En dejlig dag
Retur hos psykologen
Indhold
En dejlig dag
Dette skrives fra iPad – og er noget besværligt – da mit Wi-fi er nede og har været det siden søndag morgen. Der kommer en youSee tekniker i dag mellem 10 og 14. Det er længe at vente. Eksempelvis kan jeg ikke arbejde på min slægtsforskning, da jeg ikke kan se de originale kilder.
Dagen i går var så dejlig af to årsager:
- en dygtig med arbejder hos DSB og
- jeg var retur hos psykologen.
1) Den dygtige medarbejder hos DSB
Alt var kaos i toget til Holbæk, fordi der kun var to vogne, hvor der plejer at være fire. Jeg var heldig at få en plads og sad og så TV Avisen på min iPad. Jeg havde min solsikkesnor på. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap.
DSB-medarbejderen hjalp en blind mand med at få en plads i nærheden af hans hjælper. Da hun var ledig, spurgte jeg om de havde en stillezone, nu hvor toget var så kort. Det regnede jeg ikke med, at de havde.
Jow da, det havde de i den anden ende af toget lige før første klasse. Der gik jeg ned og kunne sidde i ro og fred for blandt andet skoleklassen på vej på lejrtur. Det var fint, for sådan en klasse larmer meget.
Jeg traf medarbejderen ude på Holbæk station og sagde til hende, at hun skulle have stor ros for sin både både hjælpsomme og humoristiske måde at tackle kaos på.
Hun svarede “Jeg havde godt spottet dig, men du så ud til at have det godt nok med din computer. Jeg sørger altid for, at der er stillezone, men førsteklasse kan jeg godt finde på at droppe. Jeg er nemlig også udfordret, når jeg er i civil”.
Det er da ganske imponerende – og så må jeg sige, at solsikkesnoren af og til virker.
2) Retur hos psykologen
Hvor var det dog dejligt igen at være sammen med det menneske, der kender mig bedre end nogen anden. Vi brugte en stor del af tiden på en form for evaluering af min næsten to måneder lange indlæggelse. Der var nok at tale om.
Hun har en særlig evne til altid at se noget positivt i de fleste situationer. Og det er godt.
Fx mente hun, at min fornemmelse af den splittede hjerne, hvor den føltes delt i forholdet 75 pct. – 25 pct., var et udtryk for, at jeg kunne stille mig lidt udenfor mig selv og betragte hvad der skete.
Derfor var jeg også – det som medarbejderne måske opfattede som lidt negativ, og jeg selv kaldte “besværlig” – fordi jeg ikke var helt overvældet af sygdommen, som jeg plejede at være. (Det er lidt svært at forklare). Derfor opdagede jeg, når nogle overlæger i Glostrup talte ned til mig
Derfor var det også helt Anders And, at en medarbejder foreslog mig at få et sponsorbarn i Afrika, når jeg udtrykte mit behov for at foretage mig noget, der havde betydning for andre end mig selv. Det lo vi en del af.
2a) Jeg skal altid være i gang med et projekt
En læring ud fra det, der førte til, at jeg henvendte mig i Akutmodtagelsen den 29. maj, er: Jeg skal altid være i gang med et “projekt”. Det er næsten ligegyldigt, hvad projektet drejer sig om. Et projekt udfylder tomrummet. Det bevirker, at jeg kan se en mening med at være i live. Derfor er jeg også glad for at hjælpe et firma lidt med deres hjemmeside. Der har været nogle “knaster”, der skulle ryddes af vejen, men vi forsøger igen.
Det er kun godt, hvis projektet involverer andre levende væsner, men det er ikke så afgørende. Med Aspergers syndrom har man dybt inde i hjertet (eller hjernen?) ikke så meget behov for andre mennesker.
Det plejer jeg selv at udtrykke sådan; “Jeg har ikke noget imod andre mennesker; jeg har bare ikke så meget brug for dem”. Jeg hører tit folk tale om – eller ser dem skrive om – hvor slemt det var under pandemien med de to nedlukninger. Selv opdagede jeg dem dårligt nok. Og i det omfang jeg opdagede dem, var de lidt af en befrielse på grund af fraværet af kravet om at være sammen. Til gengæld talte man mere i telefon, og det elsker jeg.
Jeg har meldt mig til et kursus om at lave podcasts, og det glæder jeg mig meget til. Der vil næppe være så meget smalltalk og deltagerne har et grundlæggende interessefællesskab. Måske møder jeg nogle, der også er interesserede i teknik o.lign. Vi vil helt sikkert alle være interesserede i formidling på en mere tidssvarende måde end lange artikler som denne. Nu til dags lytter folk, de læser ikke.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Godt med positive oplevelser. Det er rart at høre, at den slags stadig findes.
Jeg håber så sandelig ikke, du kommer til at lave podcasts i stedet for at skrive. Jeg er én af dem, der ikke kan høre efter i mere end et par minutter … så vandrer tankerne deres egne veje. Læse, derimod, det kan jeg altid, hvorsomhelst og nårsomhelst.
@ Charlotte
Ja, positive tanker er så uendeligt positive!
Nej, nej jeg kommer bestemt ikke til at podcaste fremfor at skive. Ord vil altid være mit foretrukne medie; men jeg må jo følge med, når omverdenen fra nu af lytter frem for at læse.
Jeg melder mig nu også i koret af læsere, selv om jeg også godt kan lide en podcast i ny og næ. Jeg synes, at det at læse kontra lytte kan noget meget forskelligt. Når man f.eks hører lydbøger, som jeg har gjort dagligt det sidste års tid, er oplevelsen meget afhængig af oplæseren. Hos Saxo, hvor jeg har abonnement, er langt de fleste gode. De har et behageligt toneleje, og forstår at lægge de rigtige betoninger, og holde de pauser, der deler fortællingen naturligt op. Man kan sige, at de bedste oplæsere fortolker forfatterens ord.
@ Glennie
Ja, du har ret i det med fortolkningen (min erfaring med lydbøger er dog begrænset). På sætter bevis er det ikke kun forfatteren, der står bag bogen; det gør oplæseren også.
Jeg har desværre meget svært ved at lytte, og det gælder uanset om det er podcast, lydbøger eller film, med mindre de er “hoch interessant”. Mine tanker gå på langfart efter 15 – 20 minutter, hvor jeg så opdager, at jeg jo slet ikke lytter eller koncentrerer mig. For at være koncentreret skal jeg selv være aktiv.