Indlæg

, ,

Hvis “Historiske dage 2025” ikke var så velbesøgt, var jeg der også

Hvis "Historiske dage 2025" ikke var så velbesøgt, var jeg der også

At være lykkelig med Aspergers syndrom

Hvis “Historiske dage 2025” ikke var så velbesøgt, var jeg der også

“Historiske dage 2025” har et utrolig flot program, og jeg ville elske at deltage. Jeg er nærmest ked af ikke at være der.

Jeg ville i virkeligheden gerne have min egen lille stand, hvor jeg fortalte om The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG), som mange flere kunne have glæde af. Du kan se min TNG-side her. Jeg ville fortælle, at det ikke er svært, fordi det er så utrolig logisk men også, at TNG kun kan vise det, du har i dit slægtsforskningsprogram. Hvis du har rod der, vil din TNG-side – selvfølgelig – også blive rodet.

Lene har bygget denne side, og jeg har været hendes “konsulent” forstået på den måde, at hun selv har lavet arbejdet, mens jeg bare har fortalt, hvordan det kunne/skulle gøres.

Når jeg ikke er tilstede hverken som helt almindelig besøgende eller som havende en stand, skyldes det, at Historiske dage er så stor en succes, og at der forventes 10.000 besøgende. Var jeg der, ville jeg skulle lade op i en uge efter. Bare jeg har været ude til frokost med en enkelt ven eller veninde, er jeg nærmest udmattet et par dage efter, fordi alle indtryk lagrer sig i min hjerne. For mig er fem deltagere i en aktivitet mange. Det er fuldkommen naturligt, når man har Aspergers syndrom.

En medvirkende årsag kan selvfølgelig være, at jeg er ude af træning med det sociale. Psykologen siger ret klart, at jeg må tage mig sammen, for ellers risikerer jeg på et tidspunkt, at jeg slet ikke kan være i en social sammenhæng men bare sidder og taler med fjernsynet – og hun plejer jo at have ret. Så det må jeg hellere, jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør.

Nærmest lykkelig

Sædvanligvis siger man, at lykke er noget, der opstår momentant. Det er ikke noget vedvarende. Jeg er bare ikke enig, for jeg synes, jeg har været nærmest lykkelig siden den dag i marts 2021, det var den 13., hvor vi (psykologen og jeg) var til møde med Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam, og hvor de ikke var i tvivl om, at jeg var berettiget til pension.

Det var under Coronaen, så det foregik online. Vi sad på psykologens kontor i Høje Taastrup, og hun havde gentagne gange forud for mødet sagt: “Hvis du ikke får pensionen, går vi i Aftenshowet”. Det gav selvfølgelig håb, men alligevel turde jeg ikke tro på det, så jeg mødte op forberedt til fingerspidserne. Jeg tror, jeg kunne de fleste bilag udenad.

Jeg glemmer aldrig, da teamet kom tilbage efter en kort votering og formanden blandt andet sagde: “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Jeg bliver stadig berørt, når jeg tænker på det. Med et slag var alle bekymringer om fremtid, bolig, arbejde, økonomi osv. forsvundet. Siden da har der ikke været noget i mit liv, jeg kunne ønske mig anderledes. Der er mange mennesker, der aldrig oplever noget sådant.

Oplevede min “mor” det?

Ja, jeg tror, hun levede i et lykkeligt ægteskab med min far. Jeg har ikke noget indtryk af hendes ægteskab med psykopaten; det kan nemt have været momentvist lykkeligt, selvom jeg ikke ved noget om det og – selvfølgelig – heller ikke kan forestille mig det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Oprydningen i slægtsdatabasen: Jeg har nået de første 2.000 personer

Oprydningen i slægtsdatabasen: Jeg har nået de første 2.000 personer

Fra kaos til orden

Oprydningen i slægtsdatabasen: Jeg har nået de første 2.000 personer

Det er sjovt, men jeg talte i mandags med psykologen om det med at være god til at “rydde op”: utallige er de styrelser, hvor jeg har “ryddet op” i et eller andet. Det har været deres økonomi, økonomistyring, ledelsesinformation, tidsregistrering og den slags ting. Jeg elsker at rydde op og med tiden, er jeg blevet nogenlunde god til det. Det går nu ud over min slægtsdatabase.

