Indlæg

Vemod

For søren da… Der kom en mail fra psykologen om, at regionen ikke havde accepteret den seneste henvisning fra min læge, og at hun derfor stort set havde arbejdet for en tredjedel af timelønnen de seneste 11 gange. Det kan hun selvfølgelig ikke blive ved med, men jeg er godt nok trist over, at hun aflyser vores sidste aftale.

Jeg har sagt farvel til hende før nemlig i juli 2016, og der var det heller ikke let. Denne gang var jeg bedre forberedt på, hvad jeg så gerne ville sige. Jeg har selvfølgelig sendt en mail, men hvor meget jeg end elsker “ny” teknologi, overgås face to face ikke af in absentia.

, , , ,

Diverse

At lukke ude

Der er sørme mange steder, man nu til dags skal ind at blokere folk, man ikke længere ønsker at pleje omgang med: Mailklienten, webhotellets mailsystem (dobbeltkonfekt, jeg ved det godt, men jeg vil være sikker), Facebook, Messenger, Google Mail, Telefon, tilføje som spammer i TrueCaller, men så er der vist heller ikke mere. I gamle dage trak man bare telefonstikket ud.

Det sidste, jeg hørte fra min ven i nøden, var i går en besked via Messenger om, hvorvidt han kunne låne 200 kr. til diesel og el, så båden kunne varmes op. Han var lige kommet hjem fra afrusning. Det var der, jeg blev opmærksom på, at jeg havde glemt Messenger.

En anden ting, jeg er kommet til at tænke på, er, at han på et tidspunkt havde lånt eller fået 200 kr. af en bekendt, der havde penge nok, fordi hun ernærede sig ved prostitution…

Godt jeg er ude af det. Det er ikke passende selskab for mig.

Bogprojektet

Jeg har ikke skrevet en eneste sætning i minimum 14 dage. Det ruller ikke for mig p.t. I går var jeg hos psykologen, der har læst en stor del af det, jeg hidtil har produceret. Råt for usødet så keder hun sig ind imellem. Og hun gider slet ikke mine faktabokse.

Så hun foreslog en ny model: Skriv i første omgang en kronologisk biografi og kobl derefter resumeerne på. Det vil jeg prøve, for idéen er nok god. Den løser måske min gordiske knude: Hvordan får jeg aktiveret resumeerne af vores 60 sessioner?

Herudover skal der stå en masse om det, jeg overhovedet ikke er god til, nemlig nedenstående, som var feed back fra forfattercoachen (som psykologen så er enig med):

“Sprog:
  • Du skriver godt. Ingen tvivl om det. Let og flydende. Og korrekt.
  • Beskrivende og opremsende. Det har mere form af en opremsning eller en beskrivende dagbog end en levende og flammende livshistorie. Det er der heldigvis råd for:
    • Det ville hæve læseoplevelsen, hvis du trænede i at skrive mere levende, sprællende, personligt, farverigt, varieret, humoristisk, følelsesmæssigt etc. Skriv med følelserne. Mærk dig selv og fyld dig ind i ordene. Rejs tilbage til der hvor du var i situationerne. Få fat i følelserne. Vreden, fortvivlelsen, manien, depressionen etc. Væk det til live i dig og få det ud i ordene. At være forfatter er opslidende fordi vi skal tilbage til al smerten for at skrive godt. Tør vi det, og kan vi det, bliver det vi skriver blændende og læseværdigt. Tør vi ikke, og kan vi ikke, bliver det vi skriver tørt, kedeligt og uden liv.
    • Det er meget poleret og rent. Uden drama, uden følelser, uden liv. Blot fortællende og beskrivende. Der mangler drama, spændinger, konflikt, følelser (vrede, glæde etc.)
    • Faktisk handler det om at gøre det mere Sænke niveauet en anelse. Skriv mere som om det er noget du fortæller til en nær ven. Vær ærlig og modig i dine ord.
    • En forfatter må ALDRIG være blufærdig.” Citat slut. Hele hans feedback kan læses her: [download id=”14884″ template=”Feedback fra Morten Bracker”]

Hvis jeg ikke kan alt det, bliver det en ret kort bog, som jeg allerede har skrevet 25 gange – mindst.

Hrmmm – tjah. Det skal prøves, men det vil blive en udfordring. Og her er ordet udfordring brugt korrekt.

