Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Klog på sprog

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Min ven har åbnet mine ører for de mange fine podcasts, man kan høre på DR Lyd. Jeg er ikke selv typen, der surfer rundt for at finde noget interessant i diverse apps eller på diverse hjemmesider, og derfor er jeg altid glad for tips fra mennesker, jeg deler værdier og interesser med.

Da vi betalte licens, gjorde jeg det med glæde. For der har altid været et udvalg, der tiltalte mig. Der har altid været både “Fjernsyn for mig” og “Radio for mig”. Nu betales det via skatten, men den har jeg også altid betalt med glæde, for jeg kan ikke forestille mig en mere retfærdig fordelingsmekanisme.

Det er minimum 20 år siden, jeg fravalgte konkurrenten TV2, primært fordi jeg ikke kunne leve med de hjernedøde reklamer, for produkter jeg alligevel aldrig nogensinde ville købe, og ting, der hopper og danser på skærmen.

Klog på sprog

Jeg vil gerne lære om det danske sprog, så lige nu finder jeg godnathistorierne i podcasten “Klog på sprog”, der bestyres af Adrian Hughes. Det er i høj grad “Radio for mig”. De har tid, og de tager sig tid til at holde snuden i sporet og grave dybt ned i emnerne. Det er i sandhed en podcast, hvor man kan blive klogere.

Eksempelvis fandt jeg i serien Klog på sprog “Korsfæst ham, korsfæst ham” fra langfredag den 29. marts i år. Jeg er lidt interesseret i teologi, hvilket fik mig til tænde.

Udsendelsen viste sig at ligge i krydsfeltet mellem jura og teologi, og det var utrolig interessant. Blandt de medvirkende var Anne Birgitte Stürup, der er pensioneret senioranklager og foredragsholder. Hun står bag bogen “På ofrenes side”. I udsendelsen fortæller hun blandt andet om miskmasket i Jesus’ rettergang langfredag. Miskmasket består i, at Pontius Pilatus på en gang er forsvarer, anklager og dommer.

Den danske brug af varetægtsfængsling

Også da jeg i forhistorisk tid læste, og interesserede mig inderligt for både kriminalpolitik og kriminologi, var brugen af varetægtsfængslinger et varmt emne. Vi varetægtsfængsler langt mere end vores nabolande, og vi har ikke formået at flytte os en tøddel på de mere end 30 år, der er gået siden da.

Adrian Hughes fortæller blandt andet om den (også) aktuelle diskussion om, hvorvidt vi i Danmark bruger varetægtsfængslingen alt for rundhåndet, fordi ca. ti pct. af de mennesker, der har siddet i varetægt, ender med en frifindelse. Ergo er de uskyldige – eller man har i hvert fald ikke kunnet finde bevis for, at de skulle være skyldige.

Princippet hedder på latin “In dubio pro reo”, som vi også kalder “Uskyldsformodningen” og udtrykker princippet om, at man er “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Det står ikke i retsplejeloven, men det er hævet over al tvivl, at det gælder.

Adrian Hughes fortæller også, at Inger Støjberg fornylig har udtalt, at man jo også sætter folk i varetægt “for at presse dem lidt”. Anne Birgitte Stürup svarer, at hun finder, at det er et rystende udsagn, og at hun sandelig ikke håber, at der er nogen, der finder på det. Det kan man jo kun give hende ret i. Jeg er også temmelig rystet.

Retfærdighed

For mig er retfærdighed, at “De lige tilfælde skal behandles lige”, som stammer direkte fra “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross.

Der er en længere omtale af Alf Ross’ bog, som jeg selv læste efter og elskede, fordi den er så abstrakt. Doktor jur. Jonas Christoffersen fortæller noget, jeg aldrig har forstået af bogen, selvom jeg da fik 9 i skriftlig retslære, da jeg blev “candidata juris” dengang i januar 1990.

Alf Ross skrev – ifølge Jonas Christoffersen – “Ret er det, der foregår ude i virkeligheden ved domstolene, i kommunerne, i staten osv. Retfærdighed findes ikke. Det er et luftigt overnaturligt begreb, så vi skal skille tingene ad.” Jeg synes selv, jeg husker ordene “… en apriorisk hest …” men har ikke lige tid at lede efter det.

Det betød – stadig ifølge Jonas Christoffersen – at der opstod en indædt modstand mod at tale om retfærdighed, og at det var det, der fik nogle til at sige, at man ikke skal starte på jura, fordi man interesserer sig for retfærdighed. Det kender jeg ellers flere, der gjorde.

Juristløftet omtales også

Juristløftet er fra 1736 og er gengivet i eksamensbeviset. Jeg har ikke tidligere bemærket det, men lever alligevel ubevidst efter det, fordi jeg finder det rigtigst.

