1800-tallet gøres levende

“Dødsdømt” er fremragende podcast for slægtsforskere

Ved et tilfælde faldt jeg over podcasten “Dødsdømt”, som DR Lyd beskriver sådan:

En julekalender til alle, der er klar til noget helt andet end julehygge. Mange ser Danmark som et fredeligt, lille land, hvor dødsstraf aldrig har været en del af historien. Men sandheden er en anden. Hver dag i december dykker vi ned i de mest grusomme historier om de mennesker, der blev ramt af den ultimative straf, og undersøger hvad de gjorde for at modtage en så grusom dom.

Historiker og forfatter Søren Møgelvang Nielsen har været i arkivalierne. Han baserer sig på virkelige hændelser, men han bruger nutidens ord, hvorved fortid og nutid bindes sammen, så man forstår det bedre. Det er ganske enkelt fremragende, og på mine spadsereture har jeg lyttet til de 6 episoder, der er udgivet indtil videre. Og jeg ser allerede frem til de resterende 18 episoder, der alle finder sted i begyndelsen af 1800-tallet (vil jeg tro).

Perioden er præget af Frederik den sjette, Englandskrigene og statsbankerotten. Danmark har det hårdt på den tid. Det får han også flettet ind på en måde, så man måske lærer noget, man ikke vidste.

Han adderer det, han ikke har fra arkivalierne, og det er det, der gør serien meningsfyldt og fantastisk at følge. Det er eksempelvis:

• stanken af afføring m.v. i de københavnske gader
• de dødsdømtes tanker inden øksen falder
• relationen der opbygges mellem præsten og den dømte i de 1½ år, den dømte venter på straffuldbyrdelsen
• antallet af tilskuere til straffens eksekvering på Øster Fælled, og det er pivkoldt den dag i april
• bigamistens tanker om sine tre børn fra det første (og lovlige) ægteskab

Jeg får også lidt inspiration til mit skriveprojekt om Brede Klædefabrik, for det er tydeligt, hvilken betydning det har, at man tilføjer følelser. Dem vil vi lyttere og læsere gerne have med, for det giver en oplevelse. Et godt eksempel er fangen på Christiansø, der har siddet i det lillebitte fangehul i et år. Fangehullet er så småt, at han ikke kan bruge sin krop. Det bevirker, at han er både fysisk og psykisk ødelagt, da han sætter sig til at skrive en benådningsansøgning til kongen.

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset

Hvor Lagkagehuset i dag ligger på Christianshavns Torv i København, lå Tugt-, Rasp og Forbedringshuset.

Jeg har tit tænkt på, hvad det med “rasp-” egentlig betød. Det lærte jeg i episoden “Danmarks største fangeoprør”. Fangerne sad år ind og år ud og filede på noget træ, der var blevet sejlet til Danmark fra fjerntliggende egne. Ofte var de fastgjort med et halsjern: en jernring om halsen, der havde en jernkæde, som kunne fastgøres til noget stationært.

Det, de producerede, blev brugt til at farve klædet i den fremvoksende klædeindustri. Træet afgav en blå farve, så man kunne let kende fangerne fra Rasphuset, fordi de selv blev farvet blå på hænderne og i ansigtet. Det gjorde det endnu mere umuligt at flygte, for de ville selvfølgelig blive genkendt med det samme.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.