Ny software – nyt legetøj

Jeg kopierer meget jævnligt mine hjemmesider til reservesiderne. Især supportsiden er jeg meget påpasselig med, for der er for mange, der skriver en mail, hvis der sker noget uforudset. Når jeg har en frisk reserve, viderestiller jeg bare til den, mens jeg febrilsk prøver at finde en løsning. Det lykkes som regel. Jeg har lært en del det seneste år.

Jeg har nogle år brugt BackupBuddy, men det er for meget bøvl med det. Så er der det ene galt, og så er der det andet galt, Men det skal altså bare fungere. Man må ikke gå ned på backup. Supportsiden har 17.500+ brugere. Det har jeg en vis respekt for.

Et par måneder har jeg fornøjet mig med UpdraftPlus i den gratis udgave, men Premiumpakken rummer så mange herlige funktioner, så den har jeg investeret i. Backup og migrering er nu en leg. Og det går stærkt. Der er et rigtigt migreringsværktøj: Tryk på et par knapper, så er det hele fikset. Bloggen tager noget tid, da der er mange indlæg (1.167) og mange kommentarer (10.135), men jeg skal jo ikke rigtig nå noget.

Der er også en masse andre værktøjer, men jeg kan ikke få øje på dem. Jeg har skrevet til supporten, og de er søde og hurtige til at svare. En rigtig dejlig funktion er, at man lave en side inde på bloggen, som man kobler alle domæner og subdomæner op på, og når man så vil lave backup, går man til den ene side, hvor alle fire sider kan styres. Nemmere bliver det ikke. Det er naturligvis kun administratorer, der har adgang til den tværgående side.

Men hvad skal jeg så finde på i morgen? Jeg er lidt bange for at komme til at kede mig den kommende tid. Der skal styr på det med det nye job – helst hurtigt! Godt nok er jeg god til at underholde og udfordre mig selv, men det kan også blive for meget af det gode. Så bliver januar længere end den allerede er.

Måske skal jeg tage fat på det der yoga? 🙂 Elly….

 

Afskedsbrev – psykopaten

Det sidste brev

Jeg er så glad, for det sidste brev til min fortid er skrevet. Jeg er så glad, for jeg er færdig med det hele. Jeg synes ikke længere, det er er pinligt at have den fortid, jeg har. Det er datidens aktører, det er pinligt for. Ikke mig. Det har kostet mange kampe at nå her til, men resultatet fornægter sig ikke: jeg er pludselig et frit menneske. Alle de elendige breve er skrevet. Jeg er nærmest lykkelig.

Der er stadig problemer, der skal tages hånd om – lige nu skal jeg fx hitte ud af, hvad der skal ske med Stegemüller og arbejdsmarkedet – men det er mestendels mig, der har fat i tømmerne denne gang. Jeg bliver ikke længere grebet om anklen af fortidens aktører.

Jeg havde ikke klaret det alene. Psykologen har været en umådelig stor del af processen. Hun har respekteret og samtidig skubbet på. Hun har samlet mig op, når det igen så ud til at mislykkes. Hun er sådan lidt praktisk (gå ud i haven og grav nogle billeder ned); det kan jeg overhovedet ikke, og så har jeg jo heller ikke nogen have her midt i Hvidovre 🙂 . Jeg er mere et “ordmenneske”, så jeg kan begå mig med et tastatur, og det kom der nedenstående ud af:


Afskedsbrev – psykopaten

Hvidovre, den 9. september 2017

Jeg har ikke sagt dit navn siden 1981 – altså i 36 år. Jeg kan ikke sige det, men jeg kan skrive det: XXXXX. Jeg håber, du er død, men det er du nok ikke, da jeg kan finde dig i et opslag på nettet fra april 2017. Det ærgrer mig meget!

Jeg har brugt de 36 år på at lægge dig død, at få dig ud af mit system, og det er de samme år, jeg har brugt på at overleve alt det, du gjorde mod mig. Jeg ville så gerne kunne mærke mit had, men det er så stort, at jeg ikke kan. I alle de år, der er gået, har jeg altid tænkt og fortalt, at jeg ville danse på din grav, den dag du ikke er her længere. Jeg glæder mig allerede.

Du ødelagde mit liv, fra jeg var ni, til jeg var 16, og det er endda ikke rigtigt. Du ødelagde det frem til nu, hvor jeg er 53 år – altså september 2017. Jeg har kæmpet for at komme hertil, hvor jeg er nu. Jeg ønsker dig udelukkende en kastration uden bedøvelse. Det er mit inderlige ønske, at du kommer til at lide maksimalt. Din lidelse skal stå mål med min lidelse gennem alle de år. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det er indtil videre ikke lykkedes. Det skal lykkes denne gang.

Jeg har svært ved at forstå, hvad du fik ud af dine overgreb. Ville du bare bevise din magt? Hvis det handlede om magt, var det så udelukkende overfor mig eller også overfor min mor? Eller er du en ægte psykopat?

Hvad tænkte du på køreturene fra Svaneke til Åkirkeby og evt. retur, hvor du havde frit spil? Hvad tænkte du på i din ulækre, åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe (Svaneke)? Hvad tænkte du, når du begik overgrebene fem meter fra soveværelset, hvor min mor sov (brandert ud) (Svaneke)? Hvad ville du have ud af at stå foran badeværelsesdøren i stueetagen, så jeg ikke kunne slippe forbi (Svaneke)? Hvad ville du med at trænge dig ind på mig bagfra, mens jeg tog morgenmaden ud af skabene (Svaneke)? Hvorfor ville du give mig penge for at gå i bad med dig (Vollsmose)? Hvad ville du gerne have ud af alt dette? Har du nogensinde været i stand til at tænke så langt?

Det er pinagtigt og fejlagtigt, at du kunne være lærer med din stærkt afvigende seksualitet. Har du aldrig tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem den og det forhold, at vi flyttede konstant? Jeg synes ikke, sammenhængen er så svær at få øje på, men måske har du ikke hjerne til at se det? Hvordan kan man være lærer og samtidig så uintelligent?

Du har spoleret så mange år af mit liv, at det er umuligt at forklare det. Jeg ved ikke, hvor meget jeg har skåret af mig selv for at overleve, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det, jeg har gjort. Du ødelagde mit liv. Du ødelagde et barn, du ødelagde et liv. Det, der skulle have været en ungdom med en spirende og sund seksualitet, blev noget svinsk tilsat angst. Havde jeg fulgt dine/jeres ønsker, var jeg havnet enten som prostitueret eller på en fiskefabrik i Rønne. Den dag i dag har jeg det svært med inderlighed, hengivelse og at slippe kontrollen. Det kan du tage ”æren” for.

Havde du været en ordentlig lærer, havde du indset, at jeg var intelligent allerede da – men det var du ikke. Du hadede børn, du hadede din metier, du pjækkede i ugevis. Ergo: du var ingen rollemodel. Du var i stedet min bøddel.

På et eller andet tidspunkt (Sydfyn) var det på tale, at jeg skulle kalde dig ”far”. Jeg vidste uden videre at den titel, skulle du ikke smykke dig med. Jeg havde god viden om, hvordan en far skulle være, da jeg netop havde haft en far i nogle få år. Det levede du på ingen måder op til. Der var også tale om, at du skulle adoptere mig (Sydfyn). Det nægtede jeg med begrundelsen, at jeg allerede var adopteret tilstrækkeligt. Det husker jeg tydeligt. Vi sad i køkkenet ved den samtale.

Jeg har af og til tænkt på, hvad du egentlig underviste i, men jeg kan slet ikke komme i tanke om noget, du kunne være god til. Du har højst været middelmådig. Jeg husker heller ikke, at du nogensinde forberedte dig, rettede stile eller lignende. Er det mon sådan, at på samme måde som du levede på kanten i privatlivet, så levede du også på kanten i dit arbejdsliv? Jeg tror ikke på, at du kunne leve op til forpligtelserne i lærergerningen.

Jeg skriver dette brev for, at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. I vores dysfunktionelle familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil var lukkede med syvtommersøm, og hvor der var uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil jeg, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte dig, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen i systemet viste sig fx ved at den seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig blev rodet ind i børnesystemet. Der var simpelthen uorden i systemerne. Det naturlige forældresystem burde have været kendetegnet ved, at I talte med hinanden, kun havde sex med hinanden, lagde fælles strategier osv. Sådan var det på ingen måde!

Jeg har ikke flere ord.