Alt for mange mennesker for en med Aspergers
Indholdsfortegnelse
Internatet
Alt for mange mennesker for en med Aspergers
Det var så Nyborg Strand sammen med andre søde 54 mennesker.
Em af de ting, jeg synes er positivt ved Folkekirkens Nødhjælp er, at vi ved større arrangementer altid starter med at synge (stående) fra højskolesangbogen, og så scenen sat.
Den første dag
Allerede i toget kom Thomas og sagde, at han syntes, jeg var helt rundt på gulvet. Det havde han sådan set ret i. Jeg var overvældet over alt det, der skulle foregå, også selv om det var fine ting, der var programmet. Allerede hjemmefra havde jeg sat krydser ved det, jeg absolut ville deltage i. En af dem var at høre Birgitte Qvist-Sørensen, som virkelig er et dedikeret menneske, der står fast på det, hun mener, uanset om det er på Facebook eller i TV. Hun er ikke bange for at bruge begreber hentet fra bibelen, og for os er “Næstekærlighed” et centralt ord. Den kvinde har karisma, og uanset hvor man møder hende, har hun altid tid til at sige hej. Det burde ikke være noget særligt, men det har jeg ikke oplevet på nogen af min andre arbejdspladser.
Som aftalt med psykologen fandt jeg en plads tæt ved en dør, så jeg kunne liste stille og roligt ud, uden den store ståhej. Men det blev slet ikke nødvendigt den første dag. Jeg klarede det fra kl. 8:00 (hvor toget kørte) og til kl. 16:00. I alt otte timer. Målet var 1½ time. Derefter gik jeg op at sove et par timer inden middagen. og det gik også fint. Jeg trak mig lidt tidligt tilbage, da jeg var udkørt.
Så dag 1 var en succes. Men jeg spændte nok skruen buen for hårdt.
Den anden dag
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, fordi jeg føler, der er meget på spil for mig. Skal de fastansætte mig, må de også vide, at jeg er fuldt og helt tilstede. En man kan regne med. Jeg kunne ikke alene træffe beslutningen om at forlade stedet. Først kom Thomas og sagde, at han godt lige ville snakke. Vi fandt en stille sted, hvor han sagde, at han og Dorte havde talt om, at jeg vist ikke havde det så godt, og at de syntes, jeg skulle finde mod København. Søde Dorte ordnede togbilletterne, og så var det bare at gå op til stationen, og hun tilbød endda at gå med. Men det behøvede hun ikke. Tværtimod kunne jeg vende tankerne lidt ved at gå turen alene? Men det er da omsorg, der vil noget, og som jeg slet ikke forventer fra andre mennesker. Som skrevet mindst 100 gange har jeg verdens bedste arbejdsplads.
Jeg satte mig ind på 1. klasse og var rede til at betale merprisen for at få fred i mit hoved. Jeg havde såmænd fundet de 150,- frem, men han kom aldrig og opkrævede beløbet. Sådan kommer man altså gratis til København på 1. klasse.
Så dag 2 var en fiasko.
Hjemme igen
Nogle timer under kugledynen har gjort lidt underværker, nu kan jeg da hænge sammen igen. Alt dette har været et eksperiment, men det gik ikke videre godt. Psykologen siger, at det er godt at udfordre skæbnen, men det er jeg nu ikke helt enig med hende i. Jeg trives bedste bag min 32″ skærm herhjemme eller 24″ på arbejdet. Jeg har ikke behov for at udfordre nogen skæbne.
For at klare det har jeg spist, jeg ved ikke hvor mange benzodiazepiner i form af Oxapax, men det tog kun toppen af angsten.
Jeg er glad for at være hjemme igen. Jeg trives bedst i “trummerummen”.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Undskyld min sene kommentar – har haft gæster 🙂
Kære Hanne, du har bestemt ikke haft fiasko, men en stor succes.
Du tog afsted med de bedste intentioner – det kan da kun være en succes. Hvilket mod du har udvist.
At du så havde overvurderet dig selv – jamen, det gør man jo! Selv jeg med min – i forhold til din sygdom – “sølle” stress, har utallige gange overvurderet hvad jeg kunne i forløbet. Jeg er blevet klogere, men kan stadig overvurdere mig selv.
Så det….
Jeg synes du har en fantastisk chef, der kender dig rigtig godt.
Det bliver set, at du faktisk ikke kan klare det, du kontaktes og hjælpes hjemad.
Korrekt set og stor omsorg.
Næste gang ved du så, at du kun skal med een dag – og det er så det.
@ Kære Mia
Du skal på ingen måde undskylde! Det er kun mig, der er ved skærmen 24/7 🙂
Du har ret i, at det var fint at komme afsted, og at klare otte timer med mennesker omkring mig på dag 1. Jeg syntes jo, det gik rigtig fint, så jeg følte ikke behov for at trække mig tilbage, men set i bakspejlet skulle jeg have fulgt psykologens råd om at lave mange små pauser.
