Jeg kom med posten

Der er altid en historie

Der er vist altid en historie bag en slægtsforsker! Det er der også bag mig. Før jeg bliver 77½ år, kan jeg ikke fortælle hele historien, men visse dele af den kan fortælles nu, og det gør jeg i det følgende. Til den tid kan jeg sikkert ikke følge med (web-)udviklingen mere og HTML er afskaffet af noget, jeg ikke kan følge med til at lære.

Jeg plejer at sige, at jeg begyndte at slægtsforske for at finde min indvandrende oldefar Wilhelm Rudolf Stegemüller. Det er korrekt, men der er også en anden årsag.

Worsøe provokerer

Følgende sætning hos Hans H. Worsøe har altid provokeret mig: “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43). Jeg forsker i min adoptivslægt, for det er der, jeg føler, jeg hører hjemme. Det er her, jeg kender far og mor, mormor og morfar, og har hørt om farmor og farfar. Det er herfra, jeg har de minder, jeg kan fotografere og udstille i mit webgalleri, og det er herfra, jeg har anekdoter, røverhistorier og skrøner. Men skulle jeg følge Worsøe, burde jeg kigge mig omkring andre steder; det skyldes, at jeg ikke er en rigtig Stegemüller. Jeg skulle have haft et sen-navn. Men blodets bånd eller ej, Worsøe eller ej, så føler jeg mig som en Stegemüller! Det er dem, jeg forsker i, og det bliver jeg ved med.

Adoptioner er altid omgærdet med en vis mystik, og der er mange hensyn at tage. Min bevæggrund for alligevel at fortælle min egen del af historien er, at det for mig selv aldrig har været omgærdet med mystik, og at vi slægtsforskere gør alt for at finde andres historie, men vores egen fortæller vi ikke. Jeg fortæller historien for måske at inspirere dig, der selv måtte være adopteret, til at lede efter sagen og måske lukke et par “huller”, og for at vise, at det slet ikke er så svært, når man bare får fat i den rette ende.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, og det aldrig været omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Min Stegemüller-familie fortalte mig meget tidligt, at de ikke var min rigtige far og mor, men at de havde fået mig fra et børnehjem. De holdt sågar altid to fødselsdage i min barndom: én den dag, de mente, de havde noget at fejre (nemlig dagen de hentede mig på børnehjemmet), og én den dag, jeg er født. Da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg en kopi af adoptionsbevillingen med mig. Jeg har truffet mine biologiske forældre, og de er, henholdsvis var, flinke mennesker. Mere er der sådan set ikke i det.

Hjælp fra en uventet kant

Sammenhængen til slægtsforskningen og Internettet er: Jeg var ikke klar over, hvor jeg havde været de første 2½ år af mit liv. Min mor (altså min adoptivmor) mente at huske, at de havde hentet mig i et stort hvidt hus i Nordsjælland. Jo… dem er der jo relativt mange af. Jeg forsøgte over en periode på 10 år via forvaltningslov og offentlighedslov at få indsigt i min egen adoptionssag. Jeg ville finde det børnehjem, men selv som cand.jur. løb jeg gang på gang panden mod muren.

Et amt svarede på min henvendelse nr. to nærmest at “nu gad de ikke høre mere fra mig”, og da jeg kontaktede folkeregisteret i en jysk kommune (det kunne jo være, de havde en forudgående adresse på mig) sagde de, at der havde jeg aldrig boet. Jamen, jeg kan da huske, at jeg som 4-årig kiggede ud ad vinduet fra reposen på Park Alle i den by. Men nej, der mente man ikke, jeg havde været tilmeldt folkeregistreret. Det blev mere og mere mærkeligt.

En hjemmeside om børnehjem i Danmark opstod i slutningen af 2002. Og jeg kiggede mig lidt omkring efter børnehjem i Nordsjælland i starten af 60’erne, og efter store hvide huse, men de var alle sammen store og hvide. Jeg henvendte mig til Maria Rytter, der er museumsinspektør og leder af sitet. Hun var sød og hjælpsom og mente, at kunne indkredse mit børnehjem til to mulige! Hun satte mig tillige i kontakt med en anden bruger af sitet, der som barn havde været det samme sted, som jeg måske havde været.

