Pigen med den blå cykel
Pause fra psykologen
Indholdsfortegnelse
Pigen med den blå cykel
Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.
Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.
I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.
Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.
Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.
Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig? Jeg har prøvet senere i 2006. Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.
Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?
Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?
Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.
Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.
Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.
I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.
Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”
På gensyn!
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
