarderet”, fordi jeg var så underligt sløv og slap. I første omgang fik mine adoptivforældre da også kun plejetilladelse, fordi det “vil være blodig synd for adoptanterne, hvis det (altså jeg, red.) er retarderet”. Heldigvis var der en socialrådgiver hos Mødrehjælpen, der mente, at “det barn bare trængte til et almindeligt hjem og nogle forældre efter så langt et ophold på en institution.”

Det gav en enorm ro at få adoptionssagens akter. Og det var en stor oplevelse at tage min adoptivmor med ud til børnehjemmet, hvor hun kunne udpege, hvor min far parkerede Karavellen, da de hentede mig, og hvor hun udbrød ‘Det er de samme brune paneler’, inden hun viste mig, hvor min seng havde stået.