Tag Archive for: Adoption

, ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

At være a-bortadopteret

At være a-bortadopteret

En evig søgen?

At være a-bortadopteret

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der har aldrig været mystik eller magi om, at de hentede mig på et børnehjem i Hellerup (“Dear Home”, Sofievej 26, Hellerup ) og tog mig med til Skjern i Ringkøbing Amt (Bølling Herred). Jeg tænker selvfølgelig på det surrealistiske over at starte bilen i Skjern, køre til Hellerup, hente et menneske på ca. tre år sammen med diverse papirer fra Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling og børnehjemmet, vende bilen og køre tilbage til Skjern. Det må virkelig have været mærkeligt. Det rigtige ord er vel “surrealistisk”?

Min far havde haft fåresyge som ung, og formentlig derfor var han infertil. I min tidlige barndom, til og med 1972, holdt de to fødselsdage for mig:

  1. Den dag i oktober jeg rent faktisk har fødselsdag.
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag, de hentede mig. Jeg kan ikke finde ud af, hvornår det var, bortset fra at jeg har været ca. tre år.

Det var fint, og jeg har så ofte tænkt på de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede. Deres verden må på en eller anden måde falde sammen. Alt det, de troede, de uden videre kunne regne med, kunne de alligevel ikke regne med. Far var ikke far og mor var ikke mor – men hvem var de så?

Hvordan har det været at være biologisk mor?

Jeg har ikke selv børn, men det kræver ikke stor indlevelsesevne at forestille sig, hvordan det er at gå ind på fødegangen på Usserød Sygehus den ene dag med mave og gå ud igen næste dag uden hverken mave eller barn efter at have født bag et blåt klæde og aldrig at have set barnet. To uger før havde hun underskrevet et dokument/en blanket, der kaldtes “Ammefritagelse”. Der er masser af logik over, at hun aldrig fik mig at se og aldrig fik mig op at ligge på maven, for er det først sket, vil adskillelsen være endnu sværere.

Jeg har opsporet min biologiske mors næste barn og spurgt til, om min biologiske mor omtalte det, jeg tror, var en traumatisk oplevelse. Det har hun tilsyneladende ikke omtalt, hvilket selvfølgelig undrer mig; men taler man generelt ikke om svære ting, giver svaret sig selv.

Børnene fra Korea

TV Avisen 18:30 havde i dag et tankevækkende indslag om Korea-børnene. Danmark har været den største “aftager” af Korea-børn. Mange af børnene fik fortalt, at deres forældre var døde, men det viser sig her mange år senere, at de faktisk lever i bedste velgående, hvis de da ikke er døde af alder nu om dage.

De børn må nu i gang med at finde deres biologiske forældre. Og de i gang med det, for der er et eller andet om blodets bånd, som fylder mere og mere, jo ældre man bliver. Da man var ung, og man tænkte, at man var en form for udødelig, betød det ikke så meget. Med alderen ser det anderledes ud. Børnene fra Korea har det langt sværere end os fra Danmark. Alene geografien gør det sværere.

“Smidt ud med badevandet”

Uanset hvor man er fra, er det nok sådan, at man som adopteret altid – og med årene mere og mere – vil få følelsen af at være “smidt ud med badevandet”, også selvom man ellers fik en god start på livet. Det fortæller fagpersoner, som har forstand på de dele.

Man har ret til indsigt i adoptionssagen (nemt i Danmark, sikkert svært i Korea), men koblingen til den biologiske familie er svær: Man har noget til fælles – men hvad? Det er ganske enkelt langt fra enkelt. DNA og et antal kromosompar?

Jeg ved det ikke og lige nu er det nok sådan, at det er alt for følsomt at rode mere i det! Jeg har vist fortrudt, jeg overhovedet begyndte at finde frem til en biologisk sandhed.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Vi leder efter min mor men finder min far

Vi leder efter min mor men finder min far

Fortsat skrælles lag af

Vi leder efter min mor men finder min far

Jeg undrer mig over, at der kan blive ved at være lag at skrælle af, men det er der. Selvfølgelig er det lidt op og ned. Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på arbejde.