Jeg har altid tanken: “Nåh, men så må vi jo bare begynde fra en ende af”. Det er en særdeles effektiv strategi. Jeg kommer af kaos, men det har bevirket, at jeg er god til at rydde op.

Jeg har i dag nået en vigtig milepæl: I oprydningen i slægtsdatabasen har jeg netop passeret de første 2.000 personer. Da jeg lige nu har 4.743 personer, er jeg altså lidt under halvvejs (42 pct.). Af de 4.743 er 626 nye personer. Det var jo meningen, at jeg “bare” skulle perfektionere de personer, jeg allerede havde, men det stod ret hurtigt klart, at det ville være forkert. For hvad så med alle de ægtefæller, der manglede? Hvad med de børn der manglede? Osv. Når jeg nu er i gang, kan jeg lige så godt prøve at gøre det så godt, som jeg kan, ellers sidder jeg jo om nye 20 år og ærgrer mig.

Tallet (de 42 pct.) vil ændre sig lidt undervejs, idet jeg jo af og til tilføjer nye personer, men det er ikke noget helt dårligt bud. Nogen videnskab er det dog ikke.

Oprydningen i slægtsdatabasen: Jeg har nået de første 2.000 personer

 

Den seneste tid har budt på Ods Herred

Jeg er i familie med det halve Odsherred (mormors mors side), og her er jeg godt hjulpet af Egil og Lilian Holm Nielsens fantastiske indsats, der må have stået på i mange år; hvor har de dog fundet meget, og hvor er det alt sammen perfekt. I formiddag havde jeg et eksempel, hvor ægteparret gik i rette med præsten. Hvem havde ret? Det var selvfølgelig Egil og Lilian, der havde ret. Min 6 * tipoldemor hed ikke Christensdatter men Sørensdatter.

Herudover har jeg stor glæde af Rost Nielsens side, hvor han har transskriberet starten (1700 – 1759) af Højby kirkebog. Den kirkebog er enorm og til tider vanskeligt tilgængelig, og så er det dejligt med lidt hjælp.

Hvor meget skal man spørge om i forum?

Danske Slægtsforskere har et fantastisk forum, der hedder “Hjælp til tydning af tekster m.v.“. Det er befolket af mennesker, der aldrig sover, og som kan svare på alt!

Jeg har besluttet, at jeg kun spørger om tydning af tekster vedr. aner. Der skal jo være plads til os alle, og det er så min måde at bidrage til fællesskabet på. Og derudover så lærer man gotisk ved selv at prøve.

Jeg hjælper dig gerne i gang med TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding)

Hvis du har lyst at oprette en slægtshjemmeside med TNG, hjælper jeg dig gerne i gang. Faktisk vil jeg gerne have lidt mere gang i den del af min “butik” (min bistand koster ikke noget, det er bare et udtryk).

Du kan spare tusindvis af kroner årligt i forhold til at dele dine data via MyHeritage, det er meget bedre, og det er ikke svært, du skal bare tænke i data og strukturer! Men det kræver, at du har et domæne = en hjemmesideadresse.

De, jeg har hjulpet i gang med TNG, har været ganske godt tilfredse. En af dem er Lene Rüsz, hvis side du ser her. Lene har selv lavet hele opsætningen; jeg har bare været “konsulent”. Du kan læse mere om min bistand her.

Da jeg ikke er ansat her som troldmand, forudsætter det, at du på forhånd har orden i dine data, så det er muligt, at der er nogle ting, du skal starte med at gøre orden i. Hvis du eksempelvis gerne vil have kort på din side, er du nødt til at have orden i dine steder. TNG viser de data, du har i din GEDCOM-fil, og hvis de er et kaos, tjah, så bliver kortet også et kaos. Det siger sig selv.

