Indlæg

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Jeg bryder mig ikke om motion

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Det har aldrig sagt mig noget at bruge min krop. Jeg synes, det er spild af tid, og jeg vil langt hellere bruge min hjerne. Det er sjovt. Men eftersom jeg langsomt og umærkeligt er ved at blive småfed, må jeg gøre en indsats og omlægge nogle vaner.

Min aversion mod at bruge min krop kan måske spores til min sære barndom og dårlige oplevelser med gymnastik. Jeg blev altid valgt til sidst i rundbold, og det lykkedes mig aldrig at komme over i højdespring.

Men 50 år gamle traumer må pakkes af vejen, hvis jeg ikke skal dø af fedt om hjertet, få type 2-diabetes og alle mulige andre ubekvemme livsstilssygdomme. Nu har kroppen tålmodigt slæbt rundt på mig i 60 år, uden jeg har skænket den en tanke. Det er som om, den ikke har noget med mig at gøre.

Jeg er blevet kropsdoven

Jeg er blevet kropsdoven og har i flere år haft dårlig samvittighed overfor min krop. Da jeg i januar/februar i år konsulterede flere læger i forbindelse med den frosne skulder, krympede jeg mig, når de spurgte “Dyrker du motion?” og jeg svarede “Nej”. De tænkte sikkert deres, mens jeg var flov. De var høflige nok til ikke at kommentere mit ikke-eksisterende aktivitetsniveau.

Nuvel der var engang, jeg havde en (af mig) håndbygget kulfiberracercykel stående i stuen. På den kørte jeg Sjælland rundt nogle gange. På Amagerkollegiet havde jeg en racercykel hængende i loftet over sengen, og Amager Rundt var en tilbagevendende begivenhed ligesom turen fra Amager til Münstersvej på Frederiksberg blev gentaget hver morgen og eftermiddag. I 10. klasse gik jeg Bornholm Rundt. Engang var jeg medlem af Dansk Vandrelaug og vandrede rent faktisk. Jeg har besteget Kilimanjaro samt vandret i Bayern og Østrig med tyske venner.

Jeg elskede at bevæge mig ved egen kraft og fascineredes af, hvor langt jeg kunne komme ved bare at sætte den ene fod foran den anden.

Men det er alt sammen historie. Det er dejlige minder, men de reducerer ikke den aktuelle mængde af fedt om organerne (det viscerale fedt) og andre steder.

Realistiske mål eller lovbefalede mål?

Man må sætte realistiske mål. At man bør gå 10.000 skridt om dagen, kan jeg ikke bruge til noget. “Burde” motiverer ikke mig. Jeg har aftalt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, at jeg indledningsvist går ca. 5.000 skridt om dagen. Jeg glæder mig til temperaturen stiger i næste uge.

Det svarer til ca. 60 minutter, og dem kan jeg lige finde i mit til tider travle seniorliv, der er fyldt med artikler, slægtsforskning, transskription af kilder fra Stadtarchiv i Frankfurt, data i tabeller, jagten på børnehjemmets ansatte og anbragte, madlavning i lidt nyt grej fra “Le Creuset”, planlægning af rejsen til Frankfurt an der Oder og andre skønne ting.

Når de 5.000 skridt er blevet en smal sag, må jeg sætte dem op til 5.500 osv. På den måde må jeg vel tabe mig. Jeg har tabt 1,9 kilo på 14 dage, jeg er i gang, og alle de herlige data er placeret i et Excelark. Det sjoveste var dataene.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Min kontaktperson siger, at én ting er vægttab. En anden ting er sundhed, som kan opnås ved fitness eller lignende styrketræning et par gange om ugen. Jeg forstår, hvad hun mener, men jeg skulle betales godt for at komme et sted med høj pumpende musik, maskiner og en masse smarte mennesker.

Jeg har lovet at tænke over det, til vi ses igen. Det er blevet ved tanken. Der findes noget i Hvidovre, der kaldes Seniormotion men … det er vist ikke lige mig. Så gammel er jeg altså endnu ikke.

Podcasts er som at læse avis, mens jeg går

Mens jeg går halvdelen af det lovbefalede antal skridt, lytter jeg til podcasts. Det gør, at det er langt mindre kedeligt. Det er næsten som at læse avis samtidig. Jeg får lov at bruge hjernen, og ubehaget ved motionen er mindre.

I dag hørte jeg fx

  • “Coop er ikke OK” i Genstart på DR Lyd, der var en glimrende gennemgang af andelsbevægelsen og dens snarlige død, selvom Pernille Skipper nu er formand for bestyrelsen
    • Jeg husker tydeligt, da det hed FDB, som ud over dagligvarer også solgte FDB-møbler, og vi klistrede dividendemærker ind i små hæfter, der kunne indløses en gang om året.
  • “Squat-butt eller balder af stål” i Klog på sprog fra den 23. februar.
    • De skriver bl.a. sådan om udsendelsen: “Den, der ranker sig, slanker sig  (… ) Vi bevæger os for at vedligeholde vore kroppe, men sproget i fittness-centeret har løftet sig et par armstræk fra klassisk spring-over-buk-gymnastik.”
    • De havde en glimrende gennemgang af, hvordan legemsøvelsernes ord har invaderet dagligdagens sprog. Fx at:
      • stå på mål for noget
      • tackle en problemstilling
      • score
      • skyde sagen til hjørne
      • være et hestehoved foran
      • få bolden over på egen banehalvdel
      • kaste håndklædet i ringen
      • sænke overliggeren
      • hæve barren
      • osv.

Antal skridt i april 2024

Herunder har jeg indsat et billede fra telefonen af appen “StepsApp” af antal skridt i april.

Det fremgår, at jeg (torsdag) den 25. april gik 5.746 skridt, at målet var 5.000, at jeg forbrændte 178 kcal., at jeg gik 4,1 km., og at jeg brugte 56 minutter på det.

Når cirklen er helt grøn har jeg nået målet, som jeg den 23. april satte ned til 5.000 skridt fra 6.500. Det er sjovest, når man når målet.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Klog på sprog

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Min ven har åbnet mine ører for de mange fine podcasts, man kan høre på DR Lyd. Jeg er ikke selv typen, der surfer rundt for at finde noget interessant i diverse apps eller på diverse hjemmesider, og derfor er jeg altid glad for tips fra mennesker, jeg deler værdier og interesser med.

Da vi betalte licens, gjorde jeg det med glæde. For der har altid været et udvalg, der tiltalte mig. Der har altid været både “Fjernsyn for mig” og “Radio for mig”. Nu betales det via skatten, men den har jeg også altid betalt med glæde, for jeg kan ikke forestille mig en mere retfærdig fordelingsmekanisme.

Det er minimum 20 år siden, jeg fravalgte konkurrenten TV2, primært fordi jeg ikke kunne leve med de hjernedøde reklamer, for produkter jeg alligevel aldrig nogensinde ville købe, og ting, der hopper og danser på skærmen.

Klog på sprog

Jeg vil gerne lære om det danske sprog, så lige nu finder jeg godnathistorierne i podcasten “Klog på sprog”, der bestyres af Adrian Hughes. Det er i høj grad “Radio for mig”. De har tid, og de tager sig tid til at holde snuden i sporet og grave dybt ned i emnerne. Det er i sandhed en podcast, hvor man kan blive klogere.

Eksempelvis fandt jeg i serien Klog på sprog “Korsfæst ham, korsfæst ham” fra langfredag den 29. marts i år. Jeg er lidt interesseret i teologi, hvilket fik mig til tænde.

Udsendelsen viste sig at ligge i krydsfeltet mellem jura og teologi, og det var utrolig interessant. Blandt de medvirkende var Anne Birgitte Stürup, der er pensioneret senioranklager og foredragsholder. Hun står bag bogen “På ofrenes side”. I udsendelsen fortæller hun blandt andet om miskmasket i Jesus’ rettergang langfredag. Miskmasket består i, at Pontius Pilatus på en gang er forsvarer, anklager og dommer.

Den danske brug af varetægtsfængsling

Også da jeg i forhistorisk tid læste, og interesserede mig inderligt for både kriminalpolitik og kriminologi, var brugen af varetægtsfængslinger et varmt emne. Vi varetægtsfængsler langt mere end vores nabolande, og vi har ikke formået at flytte os en tøddel på de mere end 30 år, der er gået siden da.

Adrian Hughes fortæller blandt andet om den (også) aktuelle diskussion om, hvorvidt vi i Danmark bruger varetægtsfængslingen alt for rundhåndet, fordi ca. ti pct. af de mennesker, der har siddet i varetægt, ender med en frifindelse. Ergo er de uskyldige – eller man har i hvert fald ikke kunnet finde bevis for, at de skulle være skyldige.

Princippet hedder på latin “In dubio pro reo”, som vi også kalder “Uskyldsformodningen” og udtrykker princippet om, at man er “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Det står ikke i retsplejeloven, men det er hævet over al tvivl, at det gælder.

Adrian Hughes fortæller også, at Inger Støjberg fornylig har udtalt, at man jo også sætter folk i varetægt “for at presse dem lidt”. Anne Birgitte Stürup svarer, at hun finder, at det er et rystende udsagn, og at hun sandelig ikke håber, at der er nogen, der finder på det. Det kan man jo kun give hende ret i. Jeg er også temmelig rystet.

Retfærdighed

For mig er retfærdighed, at “De lige tilfælde skal behandles lige”, som stammer direkte fra “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross.

Der er en længere omtale af Alf Ross’ bog, som jeg selv læste efter og elskede, fordi den er så abstrakt. Doktor jur. Jonas Christoffersen fortæller noget, jeg aldrig har forstået af bogen, selvom jeg da fik 9 i skriftlig retslære, da jeg blev “candidata juris” dengang i januar 1990.