Sådan er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for mig.

Den rationelle del af mig forstår selvfølgelig ikke, at når vi nu har talt om z, y og z 20 gange mindst, og jeg synes, at nu har jeg styr på det, min hjerne er klar over, hvad der er sket, også rent psykologisk, så dukker der alligevel emner op, jeg behøver hendes hjælp til. Men jeg accepterer, at sådan er det, og sådan har mit liv været.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan prioritere at komme hos hende. Man siger, at alt er prioritering, og det er sandt, men det kræver, at man har noget at prioritere med. Det er den privilegerede del af det.

Da gammelt had, nag og andre ubehagelige ting er usunde og alt andet end gode for det mentale helbred, har vi gjort en del for at finde noget positivt at sige om “min mor”. Jeg synes ikke, jeg selv har kunnet bidrage ret meget til den proces; ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kan ikke kan.

Psykologen sagde i går, at hun ikke syntes, hun kendte “min mor” ret godt; og det er sandt. Jeg forstår hende godt, for “min mor” fremstår temmelig anonym både nu og i det, der var min virkelighed. Og det jeg husker, ville jeg faktisk hellere glemme.

Vi leder efter noget positivt og godt om hende, men vi finder gang på gang min far. Fornuftsmæssigt er det jo pudsigt, eftersom jeg havde ca. seks år med ham, men kendte hende fra ca. 1966 – 2006 minus “pausen” på de 22 år, som giver ca. 18 år, altså tre gange så lang tid. Det siger noget om, hvor usynlig hun var, og måske om hendes evne til at falde i med tapetet. Det var muligvis noget, hun fik brug for sammen med psykopaten.

Min sympati kommer i stedet til at ligge hos min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det tilgiver jeg dem aldrig! Morfars samlede livshistorie danner grundlag for min sociale indignation. Det med hans livs efterår kan dog virkelig røre mig til tårer.

Psykologen fandt noget i adoptionssagen

En gang i sommer lånte jeg psykologen adoptionssagen. Jeg lånte hende ikke sagen for, at hun skulle lære noget om mig, men fordi det måske kunne være relevant for hende at vide noget om, hvordan man behandlede den slags børn og den slags sager i forhistorisk tid.

Typisk nok fik hun noget positivt ud af det. Faktisk fandt hun noget positivt at sige om “min mor”, og det kan jeg sagtens se, og det er en vinkel, jeg trods alt er glad for.

Det positive består i

Da jeg lige er kommet til Skjern og vi alle tre er lykkelige, forstår “min mor” ikke papirerne fra børnehjemmet og Rigshospitalet, som børnehjemmet gav dem med. Hun forstår ikke, hvad der står i dem, og hun forstår ikke, hvad hun skal med dem. Mødrehjælpen siger ved et af sine uanmeldte besøg, at papirerne ikke har nogen betydning, og at dem kan hun bare smide ud. Hun smider dem straks i skraldespanden, og Mødrehjælpen noterer, at det virker som om, at hun er meget lettet over det.

Den positive vinkel er: Hun er sådan set ret glad for det barn, de har hentet, og hun er nærmest lidt vred over, at det har fået et stempel som værende retarderet, tilbagestående og smådum, når hun selv (i lighed med Rigshospitalet) synes, det virker normalt. Hun er muligvis klar over, at et sådant stempel kan følge med enten bare mange år eller resten af livet og derfor vil hun gerne af med det/papirerne.

Mit eget ræsonnement er, at selvom man smider nogle papirer ud, så står diagnoser, tests, undersøgelsesresultater mv. jo alligevel et eller andet sted, og jeg synes, det er lidt smådumt. Det svarer lidt til at tro, at krigen i Ukraine ikke længere udkæmpes, bare man ikke tænder for TV Avisen. Men okay … jeg kan godt lide psykologens tankegang og tilgang, der virker logisk, og jeg vil jo gerne finde noget positivt, hvis der vel at mærke er noget at finde, så dette har jeg mærket mig.