Kortet herunder viser kaos i mit liv 🙂

Oprydningen i slægtsdatabasen: Jeg har nået de første 2.000 personer

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Vi søgte det "hyggelige" men mødte psykopaten

Har jeg rystet psykologen?

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Da jeg senest – den 28. januar – var hos psykologen fortalte jeg hende lidt om min erindring om en periode med min “mor”, hvor hun og jeg havde det “hyggeligt” bare os to, da vi var flyttet til Vollsmose efter de otte måneder hos revisoren. Dengang sagde jeg til psykologen, at jeg ikke kunne finde frem til noget om det. Alligevel har jeg på ægte slægtsforsker – og autistisk – vis prøvet at finde nogle “data” om det:

  1. Vi flytter til Vollsmose 31/1-1974. Kilde: CPR.
  2. Min ”mor” gifter sig med psykopaten den 26. april 1975 i Rønne Kirke. Kilde til vielsen: vist nok hende selv. Da de gifter sig, har han vist (noget af) sit sande ansigt, og hun ved, hvad der foregår. Alligevel gifter hun sig med ham …
  3. Lad os gætte på, at de har kendt hinanden siden ca. oktober 1974 (dvs. ½ år inden vielsen). Oktober 1974 bliver jeg 11 år.
  4. Den ”hyggelige” periode kan have varet maks. ca. otte måneder. Det er noget længere, end min fornemmelse tilsiger mig.

For at prøve at forklare psykologen mere om min undren over min “mor”, som jeg virkelig finder “mærkelig”, og den ændring hun måske gennemgår, havde jeg ganske enkelt slæbt adoptionssagen med, fordi der heri er nogle sætninger, jeg slet ikke kan få til at passe med min erindring (og dårligt husker jeg altså heller ikke). 

Mødrehjælpen i Holstebro skriver den 3. juli 1962, hvor mine forældre har søgt om at adoptere, og hvor der foregår en del sagsbehandling, inden de godkendes som adoptanter, hvilket jo er uendeligt positivt:

“Andragerinden virker umiddelbart som en ganske anden type end andrageren, hun er høj, lys slank med blå øjne, hun er meget åben, og man får straks kontakt med hende, hun virker meget reel og gør indtryk af at være meget varmhjertet og levende. Egentlig er hun symbolet på en harmonisk glad ung dansk moder“. Det kursiverede er min markering af det mest underlige.

Det passer ingen steder – men selvfølgelig har Mødrehjælpen masser af erfaring osv. Det siger mig bare, at der er sket et eller andet med hende.

Da jeg har været hos min familie ca. tre måneder, aflægger Mødrehjælpen igen uanmeldt besøg den 18/2-1965 ved 17-tiden for at se, om det går godt. Min far er selvfølgelig ikke hjemme. Mødrehjælpen skriver: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne, er meget stolt af hende, på fabrikken har man sagt at han er blevet som et andet menneske, det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Psykologen bemærker, at det er interessant, at min “mor” beskriver min fars følelser ikke sine egne. Det er jo faktisk enormt interessant, og det havde jeg ikke tænkt på.

Far er her ikke mere

Sidst sagde psykologen er sætning jeg har læst og hørt virkelig mange gange siden sidst, og den har berørt mig dybt hver gang: “Far er her ikke mere”. Jeg kan næsten ikke holde ud hverken at læse eller høre den. Jamen for pokker da det er 52 år siden … Men hvorom alting er, så berører den mig altså stadig. Og sådan er det så! Det lever jeg med.

Men det siger mig, at min “mor” overhovedet ikke var i stand til at rumme mig og min sorg. Jeg havde mistet det menneske til hvem, jeg havde knyttet et særligt bånd, og det forstod hun intet af.

Jeg vil tættere på det “hyggelige”

Denne gang vil jeg prøve at komme tættere på den “hyggelige” periode og også prøve at finde ud af, hvad det “hyggelige” egentlig gik ud på? Hvad var det, der var så “hyggeligt”?

Ergo lukker jeg øjnene, stiller kaffekoppen, og vi går på opdagelse. Jeg er sammen med min psykolog, der ikke laver sin stemme om, hvilket er et billede på, at jeg ikke bliver efterladt på perronen med en fremmed. Jeg er sammen med et menneske, jeg har mere end 100 pct. tillid til. Det er enormt vigtigt for mig, og jeg havde ikke kunnet gøre det for bare 5-8 år siden sammen. Andre kan opleve det anderledes. Jeg er ligeglad.

Vi ved fra sidst, at jeg faktisk kan danne billeder på min nethinde, og vi ved, at disse billeder er en anden måde at inddrage hende (altså psykologen) end “bare” at fortælle. Mange af tingene har jeg tidligere fortalt hende om, men når vi ser tingene sammen, ser hun dem sammen med mig; så er hun inviteret med ind på en anden måde (det er svært at forklare. Er du i tvivl så spørg).

Nåh, men altså vi går efter det “hyggelige”, men vi møder i stedet psykopaten, der sidder ved sofabordet på Vollsmose Alle 672, 3. tv og lægger kabaler i åbentstående morgenkåbe, når jeg kommer hjem fra skole. Der var slet ikke sådan noget “Hej med dig. Hvad har du lært i skolen i dag?”. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg går ind på mit værelse, men selvom jeg går derind, har jeg ingen privatsfære der. Jeg er smerteligt bevidst om, at selvom jeg lukker min dør, er jeg ikke i sikkerhed.

Der er to skibsbrikse, fordi det ene af hans fire børn fra første ægteskab skal kunne overnatte der, når de af og til er på weekend. Ergo er mit værelse ikke en gang mit eget. Jeg husker det ikke som et hyggeligt, trygt sted, jeg havde som mit eget.

Psykologen spørger: “Hvordan har hun det? Hvad kunne hun tænke sig?” Det første, der kommer til mig, er “Tilbage til revisoren eller til den lykkelige tid med min far.” Men ingen af tingene er mulige.

Jeg kæmper lidt med det ulogiske: Nemlig så gerne at ville have en ny far. Men den slags “rejser” er ulogiske. Sådan er det. Når jeg så gerne ville have en ny far, skyldes det, at der ikke var blevet taget hånd om barnets sorg over at have mistet den første far. Sorgen har på dette tidspunkt varet i flere år – siden november 1972. Når psykopaten kærtegnede/kildede mig inde i håndfladen, når vi gik over pladsen til bilen og jeg holdt ham i hånden, var jeg klar over, at det var noget sært noget at gøre. Jeg vidste, at det ville min far aldrig nogensinde have gjort, men her var det som om, at jeg måtte leve med det. Som om det var prisen. Så måtte jeg leve med det underlige.

Det er voksen-logikken, der er klar over, at det er en ekstremt seksuel handling. Det er så klamt og så ulækkert.

Jeg sad i aftes og så Anders Aggers seneste “Indefra” på “Sikringen” om de mennesker, der er dømt til anbringelse på ubestemt tid, fordi de en eller flere gange har været “utilregnelige i gerningsøjeblikket”. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at psykopaten gang på gang har været “utilregnelig i gerningsøjeblikkene”. Psykologen bekræfter mig i, at eftersom jeg aldrig nogensinde gik med på nogen af alle hans mærkelige idéer, blev jeg også mere “interessant”. Sådan er  en ægte psykopat.

Min “mor” arbejdede i den læderhandel, der hedder/hed Bilenstein, og vi gik derind for at hente hende. Jeg kan klart genkalde mig duften af læder.

Da vi kommer “hjem” må voksne-Hanne flere gange forsøge at få kontakt til “mor”, men det lykkes ikke. Hun er optaget af sin nye mand. At hendes barn forsøger at fortælle om savnet af sin far betyder ikke noget. Det er virkelig mærkeligt. Alt hvad jeg har læst/lært om en “løvemor” gælder slet ikke. Men jeg ville ønske det gjorde.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg har oplevet noget, der næsten ikke er til at forstå. Jeg prøver alligevel! Det er lige før, jeg tror, jeg ryster psykologen, der ellers har mange års erfaring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.