,

Hun kunne være blevet 87 i dag

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi leder efter nuancer

Hun kunne være blevet 87 i dag

Verden er sjældent kun sort og hvid. Der er typisk noget midt imellem, og det “noget” leder jeg efter for så vidt angår min “mor” sammen med psykologen.

Min “mor” kunne være blevet 87 i dag, når dåbsattesten ser ud som herunder. Jeg sender hende en venlig tanke på dagen.

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi har fundet nogle nuancer

På et tidspunkt drillede jeg psykologen lidt med, at hun febrilsk ledte efter noget positivt at sige. Det mente hun ikke, men forklarede lidt om, hvorfor det er vigtigt ikke kun at se verden som sort eller hvid. Det hopper jeg bestemt på. Hvem har dog lyst at være unuanceret?

Inden næste session var der ganske af sig selv dukket et par ting op i min hjernekiste angående min “mor”:

  • Da vi boede i Svaneke, var det kun yderst sjældent, hun stod op om morgenen – men det skete måske en gang om måneden eller lignende. Hun havde en lang hjemmesyet, tværstribet morgenkåbe med brune og orange striber, og den duftede enormt godt. Sådan krydret; næsten som at dufte til en brunkage eller en krydderkage til jul. Af det kan man udlede, at jeg har været fysisk tæt på hende og har fået et knus/kram eller lignende. Det er positivt.
  • Jeg er glad for at have fundet de to store arkivkasser med blandt andet mange “genstande” fra min far. Det være hende, der har gemt dem, og hun har alle de år gemt dem til mig. Det siger noget om, at hun måske har forstået mere, end jeg har været klar over, når hun har gemt dem fra 1972 til ca. 2004, og hun har gemt dem med ét formål: at give dem til mig. Det er positivt.
  • Da jeg var lille – indtil min far døde – var hun god til at læse højt for mig. Hun havde en virkelig god læse-højt-stemme. De gjorde begge en stor indsats med højtlæsning, og jeg vil tro, det var medvirkende til, at jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Det er positivt.

Gad nok vide hvordan hendes liv var?

Jeg har tit gjort mig tanker om, hvad hun egentlig selv syntes om sit liv. Var hun glad for det? Var hun tilfreds? Fik hun set det, hun ville, fik hun hørt sin melodi? Jeg gætter mig til dels frem, for det var ikke noget, man kunne tale med hende om.

Ud af adoptionssagen læser jeg, at alt var fryd, gammen, lykke og idyl, mens min far levede. Mødrehjælpen i Holstebro gennemfører nogle meget grundige interviews, hvor (næsten) hver en sten bliver vendt. Det er lige før, der også står, hvor ofte de har sex. Mødrehjælpen kommer uanmeldt på besøg, hvor hun er ved at bage og jeg sidder i den høje stol hos hende i køkkenet. Jamen altså: idel lykke. Der er ingen tvivl om, at et par, der har været barnløst i mange år, er virkelig glade for endelig at have kunnet adoptere et barn.

Hun er kun 20 år, da hun bliver gift med min far, der var 13 år ældre. Det er en stor aldersforskel, når man kun er 20 år. Min mormor er imod ægteskabet, idet hun mener, min mor er for ung til ham og at han er alt for gammel. Det er min morfar, der nærmest presser ægteskabet igennem. Jeg må gå ud fra, at hun selv gerne ville giftes, men reelt ved jeg det ikke.

Hendes år med psykopaten: Hun gifter sig med ham den 26. april 1975. De bliver på et eller andet tidspunkt separeret (ca. 2003), og hun flytter fra Bornholm til Nykøbing Sjælland i ca. 2004. Psykologen siger, at er man gift med en psykopat, ved man godt, det er galt, men man bliver syltet så meget ind i det, at der skal noget helt ekstraordinært til, at man bryder ud. Jeg ved ikke, hvad der gør, at de bliver separerede og skilt efter ca. 28/29 års ægteskab.

Jeg kunne ikke få det til at fungere

Efter hun er flyttet til Nykøbing Sjælland, lægger jeg mig ganske meget i selen for at få det til at fungere mellem os. Det er ikke verdens letteste opgave, idet vi har haft en “pause” på 22 år. Men jeg kan ikke. Det skyldes blandt andet, at hun vedbliver at relatere til psykopaten og at inddrage ham i vores samtaler. Jeg beder hende om at lade være, men det har ingen effekt. Og jeg kan ikke holde ud at høre om ham.

En anden ting, der slår hovedet på sømmet, er, at hun låner nogle penge af mig, men “glemmer” at betale tilbage. Jeg skal selv ringe og spørge til status. Det ender med, jeg aldrig får dem. Sådan noget kan jeg ikke med. Det er en ærlig sag ikke at kunne betale tilbage, men så kan man da i det mindste ringe og sige det. Vores værdier var i det hele taget meget forskellige.

Jeg kunne have undt hende mange flere år i frihed end de to eller tre år, hun fik, inden hun døde i julen 2006. Det liv kunne have været bedre. Jeg tror ikke, hun fik set det hun ville eller hørt sin melodi.