Nye vinduer og fætter Svend Kaae
Indholdsfortegnelse
Vi skal have nye vinduer
Nye vinduer og fætter Svend Kaae.
Min ejendom er, så vidt jeg husker, fra 1955 og sund og god, men vinduerne er to-lags, og skal nu skiftes ud med moderne tre-lags. Den omkostningsbestemte husleje vil stige 250 kr. pr. måned, men så skulle varmeudgiften til gengæld falde tilsvarende. Jeg har aldrig tænkt på, at der skulle være noget galt med vinduerne, at det trækker, at der er “kuldebroer” eller lignende. Men der er vel en grund til, at de skal skiftes.
Arbejdet vil vare fire uger, og det betyder fire uger med støj, som slet ikke er godt for en Asperger-hjerne.
Center for Autisme skriver fx.:
Derudover er mange personer med autisme/Aspergers syndrom meget følsomme overfor sansepåvirkninger – støj, lugte, synsindtryk.
I dag er de hos mig. Hold da op en larm!
Jeg har syv vinduer, som alligevel trængte til at blive pudset 🙂 Jeg har ikke villet have vinduespudseren inden for dørene i hele Coronatiden.
Alt skulle flyttes minimum en meter væk fra vinduerne, så det havde jeg travlt med i går eftermiddag. Støvsuger og gulvklud måtte også frem. Det var tiltrængt. Min seng kunne jeg ikke flytte alene, men det har han lovet at hjælpe med. Han er begyndt ud mod Hvidovre Torv, så jeg kan sidde lidt her ved computeren. Hvor jeg skal gøre af mig selv, når han når her ind, ved jeg ikke.
Noget helt andet: Kontakt til Foreningen Til Langtursejladsens Fremme (FTLF)

Min fætter Svend Kaae med den uundværlige cigar i mundvigen.
Min fætter Svend Kaae var en berømt sejler, der blandt andet sejlede alene over Atlanten i en lille båd flere gange. Han døde på tragisk vis ved i 1988 at falde på molen i Aarhus Havn. En blæsende augustdag blev Svend fundet død drivende i Begtrupvig.
Tænk at en så markant og berømt sejler skulle dø ved at falde på en mole.
Han var en af medstifterne af Foreningen Til Langtursejladsens Fremme. I går kontaktede jeg foreningen og korresponderede med Kim Bork Mathiesen, der har givet tilladelse til, at jeg viser dele af vores korrespondance om Svend, fordi den så fint bekræfter mine egne erindringer.
Kim Bork Mathiesen skriver blandt andet
1) Mange tak for din beretning om din fætter. Der er ikke ret mange tilbage i foreningen, som har kendt Svend personligt, men han har altid været en del af foreningens historie. Og det var dejligt at få sat lidt flere ord på, hvem han var, samt se nogle fotos af ham.
Foreningen fik hans veltjente ankerlanterne foræret af hans mor. Og den har siden Svends alt for tidlige bortgang været brugt som vandrepokal i FTLF: Svend Kaaes Mindelampe. Den tildeles medlemmer, som har ydet en særlig indsats for foreningen, og det er en stor ære at få den tildelt. Vi tildeler den ikke årligt, men kun når der er nogen som særligt har fortjent det. Modtagerens navn bliver indgraveret i lampen.
På den måde bliver Svend jo også mindet i foreningssammenhæng med jævne mellemrum. Vi skal faktisk overrække Mindelampen til en ny modtager i forbindelse med FTLF’s generalforsamling på søndag. Og jeg vil benytte lejligheden til at fortælle lidt om Svend, hvilket også vil blive publiceret i medlemsbladet. Så dine informationer kom helt perfekt timet og til stor gavn!
2) Min gode ven Gert Brügge overtog kassererjobbet efter Svend, og betegner Svend som en af sine nære venner. Gert har gennem årene fortalt en del om Svend, og hans sagnomspundne sejladser til Færøerne og rundt om Island i sin lille båd. Det var ikke noget Svend talte meget om selv, men i festligt lag kunne man godt lokke nogle gode historier ud af ham. Han var højt respekteret i sejlerkredse, og var lidt af et idol og forbillede for mange unge sejlere i Aarhus. – Tænk at kunne sejle så langt i så lille en båd!
Og det stemmer jo fint med det billede du også selv har af ham, som en enspænder der gik stille med dørene, men foretog nogle fantastiske togter helt alene.
3) Han var en af tidens store sejlere, og burde være mere kendt. Men det lå jo i ham selv ikke at gøre et stort nummer ud af sine bedrifter
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Det er selvfølgelig træls, mens udskiftningen står på, men du bliver så glad for de nye vinduer! Vi fik skiftet i 2014, og der er ikke nær det varmetab, der var før – selv udestuen, hvor der er masser af glas, er nem at varme op om vinteren.
Interessant historie om fætteren.
@ Eric
Jeg tror dig mht. de nye vinduer. Det er sikkert en god idé, og selvfølgelig skal vinduer, der er ca. 66 år gamle skiftes til nogle tidssvarende.
Det glæder mig, du kunne lide historie om min fætter Svend Kaae.