Denne bruger forklarede mig, hvorledes hun – via arkivlovens regler – havde fået adgang til sin egen adoptionssag, og hvor meget hjælp hun havde fået af en navngiven medarbejder på LAK. For mig var det en helt ny tilgang til sagen – jeg havde da ikke tænkt over, at min egen adoptionssag kunne befinde sig sammen med fæsteprotokoller og skifter fra 1700-tallet; jeg er trods alt fra 1963.

Jeg kontaktede LAK. Der gik maks. to timer før en utrolig hjælpsom og hjertevarm arkivar havde fundet sagen og fortalte mig, hvorledes jeg også kunne finde den tilhørende faderskabssag, der befandt sig på Fyn. Jeg bad om at få det hele kopieret og tilsendt; og var villig til at betale uanset antallet af medgåede timer for arkivets medarbejdere.

Retarderet eller medlem af Mensa Danmark?

Den 17. december 2002 fik jeg historien om de første 2½ år af mit liv med posten i en meget tyk kuvert. Jeg vil aldrig glemme den dato. Det lyder muligvis mærkeligt, men det var fantastisk. Her var endelig de dokumenter, jeg havde ledt efter i årevis. Her var beskrivelsen af mine adoptivforældre, af børnehjemmet og af de biologiske forældre.

Tiden på børnehjemmet var særlig interessant, for ingen havde kunnet fortælle om den. Min adoptivmor huskede intet, de havde jo “bare” hentet mig og lært mig at kende én uge før afhentningen, min biologiske mor havde “bare” født, og vidste intet yderligere. Pludselig kunne jeg se, at jeg gennem de første 2½ år havde været indlagt seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling, fordi man troede, jeg var “psykisk og motorisk retarderet”, fordi jeg var så underligt sløv og slap. I første omgang fik mine adoptivforældre da også kun plejetilladelse, fordi det “vil være blodig synd for adoptanterne, hvis det (altså jeg, red.) er retarderet”. Heldigvis var der en socialrådgiver hos Mødrehjælpen, der mente, at “det barn bare trængte til et almindeligt hjem og nogle forældre efter så langt et ophold på en institution.”

Den aften tog jeg et stort glas rødvin (eller to) af farfars (eller måske oldefars?) krystalglas og kiggede lige en ekstra gang på mit medlemsbevis til Mensa Danmark. Det var nu lidt underligt pludselig at have disse to stærke modsætninger sort på hvidt. Men retarderet – det er jeg altså ikke.

På besøg på det gamle “Dear Home”

Min lyst til at tage ud til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup var stor, men jeg styrede mig og ventede, til min adoptivmor kunne komme med i sommeren 2004. Der er i dag en vuggestue, og vi fik lov at komme indenfor. Det første min mor sagde, da vi stod i trappegangen og kiggede på de grimme brune paneler var: “Det er da de samme paneler”, og hun kunne udpege præcist, hvor min far havde parkeret caravellen på dagen, de hentede mig, og hvor min seng havde stået. Selv følte jeg ikke noget ved stedet som sådan – bortset fra at jeg er utrolig glad for at vide, hvorfra i verden jeg kom. Et hul blev lukket.

Hvad der derimod gjorde indtryk var, at vi gik ned til en meget flink dame i køkkenet, som endevendte alle sine skabe og skuffer i 20 minutter for at finde et af det gamle børnehjems håndklæder til mig. Og hun fandt et, som jeg fik lov at få. Der er broderet “Dear Home” på det med rødt garn. Sådan – og med en stabel arkivalier kopieret for 2.000 kr. – kan jeg erindre mine egne første 2½ år.

Dette var børnehjemmet ‘Dear Home’ i Hellerup. Foreviget af mig selv på en smuk – men kold – februardag i 2006.

Det var min historie, og det var den, der åbnede mine øjne for arkivernes, arkivaliernes og Internettets lyksaligheder. Vi kan jo ikke alle sammen komme med storken! Jeg kom altså med posten.

Kilder
Min adoptionssag – under 75 år
Min adoptivmor
Min biologiske mor