Indlæg

,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller


Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Musens leg med katten

Musens leg med katten

Hjernekassen på P1: Forbryderhjerner 2

Musens leg med katten

Dagens topbillede har intet med artiklen at gøre, men jeg har fået nyt legetøj: “Photo Collage Maker” findes nu i en version, der virker med Windows 11. Programmet kan virkelig mange ting, og collagen er en øvelse. Billederne er vist i kronologisk orden. Du gætter sikkert nemt, hvem de forestiller.


Introduktion

“Musens leg med katten” er en metafor, der beskriver, hvordan jeg overlevede den magtesløshed og fornedrelse, jeg oplevede som barn under psykopatens tyranni.

Denne artikel udforsker et barndomstraume, hvor manipulation og magtmisbrug dominerede mit liv, og hvordan jeg lærte at navigere i en verden, hvor jeg var byttet.

I min første artikel Noget om psykopater fra den 9. juni, skrev jeg, at jeg ikke kunne huske, hvorfor psykologen mente, at hvis det var endt med drab mellem psykopaten og mig, var det mig, der havde dræbt ham og ikke omvendt. Nu har jeg spurgt igen og fået det genopfrisket:

Han ville ikke slå mig ihjel, for det ville være dumt af ham, for så mistede han jo sit “legetøj”. Katten slår heller ikke bare musen ihjel, den leger i stedet med den. Så ville det være endt med drab, var det mig, der dræbte ham.

De værste 14 dage i de 6 år fra 1974 til 1980

Den værste og mest fornedrende episode på de seks år finder sted, da “min mor” er på hospitalet for at få deres fællesbarn ved kejsersnit. Dengang (marts 1976) tog sådan noget 14 dage. I de 14 dage havde han mere frit spillerum end normalt, så man kan sige, at selv om hun ikke aktivt beskyttede mig, var hendes tilstedeværelse alligevel en form for beskyttelse.

I de 14 dage var jeg voldsomt presset.

I de 14 dage brugte han det meste af sin tid på at sidde eller måske ligge (det ved jeg ikke) i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet. Døren stod åben, så jeg kunne nemt høre lyden fra smalfilmsapparatet. Sådan et siger sådan lidt klik-klik-klik eller måske nærmere tik-tik-tik. Det er klamt med klamt på, at en voksen mand, der er alene med en 12-årig, bruger tiden på den måde for åben dør.

Måske så han noget i filmene, hvor han tænkte “Det vil jeg også prøve”? Det kan vi ikke vide.

Dissociation

Jeg husker alting vældig klart, bortset fra optakten til selve episoden og tiden bagefter (hvordan fik han mig bundet, og hvordan kom jeg fri?). Jeg kan heller ikke huske, om hans forehavende lykkedes. Jeg husker også, at han var utilfreds med, at jeg havde puttet sild i biksemaden, men jeg var kun 12 år, så jeg var ikke klar over, at der ikke skal sild i biksemad.

Det, at der er noget, jeg slet ikke husker, er vel nærmest et udtryk for dissociation, altså en form for kraftig fortrængning. Dissociation er almindeligt ved overgreb på børn.

Ordet dissociation betyder dis-association og henviser til at frakoble eller adskille noget, der er forbundet. Altså det modsatte af association, som betyder at sammenkoble eller forbinde noget.

Oprindeligt blev dissociation forstået som et psykologisk forsvar mod overvældende hændelser. Som en kraftig fortrængning, hvor erindringen om traumatiske hændelser blev afspaltet fra bevidstheden og ‘glemt’.

I dag bruges ordet om ændringer i bevidsthedstilstanden, som kan opstå, når visse psykiske processer, som normalt er forbundet, frakobles (dis-associeres). Dissociation kan påvirke vores oplevelse af identitet, sansning, følelser, tanker, hukommelse og kontrol over bevægelser og adfærd.

Kilde: Psykologforeningen.

Der var noget med en kniv

Jeg husker uendeligt svagt noget om en kniv. Jeg tror, jeg drømte om at have en kniv i hånden og bruge den mod ham, fordi han gjorde mit liv til et helvede. Men jeg brugte den ikke, fordi jeg – selv som 12-årig – var klar over, at det ville være dumt af mig.

Ergo var jeg ham intellektuelt overlegen, selvom han var mig fysisk overlegen. Det er temmelig kompetent af en 12-årig. Det er vældig godt, at den meget svage erindring dukker op, fordi den viser, at jeg ikke ville finde mig i fornedrelsen, og at der var en voldsom vrede, der bare ikke kunne komme til udtryk.

Men jeg gjorde ikke modstand i situationen, for det havde gjort mig mere interessant. Det er det, der var musens leg med katten.

Det svarer til den adfærd, man kan se fx hos hjorte ude på savannen, der lader sig om, de er døde, når løven kommer. Hvis løven ikke er videre sulten, går den igen. Så snart den er gået, rejser hjorten sig og løber alt, hvad den kan.

Afslutning

Fortiden kan ikke ændres, og livet kan ikke leves om, men jeg arbejder på at forstå mine traumer og finde styrke i min overlevelse. Jeg var en kompetent 12-årig. Det er jeg stolt af.

At forstå dette traume er et skridt på vejen mod heling, og jeg håber, min historie kan hjælpe andre, der måske har gennemgået lignende oplevelser, til at forstå, at de ikke er alene. Det er muligt at finde styrke og mening selv i de mest smertefulde minder.

Jeg har endnu en gang glæde af min tvedelte hjerne. Jeg kan beskrive det, som om jeg bare observerer oplevelsen, jeg er ikke i den. Og på grund af dissociationen var jeg det faktisk heller ikke dengang i marts 1976.

Musens leg med katten

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.