I beviset står

Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

"En livsfarlig hemmelighed" som podcast

Kræftskandalen på AUH

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

Min hjerne egner sig kun til podcast, TV mv., når det er “højinteressant”, da den ellers går på langfart til fjerne tanker og egne. “En livsfarlig hemmelighed” placerede sig imidlertid i kategorien højinteressant, og jeg kunne lytte til samfulde tre episoder lige i rap.

Det er simpelthen fremragende journalistik i Genstart Dox. Du bliver ganske enkelt nødt til at høre de tre episoder i historien, der er blevet døbt “Kræftskandalen på AUH”. Det er et helt korrekt navn.

Det er en skandale. Du er nødt til at lytte med.

Jeg har også tidligere skrevet om skandalen på AUH her og her.

DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg vandt Cavlingprisen 2023 for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Uden dem var det aldrig nogensinde kommet til offentlighedens kundskab, at 306 alvorligt syge mennesker havde ventet for længe på udredning, behandling og operation på mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH. Deres sygdom var så alvorlig, at en uge fra eller til kunne betyde liv eller død. I 306 tilfælde ventede syge mennesker mere end de lovfæstede to uger fra sundhedsloven.

Reglerne findes i sundhedslovens § 88 jfr. Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2:

Kapitel 2

Maksimale ventetider

Kræft

§ 2. Medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet, gælder for behandling af kræftsygdomme følgende maksimale ventetider:

1) Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.

2) Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.

Reglerne er skrevet på en måde, så de kan læses af selv en stud. jur. på 1. årsprøve.

Om fristoverskridelserne

DR gør meget ud at sige, at de ikke kan dokumentere mur- og nagelfast, at fristoverskridelserne har kostet liv, men der er meget, der kan tyde på det. Vi har vel alle troet på, at der i det mindste er styr på kræftbehandlingen, selvom sundhedsvæsenet er presset ud over alle grænser? Podcasten viser med al tydelighed, at det er and.

Flere læger indberetter deres frustrationer og reelle bekymringer for patienterne til regionens whistleblowerordning, men de bliver ikke hørt. Hvad skal man så med en sådan ordning?

Regionsrådet siger, at de var klar over, at systemet var presset, men rådet mener, at reglerne er blevet fulgt.

Ingen af de patienter, der er blevet udredt eller opereret for sent, er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen. Dvs. at hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet har haft en kinamands chance for følge med i status. De aner simpelthen ikke, hvor grelt det står til.

Regionen argumenterer med, at man ikke har indberettet, fordi patienterne har accepteret fristoverskridelsen. Hvad skulle patienterne ellers gøre? Hvis man vil forsøge at overleve, er det er ingen option at sige “Nej tak” til en operation, der ligger efter fristen …

Valgte patienterne at bruge deres lovfæstede mulighed (sundhedslovens § 89) for behandling i udlandet, får de at vide, at de ryger ud af ventelisten, hvilket vil sige, at de kan starte forfra.

De ressourcestærke kommer foran i køen

Selvfølgelig er det ikke nyt, at de ressourcestærke, stædige, genstridige, brokkerøvene med ordet i deres magt får en bedre behandling (sådan nogle som mig 🙂 ). Se evt. DR Dokumentaren “En syg forskel”. Her er det bare markant og kan dreje sig om liv eller død inden for få uger.

I afsnit tre møder vi en kvinde, der grundet syv eller otte telefonopkald og en e-mail cc. Sundhedsministeriet kæmper sig til en behandling inden for fristerne. Blot et par dage efter e-mailen til Sundhedsministeriet bliver hun ringet op af cheflægen på afdelingen, der fortæller, at man har rokeret lidt rundt på patienterne, så nu kan hun komme til i næste uge.

Hun er ressourcestærk, og det er den styrke, der gør, at hun kommer til inden for fristerne. Af den grund er hun stort set rask nu. Hun sidder dog med en lidt dårlig smag i munden over at vide, at når hun er kommet foran, er der nogle, der er kommet bagud, med de følger det kan have.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Fra nu af klarer jeg mig selv

Fra nu af klarer jeg mig selv

Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser …

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Fra nu af klarer jeg mig selvOptageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Podcastkursus på FOF

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk startDe første 20-25 minutter savnede jeg struktur:

  1. “Jeg hedder …
  2. “Jeg er uddannet …”
  3. “Min erfaring er …”
  4. “P.t. arbejder jeg med …”
  5. “Jeg fortæller om …”
  6. “Det har I brug for at vide, fordi/når I skal …”

Det kunne jeg have tænkt mig, underviseren startede med.

Hun startede fuldkommen uden struktur. Sprang ud i emnerne uden at fortælle, hvad vi skulle med informationerne. Omtalte mennesker og programmer jeg på ingen måde kendte. Brugte fagudtryk, jeg ikke forstod. Osv. Jeg var klar til at gå.