Ja jeg overvurderede mig selv, og som du skriver, det kommer man let til. I øvrigt betragter jeg ikke stress som sølle. Hvis du kigger på Psykiatrifondens hjemmeside http://www.psykiatrifonden.dk/ , vil du se, at deres fokus er på stress, angst og depression, fordi det er alvorlige sygdomme, der rammer rigtig mange mennesker i dagens Danmark.
Du har helt ret mht. chef og mellemleder, der kunne træffe den beslutning, jeg ikke selv magtede. Det er bare så hårdt gerne at ville men ikke at kunne.
For mig at se har du ikke haft noget nederlag – tværtimod havde du succes!
Hold fast i det, for at være sammen med mange mennesker og være på så længe og koncentreret en hel dag og aften med, det er altså virkelig anstrengende, hvis man ikke er den superekstroverte type., der trives med netop det.
Jeg synes, du gjorde et fint forsøg med overnatning og dag 2. Det var altså for meget med 2 dage i træk, det synes jeg er forståeligt, det ville være anstrengende for mange af os. Fint at du prøvede og fint at du tog konsekvensen af de manglende kræfter og tog hjem for at hvile ud. Det gælder jo netop også om at finde sine grænser og så sige fra, når man når dem.
Jeg synes ikke, at du må betragte oplevelsen som ” et eksperiment, men det gik ikke videre godt” . Det gik jo netop godt dag 1 – og 2 dage er altså for meget for nogle. Og det er helt legalt, at vi ikke alle har de samme sociale kræfter. Nogle kan det der og nogle kan ikke – men så kan de noget andet – sådan som alt det, du har at byde ind med. Og det er jo ikke småting,!
Det må du ikke glemme midt i ærgrelsen over ikke at have holdt ud i 2 fulde dage.
@ Anne-Birgitte
Tak for din søde kommenter!
Du har helt ret: Det er virkelig anstrengende for en type som mig. Jeg prøver dine ord: succes, men det er rigtig svært. Jeg var så lettet, da jeg kom hjem til min elskede kugledyne, for her føler jeg mig tryg. Jeg synes bare, det er svært ikke at kunne klare to dage.
Jeg prøver at lade være med at glemme… Jeg trives bedst i den daglige trummerum, og jeg har besluttet, at jeg aldrig mere deltager i den slags, for jeg får det for dårligt. Jeg vil hellere passe arbejdet.
Jeg synes at du må kalde deltagelsen en succes. Det skal forstås således, at deltagelsen gav en god information om nogle grænser. Det kan godt være at 2 dage med overnatning er for meget, men et forløb på nogle timer ser jo ud til at være en mulighed, ligesom det er en mulighed at køre på 1. klasse og slappe af. Måske kan en overnatning også klares, hvis deltagelsen i aktiviteterne doseres med flere pauser. Så …
@ Jørgen
Tak for din søde opbakning! Jeg bliver så glad, når jeg kan teste mig selv af på mine dejlige læsere.
Jeg bliver nødt til at prøve tingene af for at finde ud af, hvor grænserne går – og dette var klart for meget. Så er jeg da blevet så klog.
1. klasse hjem var så fedt. Der kunne jeg samle mig sammen og prøve at styre mit eget dumme hoved. Jeg har har fantastiske kolleger og chefer, og jeg sætter stor pris på dem alle sammen. På em måde har jeg det sådan, at min sygdom ikke kommer dem ved – og på den anden side set er jeg nødt til at pippe lidt om det af og til, hvis jeg vil give dem en chance for at forstå, hvad det er der sker.
Jeg synes, du skal give dig selv et klap på skulderen, for du gjorde det sq! Hvor meget du skal udfordre dig selv i fremtiden bliver jo noget, du nøje skal overveje, hver gang udfordringen er der. For mig lyder det som om du har så gode kolleger, at du trygt ville kunne drøfte dine overvejelser med dem.
@ Henny
Ja jeg prøver at klappe mig selv på skulderen, men det er lidt svært, når jeg måtte give op på dag to. Som jeg har det lige nu, gør jeg det aldrig mere. Det er ikke nemt, at se nederlaget i øjnene. Du har ret i, at jeg har fantastiske kolleger og chefer. De skal bare ikke rodes for meget ind i mit sind. De skal anse mig som en ressource, hvis de skal have lyst til at beholde mig. Der er ikke så længe, til vi skal drøfte min kontrakt. De bør anerkende, at de betaler for en time men får 15 timer. Jeg ånder først lettet op den dag, der ligger noget på skrift. Min (elskede) Sune Lyng, HR-chefen, holder op, og jeg kan jo ikke vide, om efterfølgeren vil vide noget om min historie. Så igen skal jeg bevise mit værd.