Så er det slut med at stjæle mine billeder!

Billedet herover forestiller min farmor Karen (født Sørensen) og farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller. De blev gift i 1916, og jeg mener at huske, at en eller anden har fortalt, at billedet er taget før deres vielse. Sidstnævnte er jeg dog ikke sikker på.

Jeg har anskaffet et lille gratis program ved navn “Visual Watermark”, der kan sætte vandmærker, logoer eller tekst på billederne. Det er enkelt, hurtigt og effektivt og klarer over 300 billeder på et par minutter.

Det har været lidt af en balanceakt at finde en metode til vandmærkning, der viser at det ….!!! er mine billeder, men samtidig at gøre det uden at optræde som vandal og ødelægge billederne. Det er de for dyrebare til. Jeg synes selv, det er lykkedes at placere vandmærket tværs over billedet med en hældning på 30° med hvid skrift uden at ødelægge billedet. Nu kan det ikke være nær så spændende at “låne” hos mig.

Skulle der evt. findes mennesker med en legitim interesse i mine billeder, så kan de bare sende mig en mail, og så kan de få originalen uden vandmærke tilsendt uden videre bøvl. Sådan er jeg heller ikke.

Oprydningen er ovre

Du milde kineser hvor har jeg brugt lang tid på at systematisere filnavnene, angive alle personerne fra venstre mod højre (det har krævet virkelig mange opslag at se, hvad ægtefæller og børn på gruppebillederne hedder), slette alle dubletterne og tilsidst at knytte dem til personerne i Legacy (slægtsdatabasen der danner basis for TNG).

Alt var kaos med mindst fem metoder til navngivning – eller måske rettere ingen metode. Nu er alt i skønneste orden.

Det er lykkedes at identificere minimum 95 pct. af personerne. Nogle få har jeg måttet opgive, og dem har jeg slettet med hård hånd. Der er ikke meget sjov ved billeder, man ikke ved, hvem forestiller. Hvad skal man dog med dem?

Det omvendte har også gjort sig gældende: Jeg ved, hvem de er, men de findes ikke i databasen. Engang de jo have eksisteret i databasen, hvorfor skulle jeg ellers have billedet? Det gør sig fx. gældende med de to til venstre i det lille galleri herunder:

  1. Billedet viser reserveunderofficer Aage Helge Bøgvad Kretzschmer. Den 1. august 1914 meldte Kretzschmer sig sig ved Flåden og blev kadet på krydseren HEJMDAL. Krydseren var en del af sikringsstyrken under første verdensskrig og gjorde tjeneste ved skiftevis 1. og 2. eskadre. Han blev adjudant for kommandør Hector F. Kiærs som var chef på krydseren. I oktober 1917 blev han forfremmet til reserveunderofficer af kommandør Kiær. Den 27. marts 1919 blev han hjemsendt fra flåden. Kilden er her: https://milhist.dk/aage-helge-bogvad-kretzschmer-hejmdahl-1914/ Jeg har 11 Bøgvad i  databasen, men Aage Helge Bøgvad Kretzschmer kan jeg ikke længere finde.
  2. Karen Madsen Bybjerg af Brande. Gad nok vide hvem hun er?
  3. Nummer tre kender jeg udmærket: Det er min farmor Karen Stegemüller, født Sørensen med min far Jørgen Stegemüller i 1922 foran Brede Hovedbygning. Tænk at det har 99 år på bagen. Jeg må jo have lånt/fået det af en eller anden på et tidspunkt for mange år siden (ca. 2003/04). Desværre har jeg ikke noteret af hvem.
2 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg kan da godt forstå, at du finder det irriterende, at folk stjæler dine billeder. Men nu spiller jeg lige djævelens advokat et øjeblik: Er du helt sikker på, at du har copyright på de billeder? Det er jo normalt noget, man har på billeder, man selv har fremstillet/fotograferet. Det har du vel næppe på nogle af dem, og de ældste af billederne er vel så gamle, at de nu må regnes for public domain, eller hvad?

    Tag mig det ikke ilde op, jeg kan under alle omstændigheder helt skrive under på, at det er umanerligt dårlig stil at hugge billeder fra andre folks websites, uanset hvor billederne så ellers kommer fra.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Djævlens advokat er altid en fin advokat! Næh jeg er slet ikke sikker på retstilstanden, men er blevet lidt mere sikker efter at have læst denne artikel: https://www.infokiosk.dk/copyright-regler-dansk-ophavsret/ Nej jeg tror faktisk ikke, jeg har copyright på mine billeder. Og man kunne selvfølgelig sige, at jeg bare kunne lade være ved med at gøre dem tilgængelige på nettet. Så ville jeg være på den sikre side.

      Nej jeg har jo ikke selv “fremstillet” et eneste af dem – det eneste jeg kan siges at have gjort, er at have fremskaffet dem! Bortset fra dem jeg har lånt og scannet i sene nattetimer.

      Om de kan siges at være public domain ved jeg nu ikke. Det står der i hvert fald ikke noget om i bemeldte artikel. Jeg tager dig det på ingen måde ilde op. Enhver, der har en legitim i “mine billeder”, er velkommen til at rette henvendelse til mig og kan så få et eksemplar uden vandmærke. De helt gamle… pyt med dem, men dem af min nærmeste slægt gør ondt, og der bliver jeg mere end irriteret.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.