Tag Archive for: Podcast

/0 Kommentarer/i , /af ,

Fra nu af klarer jeg mig selv

Fra nu af klarer jeg mig selv

Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser …

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Fra nu af klarer jeg mig selvOptageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Podcastkursus på FOF

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk startDe første 20-25 minutter savnede jeg struktur:

  1. “Jeg hedder …
  2. “Jeg er uddannet …”
  3. “Min erfaring er …”
  4. “P.t. arbejder jeg med …”
  5. “Jeg fortæller om …”
  6. “Det har I brug for at vide, fordi/når I skal …”

Det kunne jeg have tænkt mig, underviseren startede med.

Hun startede fuldkommen uden struktur. Sprang ud i emnerne uden at fortælle, hvad vi skulle med informationerne. Omtalte mennesker og programmer jeg på ingen måde kendte. Brugte fagudtryk, jeg ikke forstod. Osv. Jeg var klar til at gå.

Jeg har brug for det, man kalder “De 10 H’er”. Billedet herunder starter fra overlevelsesguiden.dk, der drives af min “studenterkursuskammerat” Anne Skov Jensen, som jeg ikke har set i 40 år …. Og det introducerer kort, hvordan en autistisk hjerne kan fungere (spring det bare over, hvis du synes, det er irrelevant):

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Men jeg sad ved siden af en sød kvinde på min alder, som jeg hviske tiskede lidt med, så jeg vidste, jeg ikke var alene. Det hjalp. Jeg var ikke alene om min frustration!

Og jeg ved godt, at jeg nok bare er en art “strukturfascist”, fordi min hjerne har det så skønt med strukturer (det er også en slags dejlige data i tabeller).

Noter fra de 3 timer og 30 minutters undervisning

Jeg tog en flok noter, og da jeg hjemkommet talte med min veninde om “hvor svært kan det være at lave en podcast?” gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har lært allerede denne første session.

Et eksempel er, at der som udgangspunkt findes tre typer af interviews:

  1. Ekspertinterview (når jeg taler med Poul Videbech om ECT)
  2. Erfaringsinterview (den podcast jeg selv medvirkede i)
  3. Meningsinterview (hvis det lykkes mig at få fat i SF’s psykiatriordfører og tale om 10-årsplanen for psykiatrien)

En ting jeg, som noget af det første (efter frustrationerne), noterede var “Hjernen kan ikke håndtere på en og samme gang at være kreativ og at håndtere teknikken”. Min psykolog siger, at jeg har “en fantastisk hjerne”, så jeg vil lige høre hende, om det også gælder min hjerne. Hun kender mig jo temmelig godt. Umiddelbart vil jeg faktisk tro, den godt kan håndtere begge dele på en gang. Ellers kunne jeg vel ikke komme hjem med en mængde ret interessante noter om alt det, der var øjenåbnere for mig?

Pyt med det. Det er ikke vigtigt lige nu. Skidt må skilles fra kanel.

Det virkelig sjove og interessante

Vi skulle først lave interviews på et minut med samtlige deltagere. Det var spændende, fordi samtlige deltagere havde noget, de brændte for. Det var lige fra at farve håret grønt (ganske vist ved en fejl) til den katastrofale nedslagtning af Københavns Kommunes biblioteker.

Et minut er meget længere, end man tror. Og vi taler meget mere med kroppen, end man tror, og hvor har man dog lyst til at bryde ind og stille de supplerende spørgsmål med det samme. Det er bare ikke en god idé. Udsendelsen bliver bedre, hvis man kan holde sin kæft lidt og senere sige “Du nævnte at xyz. Kan du uddybe det?”

Ros af læreren

Senere skulle vi lave en lille spørgeguide og et lille kort – men dog længere – interview med sidekvinden (samtlige deltagere er kvinder …). Øh … hvad skal jeg dog interviewe Yrsa, der ikke er hendes rigtige navn, om? Hvordan finder jeg på noget? Kan jeg finde ud af teknikken. Hvordan passer jeg på Yrsa, når vi nu har lært, at podcasting også handler om mennesker, og vil man have deres historie, må man som interviewer også være omsorgsfuld? Jeg kan ikke lade være at tænke på Karin Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Hun kan stille et lille spørgsmål og få et kæmpe svar, fordi hun er omsorgsfuld. Jeg tror i hvert fald, det er baggrunden.

Yrsa og jeg gik ud i en roligere foyer. Vi lavede spørgeguiden og gik i gang. Hvad vi ikke vidste var, at læreren gemte sig om hjørnet og sagde: “Det er I bare gode til! Det bliver rigtig godt!” Så er man tilbage til femte klasse og har klaret alle staveordene og alle “Læs og forstå-hæfterne”. Jeg spurgte hende “Er det bare noget, du siger, eller mener du det?” Men hun bedyrede, at hun mente det, og så måtte vi jo tro på det, og vi gik derfra lidt højere, end vi kom.

