Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser …

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Optageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.