Jeg har brug for det, man kalder “De 10 H’er”. Billedet herunder starter fra overlevelsesguiden.dk, der drives af min “studenterkursuskammerat” Anne Skov Jensen, som jeg ikke har set i 40 år …. Og det introducerer kort, hvordan en autistisk hjerne kan fungere (spring det bare over, hvis du synes, det er irrelevant):

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Men jeg sad ved siden af en sød kvinde på min alder, som jeg hviske tiskede lidt med, så jeg vidste, jeg ikke var alene. Det hjalp. Jeg var ikke alene om min frustration!

Og jeg ved godt, at jeg nok bare er en art “strukturfascist”, fordi min hjerne har det så skønt med strukturer (det er også en slags dejlige data i tabeller).

Noter fra de 3 timer og 30 minutters undervisning

Jeg tog en flok noter, og da jeg hjemkommet talte med min veninde om “hvor svært kan det være at lave en podcast?” gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har lært allerede denne første session.

Et eksempel er, at der som udgangspunkt findes tre typer af interviews:

  1. Ekspertinterview (når jeg taler med Poul Videbech om ECT)
  2. Erfaringsinterview (den podcast jeg selv medvirkede i)
  3. Meningsinterview (hvis det lykkes mig at få fat i SF’s psykiatriordfører og tale om 10-årsplanen for psykiatrien)

En ting jeg, som noget af det første (efter frustrationerne), noterede var “Hjernen kan ikke håndtere på en og samme gang at være kreativ og at håndtere teknikken”. Min psykolog siger, at jeg har “en fantastisk hjerne”, så jeg vil lige høre hende, om det også gælder min hjerne. Hun kender mig jo temmelig godt. Umiddelbart vil jeg faktisk tro, den godt kan håndtere begge dele på en gang. Ellers kunne jeg vel ikke komme hjem med en mængde ret interessante noter om alt det, der var øjenåbnere for mig?

Pyt med det. Det er ikke vigtigt lige nu. Skidt må skilles fra kanel.

Det virkelig sjove og interessante

Vi skulle først lave interviews på et minut med samtlige deltagere. Det var spændende, fordi samtlige deltagere havde noget, de brændte for. Det var lige fra at farve håret grønt (ganske vist ved en fejl) til den katastrofale nedslagtning af Københavns Kommunes biblioteker.

Et minut er meget længere, end man tror. Og vi taler meget mere med kroppen, end man tror, og hvor har man dog lyst til at bryde ind og stille de supplerende spørgsmål med det samme. Det er bare ikke en god idé. Udsendelsen bliver bedre, hvis man kan holde sin kæft lidt og senere sige “Du nævnte at xyz. Kan du uddybe det?”

Ros af læreren

Senere skulle vi lave en lille spørgeguide og et lille kort – men dog længere – interview med sidekvinden (samtlige deltagere er kvinder …). Øh … hvad skal jeg dog interviewe Yrsa, der ikke er hendes rigtige navn, om? Hvordan finder jeg på noget? Kan jeg finde ud af teknikken. Hvordan passer jeg på Yrsa, når vi nu har lært, at podcasting også handler om mennesker, og vil man have deres historie, må man som interviewer også være omsorgsfuld? Jeg kan ikke lade være at tænke på Karin Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Hun kan stille et lille spørgsmål og få et kæmpe svar, fordi hun er omsorgsfuld. Jeg tror i hvert fald, det er baggrunden.

Yrsa og jeg gik ud i en roligere foyer. Vi lavede spørgeguiden og gik i gang. Hvad vi ikke vidste var, at læreren gemte sig om hjørnet og sagde: “Det er I bare gode til! Det bliver rigtig godt!” Så er man tilbage til femte klasse og har klaret alle staveordene og alle “Læs og forstå-hæfterne”. Jeg spurgte hende “Er det bare noget, du siger, eller mener du det?” Men hun bedyrede, at hun mente det, og så måtte vi jo tro på det, og vi gik derfra lidt højere, end vi kom.

Vi så frem til at høre vores geniale indfald, udspørgen og resultater. Men øh … vi havde vist glemt at trykke på den rigtige knap, den lille røde lampe havde ikke lyst, så vi havde ingen fil på SD-kortet. Damn. Og det beviser vel egl. bare, at underviseren har ret i, at hjernen ikke både kan håndtere kreativitet og teknik på en gang. Altså lærte vi endnu en nyttig ting: Lav altid en lydtest.

Pyt med det. Vi var alligevel helt høje. Og den slags teknikaliteter den første gang, lever vi fint med, når nu læreren sagde, vi var dygtige. Det var jo noget andet, hvis det var en rigtig interviewsituation, hvor man havde spildt interviewpersonens tid i måske en hel time. Der er der bare ikke noget at gøre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.