Vi så frem til at høre vores geniale indfald, udspørgen og resultater. Men øh … vi havde vist glemt at trykke på den rigtige knap, den lille røde lampe havde ikke lyst, så vi havde ingen fil på SD-kortet. Damn. Og det beviser vel egl. bare, at underviseren har ret i, at hjernen ikke både kan håndtere kreativitet og teknik på en gang. Altså lærte vi endnu en nyttig ting: Lav altid en lydtest.

Pyt med det. Vi var alligevel helt høje. Og den slags teknikaliteter den første gang, lever vi fint med, når nu læreren sagde, vi var dygtige. Det var jo noget andet, hvis det var en rigtig interviewsituation, hvor man havde spildt interviewpersonens tid i måske en hel time. Der er der bare ikke noget at gøre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Tur til tandlægen

Tur til tandlægen

Amar ser hele mennesket

Tur til tandlægen

Efter den store regning på mere end 100.000 kr. engang i 2017 er jeg uhyre påpasselig med mine tænder, hvoraf kun to er mine egne, mens resten er kroner. Derfor går jeg for en sikkerheds skyld til tandlæge hver tredje måned, selvom jeg kunne nøjes med en gang om året. Og jeg elsker at komme der.

Amar, der ejer Hvidovre Tandklinik, har altid tid til lige at snakke lidt – endda op til ti minutter i dag – fordi jeg ikke bare er en mund med et antal tænder; jeg er derimod et menneske med en mund, der indeholder et antal tænder. Der er stor forskel.

Han starter altid med at spørge “Hvordan har du det?” for mit svar siger ham noget om, hvordan mine tænder og min mund har det, og hvad han skal kigge efter. Hans tilgang er med et andet ord, som han selv bruger, “holistisk”, og det kan jeg godt lide.

Så vidt jeg husker, har jeg haft Hvidovre Tandklinik alle de år, jeg har boet i Hvidovre, dvs. siden 2007. Jeg kan bedst lide at komme et sted, der kender mig og mine tænder. Der er da noget lidt grænseoverskridende over at lægge sig i stolen og åbne kæften. Når man lægger sig, er man sårbar, men den indledende samtale skaber tryghed. Derfor skal jeg kende min tandlæge.

Jeg er altid lidt bange for, om jeg ikke har været grundig nok med børsten, interdentalbørsterne og tandtråden på de små sabler. Men det er en ubegrundet frygt, for jeg gør det helt fint.

Amar sagde “Uanset hvad jeg ser, så har jeg altid set noget værre”. Ja puha, man må se mange ting som tandlæge. Det er sikkert ikke altid rart.

Den billigste behandling eller den rigtige?

Vi talte i dag lidt om dengang i 2017, hvor han spurgte “Vil du have den billigste behandling eller den rigtige?” Selvfølgelig ville jeg have den rigtige. Sådan er jeg. Jeg orker ikke discountløsninger, for de holder sjældent ret længe. Jeg tror, den billigste løsning havde været protese i både over- og undermund. Frygteligt!

  • Så ville jeg for alvor slægte min “mor” på, for hun fik sin første protese i konfirmationsgave og havde altid bøvl med tænderne. Jeg husker turene fra Brande til tandlæge Skjerning i Skjern.
  • Mormor havde også proteser, for i hendes barndomshjem var der ikke råd til tandbørster.
  • Dem har jeg ikke lyst at ligne.

I 2017 var min situation usikker og uafklaret, så banken ville ikke hjælpe med finansieringen, men det ville Amar, fordi jeg “virker så motiveret”. Så skiftede jeg bank efter at have haft Sparekassen SDS og alle deres efterfølgende navne i 37 år.

Jeg fik et stort nedslag i prisen hos Amar, lagde 40.000 kr. i udbetaling og fik mulighed for at betale resten i månedlige rater af 3.000 kr. Da jeg endelig var færdig med at betale, følte jeg mig rig.

Jeg tænker på mennesker på kontanthjælp eller tilsvarende ydelser. De vil aldrig kunne indgå og overholde en sådan aftale med deres tandlæge. Hvad skal de gøre? Tjoh, der findes nogle bestemmelser (vist nok) i serviceloven om, at kommunen skal hjælpe i sådanne tilfælde. Kommunens hjælp vil formentlig være den billigste.

Podcast om mundtørhed

Amar føler virkelig for sit håndværk, han er passioneret, så da jeg spurgte ham, om han havde lyst at være med i min podcastserie om psykiatrien, var der hverken tvivl eller tøven. Det vil han gerne.

Min tandlæge skal være med i en serie om psykiatri, fordi mange psykiatribrugere lider af mundtørhed og har meget dårlige tænder. Det så jeg i Glostrup i sommer. Når man bruger antipsykotiske præparater, medfører det nemt mundtørhed, dvs. der ikke produceres nok spyt. Spyttet passer på både mund og tænder og er således en vigtig spiller.