I Vollsmose havde vi det hyggeligt nogle måneder

Jeg er også selv kommet i tanke om en enkelt ting: Efter vi flyttede fra revisoren i Odense (hendes første bekendtskab efter min far døde) til Vollsmose og inden psykopaten dukkede op, var der nogle få (hvor mange?) måneder, hvor vi havde det ret hyggeligt – bare hun og jeg.

Jeg husker faktisk ikke, hvori det hyggelige bestod bortset fra én ting: Vi spiste spaghetti med kødsovs i køkkenet og sugede pastaen ind i munden og syntes, det var vældig sjovt, når tomatsaucen landede på køkkenvæggen …

Hvor blev pengene af?

Min fars pludselige død må have været et fuldkommen vanvittigt chok og traume for hende. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, selvom man prøver. Enlig kvinde uden uddannelse, uden arbejde og med et barn, der lige akkurat er blevet ni år. Og i øvrigt i en funktionærbolig, hvor kontrakten løber ud om seks måneder. Jeg ville så sandelig heller ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nu kommer lidt gætterier, som jeg faktisk ellers mener, man bør holde sig fra, men det skader jo ikke at prøve at tænke sig ind i den virkelighed, “min mor” var i.

En ting undrer både psykologen og mig (det var hende, der begyndte): Hvor blev pengene af?

  • Man kan ikke forestille sig, at der ikke har været en livsforsikring efter min far: Han simpelthen have været så ansvarligt et menneske, at der har været styr på den slags. Ellers taber jeg noget for ham! Mens jeg sidder og skriver dette dukker ordene “Statsanstalten for Livsforsikring” op i min hjerne. De pludselige glimt plejer at have noget på sig.
    • Gad vide om jeg kan grave noget frem? Jeg plejer at kunne grave ret meget frem, så hvorfor ikke her?
  • Hvis man tegner en livsforsikring, sørger man vel også for, at der er taget hånd om den efterladte ægtefælle i form af en enkepension. Nogle gange er de to ting selvfølgelig en del af et samlet hele.
  • Der må have været en form for eftervederlag fra fabrikken. Det må have haft en ret pæn størrelse, og det må have varet nogle måneder, når man ser på hans stilling. Andet giver heller ingen mening.

Okay hun arbejdede – så vidt jeg husker – ikke, mens vi boede i Brande, eller mens vi boede hos revisoren i Odense. I Brande har det været dagens priser. Man må forestille sig, at det har været billigere hos revisoren.

Der simpelthen have været penge tilbage? Hvor blev de af? Kunne psykopaten vældig godt lide dem?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Følsom familie

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Forleden så jeg den tyrkiske premierminister Erdogan i TV Avisen, og pludselig dukkede et sært minde op: “Min mor” kaldte mig altid “Suleima”, og det lyder da lidt tyrkisk. Slår man navnet op på “Nordiske studier og sprogvidenskab” ved Københavns Universitet får man blandt andet at vide, at

Et slags skældsord?

Mange danskere bruger Suleima nedsættende for at karakterisere en kvinde (eller pige) som ‘næsvis’, ‘stolt’ – eller ligefrem ‘letlevende’ og ‘prostitueret’ – og det kan man jo godt undre sig over. For hvordan kan det være at et ellers pænt og nydeligt pigenavn har fået sådan en betydning?

Jeg var barn, så hun har vel hverken ment “letlevende” eller “prostitueret”. Tilbage står “Næsvis” eller “Stolt”. Jeg kan ikke genkalde mig, hvad der fik hende til det, men det bekræfter den afgrundsdybe afstand mellem os.

Min hukommelse er ikke ret god, men der er alligevel en del yderligere, jeg kunne tænke mig at glemme. “Suleima” er noget af det. Jeg synes ikke, det er så pænt at kalde sit barn sådan. Det ville min far aldrig have gjort.

Er det ligegyldigt med DNA?

Når man begynder at slægtsforske, er det god latin, at man begynder med de nærmeste og så arbejder man sig stille og roligt baglæns.

Alle har forfædre og det er bare spørgsmålet om at gå langt nok tilbage for at finde en god en.

