, ,

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Jeg motiveres af data

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien siger det: “Man skal finde det, der virker for en”.

Nu har jeg fundet det, der virker for mig: data.

Jeg elsker data i tabeller, at regne på data og at sætte data op på en måde, så de umiddelbart kan forstås af andre end mig selv. Det kan fx være ved at bruge ikoner med grønne flueben eller røde krydser, der viser udviklingen.

Det burde jeg have regnet ud for længst, eftersom det er det, jeg brugte det meste af mit arbejdsliv på. Problemet der var ofte, at jeg ikke havde mulighed for at dyrke det i den detaljeringsgrad, jeg mente var nødvendig. Det er et problem, jeg deler med mange andre med Aspergers syndrom. Det er velbeskrevet i litteraturen fx af Georg Strøm, 2009, “Konflikter på arbejdspladsen”, og jeg har skrevet om det i min historie om Aspergers syndrom.

Da jeg senest var hos psykologen, viste jeg hende min sundhedsrapport, som jeg genererer i Excel. Data kommer fra min avancerede vægt og fra appen StepsApp, der fodres af mit Apple Watch, så al bevægelse registreres. Vi talte lidt om det, og i den forbindelse fik jeg sagt “Jeg skal jo have de her tal til at se pæne ud”.

Billedet herunder stammer fra min sundhedsrapport, og jeg kan lide at se de grønne flueben, der viser, at det går den rigtige vej:

Om motivationsfaktorer: find det der virker

At være auditiv

I realiteten er jeg auditiv, men jeg skulle blive 60 år, før jeg fandt ud af det. Jeg nyder podcasts i stor stil, mens jeg går mine ture. Jeg hører alt fra “Klog på sprog” med Adrian Hughes og “Hjernekassen på P1” med Peter Lund Madsen. Begge findes ganske gratis på DR Lyd.

Jeg har også forsøgt med andre podcasts, fx “Vennepunkter”, men måtte opgive dem, fordi der er for meget forstyrrende grin og tomgangssnak.

Min ven har ofte spurgt mig, om jeg så ikke hører musik, mens jeg læser kirkebøger eller laver det frivillige arbejde?

Det kan jeg simpelthen ikke, for i begge tilfælde er jeg nede i detaljens detalje, hvor intet må overses eller misforstås. Jeg skal helst fange alt i første hug. Og det gælder især i øjeblikket, hvor jeg dechifrerer en stor mængde tyske kirkebøger, der er virkelig svære, selv for de skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres forum.

I mange år var jeg sikker på, at jeg bestemt ikke var auditiv, eftersom min hjerne gik på udflugt efter 20 minutters lytning. Nu tror jeg nærmest, det skyldtes, at den var overbelastet af alle mulige andre problemstillinger så som sygdom, fremtid, økonomi, arbejdsmarked, bolig og andre “småting”.

Psykiatrien kunne måske bruge min sundhedsrapport?

Jeg spurgte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om nogle af hendes øvrige patienter ville være interesserede i skemaet, for så ville jeg gerne dele et tomt eksemplar klar til at taste data ind i. Hun mente nu ikke, hun kendte en, der var interesseret.

Hun forstår mig heldigvis og griner ikke af mine regneark. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hun tænker, og “tanker er toldfrie”, men vi gennemgår rapporten, når vi mødes, og jeg synes, hun kommer med vigtige refleksioner.

Da jeg for snart en del år siden var tilknyttet Akutteamet i Glostrup, udviklede jeg også et regneark til registrering af bivirkninger og udviklingen i dem, så vi havde noget konkret at tale om. Deres tanker var selvfølgelig også toldfrie, men vi gennemgik skemaerne hver uge, og de var vigtige input i behandlingen. Og vi fik i fællesskab bugt med de massive bivirkninger.

Som eksempel havde jeg så meget mundtørhed, som følge af al den antipsykotiske medicin, at tandlægen ikke kunne arbejde med spejlet i min mund, fordi det sad fast i ganen. Det var vildt. Godt det er fortid.

Konkurrencemenneske?

Af og til har jeg været lidt flov over at være konkurrencemenneske, fordi det ikke er videre inkluderende.

Alle mennesker er i virkeligheden konkurrencemennesker, når de blot finder de rigtige parametre at måle på. Når jeg har sat mig et mål, helmer jeg ikke før, jeg har nået det. Og det har jeg det fint med, for jeg får lige nu rejst mig fra skrivebordet og brugt kroppen i stedet for hjernen.

Den skal også holde fri en gang imellem.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *