Hos psykologen griner vi meget

Hos psykologen griner vi meget

Trods de alvorlige emner

Hos psykologen griner vi meget

Jeg har lige nu 83 lydfiler med optagelser af samtaler med psykologen. Den første fil er fra den 6. maj 2015; altså er der gået syv år. Selvom jeg har 83 filer, er der nogle/mange?, der mangler. Hvor pokker de er blevet af, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis ikke slettet dem. Måske røg de, da min tidligere PC stod af? Nåh, men der er ikke noget at gøre ved det; jeg kan ikke finde dem, uanset hvor (meget) jeg leder.

De seneste dage har jeg brugt tid på at høre 75 af dem. Ikke altid “lytte lytte” men ladet dem køre lidt i baggrunden for at uddrage essenserne.

En af de ting, jeg virkelig lægger mærke til, er, at trods de alvorlige emner, der er oppe at vende, griner vi meget. Humoren har båret meget igennem, og jeg tror, vi har nogenlunde samme form for humor. Det ikke er en “Gøg-og-Gokke-eller-Victor-Borge-humor”, men måske mere en “uden humor går det ikke-humor”.

Det er usædvanligt, at man kan have så langt et forløb, men det er også en lidt usædvanlig historie, jeg fortæller. Når jeg sidder og hører optagelserne, er det tydeligt, at jeg fortæller det samme adskillige gange, fordi jeg ikke kan huske, at det er fortalt før. Til den positive side hører, at det også er tydeligt, at hukommelsen har bedret sig væsentligt på de år, der er gået.

Jeg har adskillige gange sagt til hende, at min historie vel også er exceptionel? Hun har adskillige gange svaret: “I am sorry to say: “no””. Det er godt, jeg ikke selv er psykolog. Jeg kunne ikke holde ud at sidde 40 timer ugentligt og høre på sådanne historier og at holde hånden under mennesker, der har det pokkers svært.

Jeg glemmer fx. aldrig “Microsoftsessionen” den 23. juli 2015, hvor hun adskillige gange tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, fordi jeg har planlagt at – og hvordan og hvornår – at tage livet af mig. Jeg afviser det imidlertid, fordi jeg er bange for, om hun vil indlægge mig “på røde papirer” (d.v.s. med tvang) og for det andet fordi jeg har en aftale med Microsoft om at gøre et eller andet på min PC…

Egen læges interaktion

Når forløbet har kunnet være så langt, skyldes det, at jeg har en enormt god læge, der har været dygtig til at finde de rigtige henvisningsårsager, idet der er grænser for, hvor mange henvisninger man kan få pr. årsag. En henvisningsårsag giver som hovedregel ret til et behandlingsforløb på 12 gange, hvor regionen betaler 60 pct. af psykologens honorar. Man kan fx få 12 gange til incest og to gange 12 til angst. Der er nu senere indført en regel om, at regionen betaler 100 pct. af psykologens honorar, hvis man er mellem 18 og 24 år og henvist på depression el. angst. Det er utrolig positivt, at man vil gøre en indsats for de unge, der nok sjældent har råd til selv at betale de resterende 40 pct. Jeg er alt for gammel til at være ung.

Selv kan jeg vist ikke trække flere henvisninger ud af min egen læge; jeg føler ikke, jeg berettiget kan gå ned og sige, at jeg har behov for endnu en henvisning. Det betyder, at jeg selv prioriterer at fortsætte forløbet. Jeg glæder mig over at have noget at prioritere med. Det er det bestemt ikke alle, der har. Man kan så sige, at jeg jo ikke køber nye biler, køkkener, sommerhuse, dyre udlandsrejser eller alt det andet, folk bruger penge på. Jeg bruger pengene på personlig udvikling; på at få det endnu bedre end jeg allerede har. Det er en luksus. Og jeg sætter stor pris på den luksus.

Forløbet er en afspejling af, at man ikke kommer langt med 12 behandlinger. Jeg vil mene, at med 12 gange kan man kratte lidt i overfladen men heller ikke mere. Havde jeg ikke haft forløbet, havde jeg måske været indlagt endnu flere gange?

Det er underligt, at vi som samfund ikke prioriterer psykologbehandling højere. Det er naturligvis ikke gratis, men det er indlæggelser bestemt heller ikke; faktisk er de en del dyrere. Det har også ofte undret mig, at det er virkelig vanskeligt at skaffe en psykolog i psykiatrien. Der var en periode, hvor jeg efterspurgte det meget, og det lykkedes også til sidst, fordi jeg er så både vedholdende og irriterende. Det, der tidligere hed Psykiatrisk Center Hvidovre, er et kæmpe hus men i det kæmpe hus, kunne man faktisk ikke opdrive en psykolog. Det er helt vanvittigt.

Hun har aldrig prøvet at lave om på mig

En ting, der går igen, er min taknemmelighed over, at hun ikke prøver at lave om på mig. Jeg har tidligere opsøgt diverse psykoterapeuter, kropspsykoterapeuter m.v., der alle på en eller anden måde prøvede lave at lave om på mig. Det er jeg allergisk overfor.

Annette kan sådan noget med male- og tegneterapi og meget med med psykodrama. Men det kan jeg slet ikke. Da jeg gik i femte klasse, var jeg glad for at få tildelt nye fysikbøger fra psykopatens halvbroder. Jeg endte derfor med at blive ret god til fysik. Det siger i virkeligheden meget. Hun forklarer på et tidspunkt, at i min verden er viden magt.  og det kan jeg kun give hende ret i. Jeg kan og vil ikke de der kreative ting, fordi de minder mig alt for meget om min barndoms uformåenhed, hvor min “mor” og psykopaten kunne tegne, male, spille musik osv. samtidig med, at de ikke forstod, at det ikke var noget for mig. Skal man hive det op på et metaniveau, kan man måske sige, at det også var et udtryk for, hvor forskellige vores værdier var.

Hvad skal der nu ske?

Vi skal have styr på dødsangsten i forbindelse med ECT. Min fornemmelse er dog, at vi er i mål med det. Til behandlingen sidst så jeg faktisk billederne i loftet i væsentlig kortere tid. De bad mig trække vejret dybt i masken tre gange. Det gjorde jeg, og væk var jeg.

Som tidligere fortalt læser jeg p.t. adoptionssagen med lup. Og næste gang må jeg spørge hende om hvilke mekanismer, der gjorde, at jeg som knapt treårig vågnede op skrigende indenfor de første tre måneder og slet ikke kunne lide mænd. Således går der ca. tre uger, inden jeg accepterer min far. Min nye familie kan ikke forstå, hvad der sker. De overvejer at tilkalde en læge men beslutter sig alligevel for, at det er der nok ikke behov for.

Jeg vil så gerne vide en anden ting: hvordan blev matchningen mellem den nye familie og mig foregået? Matchningen har været perfekt, men hvordan har Mødrehjælpen hhv. det ene og det andet sted fundet ud af at “Hanne” ville passe godt med “Jørgen og Jytte Stegemüller”? (Jeg tror, jeg har fornavnet allerede, da jeg kommer til dem.) Jeg har selv spurgt “Mødrehjælpen” om de har oplysninger, der ligger ud over adoptionssagen, men det har de ikke, idet den gamle “Mødrehjælpen” blev nedlagt, da bistandsloven blev indført i 1976. De henviser til Civilretsdirektoratet og Rigsarkivet, selvom jeg har skrevet til dem, at jeg allerede har selve sagen.

Psykologen kan naturligvis ikke svare på, hvordan dette match er foregået, men måske kan hun give nogle idéer til, hvor jeg kan søge?