Vi skal tale om årsager og virkning og om mit medansvar efter fx en kolossal behandling. Hvad kan jeg selv gøre fra nu af? Amar bliver næsten “ked af det i hjertet”, hvis han har lavet et enormt arbejde og patienten komme tre år efter og atter ser frygtelig ud. Det kan være, vedkommende ikke har løftet sit eget ansvar.

Selv har jeg p.t. en del mundtørhed. Jeg bruger tandpastaen “Duraphat”, der kun fås på recept, og derudover lever jeg med det, da det kun er periodisk. Amar ser “begyndende huller” mellem de bagerste kindtænder. Det blev jeg noget forskrækket over. Det er resultatet af mundtørheden, han tydeligt ser.

Amar fortalte:

Caries angriber aldrig glatte flader; man får fx et ikke hul midt på fortænderne. Når der ikke er tilstrækkeligt med spyt, ergo der er mundtørhed, er fladen ikke længere glat mellem fx de bagerste kindtænder. Der kan caries angribe.

Som ejer af disse tænder, kan jeg ikke stille noget op.

Han anbefalede sure, sukkerfri sugetabletter, der kan sætte gang i spytproduktionen, så dem har jeg nu købt to æsker af på apoteket. Og jeg kan faktisk mærke, at der er øget spytproduktion de kommende par timer.

Tur til tandlægen

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvordan Hans hittede Grethe

Hvordan Hans hittede Grethe

Montagens mester: Christian Stentoft (1946-2016)

Hvordan Hans hittede Grethe

Det kan være hyggeligt at lytte, og det er gået op for mig hvor mange gode oplevelser, der ligger på “DR Lyd”.

Jeg startede med en podcast, der hed “37 kr. i timen” om filippinske au pairs’ vilkår hos danske værtsfamilier i Nordsjælland. “Au pair” betyder egentlig “På lige fod” – men pigerne er bestemt ikke altid på lige fod med værtsfamilien. Ingen fra værtsfamilierne ville arbejde for 37 kr. i timen.

På en eller anden måde havnede jeg derefter på P1 og fandt guldet. Jeg er ikke klar over, hvad forskellen er på en podcast og en radioudsendelse, men lad det nu være.

Det ser ud som om, Danmarks Radio i april 2023 har genudgivet en hel serie, de kalder “Stentoft hyldest”. Uha det er godt. Det er genudsendelser fra starten af 80’erne. Jeg synes, jeg husker, at jeg hørte en del af montagerne, da de blev sendt første gang. Leif Lønsmand skrev mindeordene over Christian Stentoft, der stadig kan læses på Danmarks Radios hjemmeside. Mindeordene har overskriften “En dansk radiolegende er død”.

“Hvordan Hans hittede Grethe” handler om en tækkemand og hans pige.

Det er et par nede på Falster, og udsendelsen handler om deres liv sammen og hvordan han kommer videre efter konens død. Christian Stentoft kunne kunsten at stille et lille spørgsmål og få et stort svar. Hans smører madpakker inkl. hunden Busters leverpostejmadder og Grethe hugger hovedet af haner, høns og kyllinger. Hans’ første kone falder en dag om af hjertestop, så han kommer efter 45 års samliv hjem til et tomt hus lige bortset fra kattekillingerne. Han har det svært med stilheden efter hendes død.

Ægteparret har to døve børn, og Hans overvejer, om det er en “straf” for et eller andet, måske fordi han altid arbejdede for meget og af og til først var hjemme kl. 23. Han konkluderer dog, at den bedste medicin mod samtlige livets genvordigheder er at arbejde.

Ud på frierfødder

Efter konens død beslutter han, at det ikke er godt for mennesker at leve alene, så han svarer på seks eller syv kontaktannoncer. En af kvinderne spørger ham, om de skal ses igen, men han er ligefrem og svarer ærligt: “Det skal du ikke regne med!”. Hans’ refleksion er “Hvad skal man ellers sige, når der ikke er sympati?”. Og det kan han have ret i. Da han har været enkemand ca. et  år, ringer han til Grethe, der praktisk nok lige har mistet sin mand. Og de bliver par.

Hans er 70 år. Det er ikke helt klart, hvor gammel Grethe er. Men han fortæller, at det er noget andet at være 70 end 25 år. Når man(d) er en 20 – 25-årig mand, handler det om at komme i seng med hende. Når man er 70 år, tæller det mere at stege en god kylling og at køre ture i omegnen. Grethes visioner for fremtiden er at tage børnebørnene med ud at se på fugle.

Underlægningsmusikken er “As time goes by” fremført på hammondorgel og passer perfekt til udsendelsen.

Jeg har det lidt vanskeligt med hammondorgler, da jeg voksede op med støjen fra et. Men det er en saga blot.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.