Mormor

Mormor 108 år den 8. februar 2018

Min mormor, Mary Christensen, kunne i dag den 8. februar 2018 være blevet 108 år, hvilket selvfølgelig er ret urealistisk.

Hun kaldte altid sig selv for “Merry Christensen”, og det lød egentlig ret godt. Jeg kan stadig høre det for mig, og der var altid en eller anden trist efterklang.

Måske var der ikke ret meget lystigt ved at være “Merry” Christensen?

Jeg har skrevet en del om hende og kigget en del i arkiverne. Der er fx denne side om hendes to uægte børn. Min mor var hendes første ægte barn. Og der er en side om moster Margith, der blev bortadopteret, og hvor legenden er, at mormor løb grædende bagefter bilen ud ad markvejen, da plejeforældrene kom for at hente den lille pige.

Det har været et hårdt liv dengang, og måske var mormor en kende naiv?

Mormor var vigtig

Naiv eller ej: Hun var en vigtig person under min opvækst. Som ret lille var jeg ofte hos hende fra fredag til lørdag. Hun havde ikke de store midler, måske var hun fattig, men hun var en kvinde med hjertet på rette sted.

“Vi” legede købmand på hendes lille veranda. Vi er i citationstegn, da det jo nok mest var mig, der legede. Hun havde gennem mange år været i købmandsforretning hos købmand Gregersen i Nykøbing Sjælland, og af en eller anden grund havde hun en del effekter derfra. Det vigtigste var en vægt med lodder (og trisser) og kaffeposer af typen, der lukkedes med en lille clips af metal, der fulgte toppen horisontalt. “Vi” legede, at det var kaffe, der var i poserne og ikke sten og sand. Hun var en tålmodig kunde og genkøbsprocenten var høj. Og jeg gjorde ikke engang reklame for min bette butik.

Jeg husker lørdagene oppe på mit lille værelse på Dalgasvej (vi er på heden) nummer 4 i Brande: De var fyldt med torskerognmadder på Pascobrød fra bageren, hvor hun arbejdede nogle dage om ugen, med mayonnaise, “Dansktoppen” i transistoren og dertil en hel del lakridskonfekt. Hun sad med noget håndarbejde, og jeg ved såmænd ikke, hvad jeg lavede. Det der strømmede ud af transistoren var blandt andet Maria Stenz – 1973 – “Hvor Er Alle Drømmene“. Der var nok også lidt Anette Klingenberg og Gustav Winkler, som mormor godt kunne lide. Det var i al sin enkelthed fantastisk.

Flugtvej

Senere på Sydfyn var hun en vigtig “flugtvej”. Hun stillede ikke de store spørgsmål, som hun, set med nutidens øjne, burde have gjort. Tiden var bare en anden. Vi “var” og ikke meget mere end det, men det var godt nok. Jeg vidste ikke, at jeg burde kræve mere.

Psykologen sagde på et tidspunkt, at det havde været naturligt, hvis min mor og jeg var flyttet ind hos mormor, da min far døde, og hvor vi efter seks måneder ikke længere havde tag over hovedet.

Der må have været et eller andet mellem dem, som jeg ikke kan greje, men jeg synes, Anette (psykologen) har ret: Det havde været naturligt. Anette fortalte fx om, at hendes egen datter, af en eller anden grund, på et tidspunkt flyttede ind hos hende med det lille barnebarn. Sådan gør man da, når man er mor og mormor.

Død

Mormor døde 5. januar 1994 og blev således kun 83 år. Jeg undrer mig over, at jeg for det første ikke blev inviteret til begravelsen, når enhver vidste, hvad hun havde betydet for mig, og dernæst over at hun døde i Hårby på Sydfyn men blev begravet på Brande Østre – samme sted som min far blev begravet. Ingen ville nogensinde besøge det gravsted.

Nåh men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Kaffekanden kommer fra mormor, og jeg husker den stå i “dækketøjsskabet”. Jeg er glad for at have den, for den pynter i mit køkken. Jeg har også morfars sukkerskål, og de to ting står side om side til minde om de to dejlige mennesker, der ingenting havde, men alligevel havde så meget at dele ud af.