,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.