Forstår de involverede i adoptionsskandalen
Når man hele livet leder efter spor
Forstår de involverede i adoptionsskandalen
Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!
Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.
Min historie er (heldigvis) en helt anden
Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:
- Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
- Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.
Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.
Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.
En underlig “medgift”
Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?
Detektivarbejdet var let
Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.
Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.
Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.
Det resterende var svært
Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.
Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.
Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.
Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.
Nyeste kommentarer