, ,

Specialisterne II

Tilbagemelding

I dag har jeg haft en god og åben drøftelse i telefonen med Sebastian fra Specialisterne, hvor jeg var til møde i tirsdags, fordi de søger at opbygge et mentorkorps, som deres konsulenter kan trække på. Det var jeg tidligere skrevet om her.

Specialisternes tilbagemelding er, at korpset ikke er modent nok endnu til at indbefatte en mentor, der ikke selv er helt stabil, men at min profil ellers havde passet perfekt.

Mine overvejelser

Selv var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville svare bekræftende, men at jeg også var i tvivl på grund af det med stabiliteten eller rettere manglen på samme.

Altså er vi helt enige, men jeg ærgrer mig lidt, for det lød helt rigtigt, og jeg vil gerne kaste nogle kræfter efter noget fornuftigt og gerne noget, der involverer andre mennesker.

På den anden side set dur det ikke, at det er skrøbelige mennesker, der bliver afhængige af mig i et eller andet omfang, for jeg ved aldrig, hvornår jeg er væk i op til flere uger pga. en indlæggelse. Belært af erfaringerne fra 2014 og frem til nu tager jeg nærmest en dag ad gangen, og det har jeg det okay med.

Der dukker helt sikkert noget andet op, det kan være spændende at dykke ned i. Der er et stort ‘marked’ for frivillighed, og der er masser, man kan tage sig til. Det drejer sig bare om at finde det rette match. Det sker så tit, at folk siger ‘Genbrug’ som det første, hvis man nævner frivilligt arbejde. Der er bare en ting, der er sikkert, og det er, at jeg ikke skal være i en genbrugsbutik!

2 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det var en ærlig udmelding. Godt, at du ser meningen og er enig. Din situation kan jo ændre sig, og så kan du evt. tage det op igen.

    Du har ret i, at der må være andre muligheder. Nogle, hvor enkeltindivider ikke bliver afhængige af dig, sådan at det ville være til stor skade for dem, hvis du skulle blive indlagt igen.

    Hold endelig fast i, at du ikke vil arbejde i en genbrugsbutik. Det er der sikkert andre, der vil. Der må jo være grænser for, hvor meget man skal gå på kompromis for at få lov at arbejde frivilligt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har ret i, at situationen kan ændre sig, men det ville overraske mig meget – naturligvis til den positive side.

      Jeg er sikker på, der findes databaser, sites, Facebookgrupper mv., hvor man kan danne sig et overblik over de muligheder, der er for at lægge frivillig arbejdskraft. Så langt er jeg dog ikke lige nået. Jeg har stadig Ungdommens Røde Kors’ Lektiecaféer i baghovedet. Lone Ebbesen foreslog på Facebook at se lidt på Ælde Sagen, hvor hun selv er aktiv.

      Jeg har besluttet ikke at sætte noget i gang, før jeg har været til møde i rehabiliteringsteamet og kender min fremtid. Mødet finder sted den 11. marts.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at deltage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *