Indlæg

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Jeg var aldrig helt alene

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.

I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.

I januar sagde jeg farvel til psykologen.

Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.

Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.

  • De har befriet mig for den bipolare lidelse.
  • Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.

Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.

De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.

Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.

Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.

Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).

Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.

Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.

10 minutter i almen praksis

Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.

Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.

Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?

Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.

Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.

Hvad gik forud?

Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:

  • utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
  • talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
  • mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
  • adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
  • et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
  • tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
  • og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.

Beskyttende faktorer?

  • Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
    • Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
  • Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
  • Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
    • Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.

Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?

Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.

Den gode historie skal også fortælles

Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.

Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.

Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.

Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.

Jeg er spændt på hans svar.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Folkedomstolen og gabestokken

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Kan et menneske få lov at komme videre efter alvorlige krænkelser, eller varer dommen resten af livet? Sagen om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver har fået mig til at tænke over forskellen på retssamfundet og folkedomstolen. Seks år kan føles som et øjeblik for den, der ser udefra, men som et helt liv for den, der har oplevet overgreb og krænkelser.

Sikke en ballade om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

Oprindeligt var det min holdning, at hvis man udstået en fængselsdom på seks år, har man ved løsladelsen afsonet sin straf og sin “gæld” til samfundet. Man kan vende tilbage til samfundet med helt de samme pligter og rettigheder, man havde før dommen og indsættelsen. Og den særlige rådgiver var ikke en gang dømt ved en domstol. Han var “bare” bortvist fra partiet SF. Anledningen var en række meget alvorlige krænkelser. Der end ikke var politianmeldt.

Så måtte han selvfølgelig uden problemer kunne ansættes som særlig rådgiver for partiformand Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Nu er han dømt af en afskyelig folkedomstol, hvor der kun mangler gabestokken på torvet med forudgående kagstrygning. Hetzen er forfærdelig, og det samme er rådmanden på Frederiksberg. Hun har åbenbart ikke forstået hvilken skade, hun kan anrette på partiet. Eller ønsker hun i virkeligheden, at partiet tager en anden retning under en anden formand? Har hun en skjult dagsorden?

Ved nærmere eftertanke …

Jeg var til min “mors” bisættelse i Højby Kapel i Odsherred i december 2006. Paradoksalt nok kom jeg til at stå overfor hendes fraskilte ægtefælle – psykopaten – ved kisten.

Det var da 25 år siden, jeg sidst havde set ham. Det var rigtig ubehageligt, og selvfølgelig væltede de seks år i helvede fra 1974 – 1980 op. Der var dengang tale om daglige krænkelser, der begyndte i det små og siden udviklede sig til vanvid dag for dag.

Men jeg var naturligvis forberedt på, at jeg formentlig ville møde både ham og deres fællesbarn dvs. min halvbror, og jeg havde taget mine mentale forholdsregler:

  • Jeg gør min pligt med dertil hørende “ordentlighed”
  • Gravkaffen er uden mig
  • Mig kan de ikke kyse

Når jeg ser et fornavn som psykopatens i en kirkebog, må jeg skynde mig at rulle forbi, og der gik rigtig mange år, før jeg kunne sige hans navn højt – selv til psykologen. Der var vist tale om syv eller otte år.

Jeg kan stadig heller ikke udholde mænd med fuldskæg. De vækker fortiden til live.

Så måske forstår jeg Lotte Roed bedre. Men hun burde opsøge hjælp hos en dygtig psykolog til at bearbejde sin fortid.

Folkedomstolen

Seks år er ikke lang tid set i et livsperspektiv, når man har oplevet noget frygteligt. De dybe sår og ar forbliver.

Men jeg afskyr stadig folkedomstolen og den hetz, den krænkede part har sat i gang. Jeg synes, det er forkert, og at hun burde tage konflikten med sin partiformand i et lukket rum fremfor på de a-sociale medier og ved folkemødet på Bornholm. Men måske har hun en helt anden dagsorden?

Den mand, det hele drejer sig om, ville faktisk stå bedre, hvis han havde været meldt til politiet, var dømt ved en domstol og havde afsonet sin straf i et lukket/åbent fængsel. Der ville han være sikker på retssikkerhed og behandling efter bestemmelserne i retsplejeloven. Lige nu har han ingen retsgarantier.

Pøbelvældet har travlt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet – men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.