Alf Ross skrev – ifølge Jonas Christoffersen – “Ret er det, der foregår ude i virkeligheden ved domstolene, i kommunerne, i staten osv. Retfærdighed findes ikke. Det er et luftigt overnaturligt begreb, så vi skal skille tingene ad.” Jeg synes selv, jeg husker ordene “… en apriorisk hest …” men har ikke lige tid at lede efter det.

Det betød – stadig ifølge Jonas Christoffersen – at der opstod en indædt modstand mod at tale om retfærdighed, og at det var det, der fik nogle til at sige, at man ikke skal starte på jura, fordi man interesserer sig for retfærdighed. Det kender jeg ellers flere, der gjorde.

Juristløftet omtales også

Juristløftet er fra 1736 og er gengivet i eksamensbeviset. Jeg har ikke tidligere bemærket det, men lever alligevel ubevidst efter det, fordi jeg finder det rigtigst.

I beviset står

Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

"En livsfarlig hemmelighed" som podcast

Kræftskandalen på AUH

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

Min hjerne egner sig kun til podcast, TV mv., når det er “højinteressant”, da den ellers går på langfart til fjerne tanker og egne. “En livsfarlig hemmelighed” placerede sig imidlertid i kategorien højinteressant, og jeg kunne lytte til samfulde tre episoder lige i rap.

Det er simpelthen fremragende journalistik i Genstart Dox. Du bliver ganske enkelt nødt til at høre de tre episoder i historien, der er blevet døbt “Kræftskandalen på AUH”. Det er et helt korrekt navn.

Det er en skandale. Du er nødt til at lytte med.

Jeg har også tidligere skrevet om skandalen på AUH her og her.

DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg vandt Cavlingprisen 2023 for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Uden dem var det aldrig nogensinde kommet til offentlighedens kundskab, at 306 alvorligt syge mennesker havde ventet for længe på udredning, behandling og operation på mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH. Deres sygdom var så alvorlig, at en uge fra eller til kunne betyde liv eller død. I 306 tilfælde ventede syge mennesker mere end de lovfæstede to uger fra sundhedsloven.

Reglerne findes i sundhedslovens § 88 jfr. Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2:

Kapitel 2

Maksimale ventetider

Kræft

§ 2. Medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet, gælder for behandling af kræftsygdomme følgende maksimale ventetider:

1) Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.

2) Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.

Reglerne er skrevet på en måde, så de kan læses af selv en stud. jur. på 1. årsprøve.

Om fristoverskridelserne

DR gør meget ud at sige, at de ikke kan dokumentere mur- og nagelfast, at fristoverskridelserne har kostet liv, men der er meget, der kan tyde på det. Vi har vel alle troet på, at der i det mindste er styr på kræftbehandlingen, selvom sundhedsvæsenet er presset ud over alle grænser? Podcasten viser med al tydelighed, at det er and.

Flere læger indberetter deres frustrationer og reelle bekymringer for patienterne til regionens whistleblowerordning, men de bliver ikke hørt. Hvad skal man så med en sådan ordning?

Regionsrådet siger, at de var klar over, at systemet var presset, men rådet mener, at reglerne er blevet fulgt.

Ingen af de patienter, der er blevet udredt eller opereret for sent, er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen. Dvs. at hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet har haft en kinamands chance for følge med i status. De aner simpelthen ikke, hvor grelt det står til.

Regionen argumenterer med, at man ikke har indberettet, fordi patienterne har accepteret fristoverskridelsen. Hvad skulle patienterne ellers gøre? Hvis man vil forsøge at overleve, er det er ingen option at sige “Nej tak” til en operation, der ligger efter fristen …

Valgte patienterne at bruge deres lovfæstede mulighed (sundhedslovens § 89) for behandling i udlandet, får de at vide, at de ryger ud af ventelisten, hvilket vil sige, at de kan starte forfra.

De ressourcestærke kommer foran i køen

Selvfølgelig er det ikke nyt, at de ressourcestærke, stædige, genstridige, brokkerøvene med ordet i deres magt får en bedre behandling (sådan nogle som mig 🙂 ). Se evt. DR Dokumentaren “En syg forskel”. Her er det bare markant og kan dreje sig om liv eller død inden for få uger.

I afsnit tre møder vi en kvinde, der grundet syv eller otte telefonopkald og en e-mail cc. Sundhedsministeriet kæmper sig til en behandling inden for fristerne. Blot et par dage efter e-mailen til Sundhedsministeriet bliver hun ringet op af cheflægen på afdelingen, der fortæller, at man har rokeret lidt rundt på patienterne, så nu kan hun komme til i næste uge.

Hun er ressourcestærk, og det er den styrke, der gør, at hun kommer til inden for fristerne. Af den grund er hun stort set rask nu. Hun sidder dog med en lidt dårlig smag i munden over at vide, at når hun er kommet foran, er der nogle, der er kommet bagud, med de følger det kan have.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Fra nu af klarer jeg mig selv

Fra nu af klarer jeg mig selv

Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser …

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Fra nu af klarer jeg mig selvOptageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.