At samle gode minder

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Nogle år af min barndom boede jeg i Brande, som ligger nede på heden. Der kom aldrig cirkus til byen, for det var byen for lille til. Min fars søster (som vi kaldte tante, skønt hun altså var faster) og svoger boede i Aarhus, så der var “cirkuschancen” noget større.

Hvert år var jeg en uges tid på sommerferie hos dem og det var en skøn tid. De var begge lidt specielle. I dag ville vi nok sige, at de begge var lidt distræte. Det siges, at Onkel Sigvard Kaae engang tog med Aarhus Sporveje med skraldeposen efter at have smidt mappen i skraldespanden om morgenen. Jeg tror ikke, det er en vandrehistorie.

Onkel Sigvard var professor og chef for Radiumstationen på Aarhus Kommunehospital og prorektor på Aarhus Universitet. Tante Kirsten Kaae, født Stegemüller, gik selvfølgelig hjemme. Vi er jo i slutningen af 60’erne og lige i starten af 70’erne, så hvad skulle hun ellers, når penge ikke var et problem?

Om hende siges det, at hun engang har udtalt, at hun ikke ammede sine børn, for så ville de jo få aske i øjnene. Min fars ungdomskæreste har dog modificeret det noget. Det var vist noget med, at Kirsten og hendes mands søster ikke ammede, fordi det ville gå ud over barmen. Det med asken er nok en vandrehistorie.

Ugen hos dem var spækket med oplevelser, og det største var den årlige tur i Cirkus Benneweis. Vi sad selvfølgelig på de bedste pladser, så jeg havde udsyn til selv den mindste detalje i manegen. Jeg elskede elefanterne og artisterne, der sprang rundt otte meter oppe i luften og lavede al mulig akrobatik. Klovnene sagde mig mindre, for de var så virkelighedsfjerne. I pausen var vi ude i staldene og se til dyrene. Hestene fik mange plusser i min karakterbog.

Det bedste var måske i virkeligheden ikke selve aftenen i cirkus – det var forventningen om den. Jeg glædede mig længe, også inden jeg overhovedet kom til Aarhus, som mine forældre kørte mig til. Jeg kunne glæde mig, fordi ugen kunne forudsiges; den ville nemlig være nøjagtig ligesom de foregående år.

I Tivoli Friheden

Af andre tilbagevendende oplevelser husker jeg turen i Tivoli Friheden. Det var stort for et barn fra heden. Jeg måtte prøve alt, hvad jeg ville. Der var absolut ingen smalle steder. Det bedste var radiobilerne, som jeg bemægtigede mig allerede som ret lille. Følelsen af at kunne styre vognen var herlig. Kontrol, tjek, styr på det …

Jeg har fået fortalt – og kan måske huske – at onkel Sigvard og jeg var ude at sejle i de små både på søen. Jeg styrede, og han var udnævnt til passager. Uden videre omtanke sejlede jeg os ind under et af springvandene vel at mærke sådan, at jeg selv sad yderst i tørvejr, mens han kom inderst ind under springvandet.

Der var også regler

De sov til middag på faste tidspunkter. I den tid skulle jeg være stille, hvilket ikke var noget problem, for kælderen på Provstebakken (det var vist nr. 17) stod åben for mig, og de sov på første sal. Kælderen var et fantastisk sted at gå på opdagelse. Der duftede helt specielt – nærmest lidt krydret. Min fætter Svend havde sin Märklinbane dernede i forbindelse med sit værelse, og det var bare at tænde og se toget fare rundt. Transformatoren var grøn med et håndtag, som man regulerede hastigheden med.

I kælderen stod også den store ovn, hvor julegåsen blev stegt. Jeg har stadig et billede på nethinden af Sigvard på vej ned ad trappen med gåsen i bradepanden.

Kirsten og Sigvard havde flere katte. Det var forbudt at flytte på de dørstoppere, der sikrede, at misserne kunne løbe frit i hele det store hus. Dørstopperne var af skumgummi og betrukket med sort- og hvidternet stof.

Jeg kan stadig se Kirsten stå i køkkenet og skære rå svinehjerter ud til misserne. Evt. blev de garneret med lidt friskpillede rejer. Min “mor” brokkede sig engang over, at Kirsten brugte lige så mange penge på mad til misserne, som hun selv brugte på penge til mad til hele vores familie. Og vi manglede altså ikke noget. Hvad det egl. kom min mor ved, ved jeg ikke.

Bortset fra det var alt frit og tilladt. Jeg kunne godt lide at lege selv og ville helst ikke “underholdes”. I mens lagde Kirsten kabaler ved spisebordet eller i TV-stuen. Cerutten var selvfølgelig på plads i  mundvigen.

Retur i Brande

Efter en uge i Aarhus, hvor alt gik noget hurtigere end i Brande, var jeg udmattet af de mange indtryk og havde ikke kræfter til hverken børnehave eller senere skole. Det forstod mine forældre intuitivt og lod mig hvile ud og samle kræfter.

Billedet herunder er af Kirsten med den legendariske cerut i mundvigen:

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.