Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.