100 dage med Trump som præsident

100 dage med Trump som præsident

Politik på den anden side af Atlanten

100 dage med Trump som præsident

I går havde præsident Donald Trump 2.0 været ved magten i 100 dage. Og hvilke 100 dage? Så du ham også danse på podiet i fuld selvtilfredshed?

Jeg kan ikke huske, at der i min levetid har været så stort et politisk kaos verden over. Jeg tror det ikke.

Det er som om, at alt det, der er bygget op på de 80 år siden anden verdenskrigs afslutning, nu vakler. Ingen er rigtig sikre på, hvad morgendagen vil bringe. Alle holder vejret og tænker og/eller håber, at der måske kommer modstridende meldinger allerede i morgen, og måske mener den utilregnelige mand det alligevel ikke. Der er noget malignt over ham. Hvad kan vi regne med?

Jeg har ingen aktier nogen steder, men jeg forstår uvisheden hos dem, der har. Mit pensionsselskab P+ holder vel styr på min invalidepension, der er under udbetaling, men jeg har ikke turdet logge ind og tjekke.

I Danmark går det især ud over de små og mellemstore virksomheder med en stor eksport til USA, men som ikke har muskler til lige at bygge en filial i USA for at undgå handelskrigen og de sindssyge toldtariffer. De store så som Novo Nordisk, og hvem de ellers er, skal nok klare sig. Men det er svært for de små. Og det koster allerede nu arbejdspladser.

Jeg lytter til podcasts i DR Lyd

Når jeg går mine daglige ture, lytter jeg til “Genstart”, der er en virkelig god podcast på ca. 30 minutter, om snart sagt hvad som helst. Den 29. april havde de under overskriften “Universitetet slår tilbage” en rigtig interessant episode om Harvard, der har lagt sag an mod Trump-administrationen, fordi de mener, at det er stridende mod forfatningen, at Trump vil bestemme over, hvilke studerende, der må gå på universitetet, hvad de må mene, hvad man må forske i osv., fordi han mener, universitetet er antisemitisk.

Trump har truet med at tage billioner af dollars fra dem, og så vidt jeg forstår, har han allerede taget de første. Det vil gå ud over den grundforskning, der ellers kommer os alle til gode. Det drejer sig fx om kræftformer, klima og biodiversitet. De to sidstnævnte emner anser Trump som “fake news” – og det skulle komme fra ham? Han er den største og farligste løgner, verden endnu har kendt. Danmarks Radios dygtige journalister i USA fanger ham gang på gang i nye løgne.

Jeg lytter også til en anden interessant podcast kaldet “Tiden”, og det var heri, jeg den 29. april hørte, at regeringens hidtil smarteste trick er, at sende Kong Frederik til Grønland (altså bare på besøg, han kom hjem igen). Det er en måde at befæste rigsfællesskabet og at fortælle Trump, at han ikke har noget at gøre i Grønland. Han kan ikke gøre indsigelse mod kongens rejse, men signalet er klart: Danmark står bag Grønland, rigsfællesskabet er så vigtig for os, at vi sender kongen selv – og du holder nallerne for dig selv!

Hvis det virkelig er disse overvejelser, der ligger bag Kong Frederiks rejse, er det godt tænkt!

Sammenligning med “Der Untergang”

Forleden aften så jeg noget af “Der Untergang”, der handler om Hitlers sidste dage, hvor russerne har indtaget Berlin. Ligheden mellem Hitler og Trump var slående. Og den slags sammenligninger synes jeg eller, man skal afholde sig fra.

En mand, der for alt i verden vil have al-magten, og som opfører sig fuldkommen sindssygt, og som er ligeglad med, hvad alle de nærtstående rådgivere siger og mener.

Han er alt for farlig til den magtfulde post.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Verden kunne have brug for lidt besindighed, men det synes ikke lige om hjørnet med verdens aktuelle despoter ved magten for nu at bruge et udtryk, Fogh anvender i øjeblikket, når han promoverer sin nye bog.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Vi er fuldkommen enige. Besindigheden mangler, og jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at den vil vedblive at mangle de næste 3 år og 9 måneder. Det bekymrer mig meget. For en gangs skyld er jeg enig med Anders Fogh Rasmussen.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *