Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Når staten bortadopterer

Et personligt og nuanceret blik på tvangsadoption: mellem nødvendighed og tragedie, hvor barnets tarv, tilknytning og systemets begrænsninger kolliderer.

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Jeg ved ikke helt, hvad vi skal på månens bagside, men jeg ved, vi må behandle sagerne om tvangsbortadoption bedre.

De to udsendelser med titlen “Når staten bortadopterer” gjorde stort indtryk på mig, og mit ærinde er ikke at skælde up på hverken den ene eller den anden part – for der altid en årsag.

Disse dybt tragiske sager bunder i ulykkelige omstændigheder i alle led af sagsbehandlingen.

En fjernelse – efterfulgt af en bortadoption – er noget af det mest forfærdelige, jeg kan forestille mig både for barnet, de biologiske forældre og de mennesker, der tager barnet til sig, til der er fundet en varig løsning. Og jeg har endda ikke selv børn.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være en plejefamilie, der tager barnet til sig vel vidende, at det er midlertidigt, og at en dag skal de sige farvel til det barn, de har – i en måske lang periode – passet og plejet, som var det deres eget. Hvordan indstiller man sig på at, “det er på lørdag, du skal videre lille ven”. Det må ikke være nemt. Det må være som at indstille sig på et snarligt dødsfald, hvor man langsomt siger farvel.

Jeg er selv adopteret (ikke tvang men ganske frivilligt, jeg er bare fra før, aborten blev fri). Jeg spurgte min psykolog, om hun troede, at adoptanterne dengang i urtiden kom på besøg hos mig på børnehjemmet, så vi kunne lære hinanden lidt at kende, efter jeg 13 måneder gammel skulle med til mit nye hjem i Vestjylland fra Nordsjælland. Det troede hun ikke – men hun vidste ikke noget konkret. Der er stor forskel på tro og viden. Det må man aldrig underkende.

Fra min adoptionssag ved jeg, at jeg i den første tid vågnede skrigende om natten. Mine forældre kiggede ind til mig, men de kunne ikke se, at der skulle være noget galt. De overvejede at gå til lægen, men så gik skrigeriet over af sig selv efter noget tid. Jeg tænker over, hvad skrigeriet vidnede om.

Jeg prøvede at spørge min biologiske mor, hvordan det var at gennemføre graviditeten vel vidende, at hun ville aflevere mig til Mødrehjælpen? Hvordan var det at gå ind på Usserød Sygehus med stor mave på og at gå ud derfra uden mave men også uden barn? Det kunne hun ikke svare på. Det eneste, hun fortalte, var, at hun fødte bag et blåt klæde, og at hun aldrig så mig. Der var altså ingen tilknytning.

GLS-pakkerne

Jeg har tit følt mig som en GLS-pakke, der blev afleveret og udleveret. Og det var endda kun et par gange.

Hvordan er det mon at være det barn, der bliver fjernet, kommer i pleje, kommer videre til adoptanterne, men bliver tilbageleveret til plejefamilien på en parkeringsplads efter syv måneder ca. tre år gammelt? Hvad går der gennem hovedet på sådan et lille menneske? Var jeg ikke god nok? Hvorfor kunne de ikke lide mig?

Vi hørte ikke om, hvorfor adoptionen mislykkedes. Her fejler programmerne også.

I udsendelserne medvirker en kvinde ved navn Jytte Mielcke. Hun er klinisk børnepsykolog og børnesagkyndig dommer. Hun fortalte flere gange om, hvor vigtige de første 24 måneder er af hensynet til tilknytningen til forældrene og barnets tillid til verden. Etableres tilknytningen ikke, kan barnet lide skade, og det kan forfølge barnet ind i voksenlivet.

Af de 24 måneder var jeg selv på et børnehjem de 13, og af de 13 måneder var jeg ca. seks måneder på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling, fordi børnehjemmet troede, jeg var retarderet.

Det er jeg altså ikke. Men børnehjemmet handlede selvfølgelig helt korrekt. Var der noget galt, skulle det undersøges. I adoptionssagen er det formuleret lidt pudsigt: det vil være “blodig synd” for adoptanterne, hvis det viser sig, at der er noget galt med mig – m.a.o. GLS-pakken levede muligvis ikke op til datidens kvalitetsstandarder.

Nåh, det var jo også i urtiden … Men selvfølgelig har jeg overvejet, om nogle af de problemer, jeg har stået med, har haft forbindelse til den manglende tilknytning.

Lidt insiderviden

Jeg har en smule insiderviden:

  • Jeg kender et menneske, der er børnesagsbehandler i en kommune. Når der laves en underretning, rykker de ud med det samme. Vedkommende står der med den lille lift, der er pakket, så barnet straks kan komme med sagsbehandlerne. Det er ikke for sjov, når kommunerne rykker ud. Det handler om et menneskes liv. Ikke bare nu – men i al fremtid.
  • Jeg kender en pædagog, der er ansat på en af de institutioner, hvor de tvangsfjernede børn anbringes med det samme. Meningen er, at de skal være der nogle uger eller måneder, men af og til kan der gå flere år, før der er fundet en varig løsning for barnet. Jeg har prøvet at spørge, hvordan det påvirker et barn at være i en uafklaret situation i så lang tid. Han kan ikke gå i detaljer, men selvfølgelig påvirker det børnene.

Problemet er i vidt omfang, ar der mangler adoptanter, og det undrer mig, at udsendelserne ikke berører det aspekt. Det er da en særdeles vigtig oplysning at inddrage.

Der altid en grund

Når systemet rykker ud, er det ikke for sjov. Der er altid en grund! Man gør det ikke for at skade det lille menneske –  tværtimod. Men det gør vi af og til.

Når der laves underretninger, kan det skyldes vold, incest, alkohol osv. Der skal det lille barn selvfølgelig ikke være.

Udsendelserne viste et kort klip fra et hjem i kaos. Der sad jeg og tænkte “Her skal et barn ikke vokse op”.

Man så en yngre kvinde, der allerede havde fået tvangsfjernet to børn, og nu var der så sagsbehandling mht. det tredie barn, og det gik bedre – i hvert fald den første måned.

Det blev sagt, at hun var flyttet til en anden kommune. Man insinuerede nærmest, at den uensartede sagsbehandling, og  altså de forskellige afgørelser, skyldtes kommunernes forskellige praksis. Hvad man ikke berørte var, at der var gået otte år siden den seneste tvangsfjernelse. Hun kunne jo have udviklet sig og været blevet bedre i stand til at varetage forældreansvaret?

Efter en måned gik det dog galt, og også det tredje barn blev fjernet.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at har man allerede har fået fjernet to børn, kunne det jo være, man ikke skulle sætte nummer tre i verden?

Forældrene kan jo være så syge, at de ikke er i stand til at overveje situationen på ansvarlig vis men mest tænker på deres egne behov, og det kan måske føre til: “Bliver det også fjernet, så prøver vi da bare igen”. Her i landet bruger vi gudskelov ikke tvangssterilisation.

Der er for mange ting, vi som seere ikke fik tilstrækkelig information om.

Det er fint, at udsendelserne vækker debat, men der mangler adskillige vigtige brikker i puslespillet …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Handel med børn men jeg var gratis

Handel med børn men jeg var gratis

Adoption og børnelogik

Handel med børn men jeg var gratis

Det er naturligvis forkasteligt, at den danske ambassade i Libanon var involveret i handel med børn i 80’erne. Selvfølgelig er al handel med børn afskyvækkende. Danmarks Radios “graverjournalist” Line Søgaard og tre eksperter kalder det uden videre for korruption.

Tænk at en dansk ambassade har været involveret i den slags “i vor tid”; det er ikke til at forstå. Børnene er blandet andet blevet betalt med en palle tørmælk og en børnerespirator.

På DR Lyd kan man nu finde en podcastserie ved navn “Falske minder”. Den kaster lys over hidtil hemmeligholdte oplysninger om den danske stats involvering i børnehandlen. I redaktionen er blandt andet Puk Damsgård, som jeg vældig godt kan lide.

DR har blandt andet også afsløret, hvordan adopterede fra Sydkorea og Indien er kommet til Danmark med falske papirer og falske historier – i nogle tilfælde med de danske adoptionsbureauers vidende.

Kilde: dr.dk > Nyheder > Indland, den 20/12 2024.

Handel med børn men jeg var gratis

Hvad kostede jeg?

Jeg var ikke ret gammel men alligevel gammel nok til at vide, at jeg var adopteret, hvilket jeg altid har vidst. Jeg spurgte min far “Hvad kostede jeg? Han svarede selvfølgelig, at de ikke havde betalt for mig, men at de havde fået mig fra et børnehjem.

Jeg husker tydeligt, at jeg blev skuffet. Min tanke var nemlig, at havde de skullet betale en stor sum for mig, ville de selvfølgelig også være gladere for mig. Det er da barnelogik. Hændelsen står skarpt i min erindring, og jeg husker fx også, hvor vi befandt os i stuen, hvor vi var placerede overfor hinanden osv.

Retten til at kende sin historie

Hvor er det godt, at Danmarks Radio har taget en masse sager frem i lyset. En kvinde sad med sin adoptionssag, hvor hun kunne se, at hun var kommet hertil med falske papirer og en falsk historie. Hun fortalte, hvorfor det var vigtigt for hende at kende sin sande historie. Jeg følte med hende, for det er virkelig en underlig fornemmelse ikke at kende sit sande ophav.

Som nævnt kan jeg ikke huske, at jeg ikke har vidst, at jeg var adopteret. Mens min far levede, holdt de eksempelvis altid to fødselsdage for mig: en den dag jeg faktisk er født, og en den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig på “Dear Home”. Som billedet viser var det den 25. november 1964. Jeg vidste bare ikke, at jeg var gratis.

Handel med børn men jeg var gratis

Selvom jeg kendte til forholdene, kan jeg huske, at jeg flere gange sagde til min “mor”, at: “når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”.

Jeg tror, det ligger i alle adopterede, at vi har brug for at kende vores virkelige historie, hvor barsk eller rosenrød, den end måtte være. Det lykkedes mig at finde min biologiske mor, umiddelbart efter jeg var blevet 18 år. Jeg er meget glad for at have truffet både hende og og min biologiske far. Det gav en ro, der ikke kan beskrives.

Eksempelvis ved jeg, at min mor aldrig så mig, fordi hun “fødte bag et blåt klæde”, som hun sagde. Der fornemmer man, at 1963 er forhistorisk tid, for sådan ville man aldrig gøre i dag. Nu får moderen barnet op til sig i et par timer, også selvom det skal udleveres til adoption, fordi man ved, hvor vigtige de to timer er for barnets fremtidige liv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.