Citat Howard K. Nixon

Jeg har bikset med det i lige knapt 20 år, men der var en pause på nogle år. Jeg har rodet med min adoptivslægt, for det er der, jeg hører til. Det er der, jeg har anekdoter, eller måske skrøner, og billeder og husker morfars fortællinger, dagene hos mormor mv. Jeg har ikke specielt mange personer i min database, og jeg har genoptaget “oprydningen” for at perfektionere dem, jeg har. Der er meget at finde nu og det er skønt. Det vil tage et par år, før jeg igennem hele databasen.

Det er selvfølgelig sjovere at finde nyt end at rydde op. På den anden side er det fascinerende at sidde hjemme ved PC’en og kunne rette alt det, jeg lavede forkert for 20 år siden. Der er godt nok mange “Gårdmænd”, der skal degraderes til “Husmænd”, da det kræver øvelse at skelne et gotisk “H” fra et ditto “G”.

Jeg har rodet lidt med DNA og har indikationer, men heller ikke mere, for at min formodede biologiske far måske alligevel ikke er min far. Dækkede min biologiske mor over nogen?

En formodet halvsøster opsøgte mig og det har været fantastisk. Nu har jeg måske tabt det hele på gulvet, og det er jeg ked af. Nogle siger, at DNA aldrig lyver. Om seks til otte uger er jeg måske klogere, for jeg har bestilt tests hele tre steder. En slægtsforsker, der efter 20 år ikke ved, hvem der er den biologiske far, kan vel dårligt kalde sig slægtsforsker?

Kunne jeg ikke bare lade som ingenting? Nej, det kan jeg ikke. Jeg har viet mit liv og mine sidste år til genealogien, så jeg skal bare vide det. Det, jeg laver, skal være udtryk for sandheden. Af paternitetssagen fremgår, at min biologiske mor i “avlingstiden” havde været ringforlovet med en, der ikke udlægges som far. Der laves ingen blodtypebestemmelse i 1963/64. Jeg har opsporet ham og temmelig forsigtigt spurgt, om han evt. kunne være min far? Hans umiddelbare svar var: “Nej, så langt nåede jeg slet ikke med Y”. Og så må jeg vel tro på det, indtil DNA evt. viser noget andet.

I fængsel kommer jeg næppe

Af vilkårene for adgangstilladelsen til adoptionssagen fremgår, at jeg ikke har lov at kontakte medlemmer af den biologiske slægt. Det har jeg alligevel gjort forleden aften. Jeg regner ikke med hverken bøder eller fængsel i den anledning.

Jeg har talt med min biologiske mors (som jeg i det mindste ved, hvem er) datter. Denne er født i 1969. Det var lidt underligt og jeg blev klar over, at jeg trods autismen alligevel kan sanse en del – det skal bare være vigtigt nok.

Den fortælling, jeg fik, bekræftede det jeg husker fra ca. 1981. Jeg tror ikke, jeg havde brudt mig ret meget om hende. Meget, meget underligt. Men jeg husker, at jeg gennem hele min barndom (også i de gode år) tænkte: “Når jeg bliver stor, vil jeg opsøge min rigtige mor”. Og det gjorde jeg så ca. 14 dage efter, jeg var blevet 18 år.

Jeg har tænkt meget over, hvordan det mon var at gå ind på det pågældende sygehus med stor mave og dagen efter at forlade stedet uden mave og uden barn. Set fra mit perspektiv må det være et livsvarigt traume. Derfor spurgte jeg, om der har været talt om det. Det har der ikke. Min biologiske mor talte ikke om svære emner, og dem har jeg formentlig været henregnet til, eftersom der aldrig har været talt om mig.

Tiden var en anden. Man talte ikke om kvinder, der “kom galt afsted” og da slet ikke om deres børn. Engang sagde psykologen “Barnet der var til overs”, og det har hun jo nok ret i. Det er vist godt, vi skal ses på mandag – der i øvrigt er 50-årsdagen for min fars død.

Jeg har (måske) seks halvsøskende, men det er følsom familie, så alligevel er jeg alene. Det er ikke helt nemt.

Hun kaldte mig altid “Suleima”


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.