Godt TV på Danmarks Radio

Vild med Anders Aggers “Indefra”

På DR TV kan man finde ti sæsoner af Anders Aggers “Indefra”, og jeg er begyndt at se stort set dem alle fra en ende af. Dem med finansimperierne springer jeg let og elegant over, for de har nok ikke så meget forbindelse til mit liv. Det har Herstedvester, Jehovas Vidner og Israel selvfølgelig heller ikke …

Jeg er fascineret af hans måde at stille spørgsmål på; det gælder også de kritiske.

Det er selvfølgelig både relevant og nødvendigt at spørge den tyrkiske mand, der har været i Danmark i 43 år, hvorfor han ikke kan tale dansk. Det er også relevant at spørge den dansk-jødiske bosætter, hvordan han kan leve med sig selv efter at have fortrængt en palæstinensisk familie, og hvorfor han vedblivende påstår at kalde det for “Judæa Samaria” i stedet for “Palæstina”? Og fangen i Herstedvester skulle selvfølgelig spørges “Klippede du de tre fingre af ham med en boltsaks?”

1. Den tyrkiske mand, der kom til Danmark som en af de første “gæstearbejdere”, og blev lidt længere end de fleste gæster, kom før danskkurserne var opfundet, og havde endvidere haft for travlt med at arbejde på et maskinsnedkeri. Samme sted kom han til at save en finger af sig selv.
2. Bosætteren var overbevist om, at staten Israel tilhører ham, og at Gud har tildelt ham og de øvrige bosættere Israel (fra grundlæggelsen i 1948) som en form for lindring efter Holocaust.
3. Den grønlandske fange brugte ikke en boltsaks men en hobbykniv. Med sin erfaring fra at findele rensdyr vidste han, hvor snittet skulle lægges.

Egentlig forstår man jo dem alle. Og det er måske Anders Aggers mål: At sørge for at alle bliver forstået i en eller anden grad. At vi som seere skal se bagom overfladerne. At vi skal åbne sindet og hjertet for den fortælling, der formentlig er så forskellig fra vores egen.

Indlevelsesevne

Slå man ordet “Indlevelsesevne” op i Den Danske Ordbog, får man at vide, at det betyder “evne til at identificere sig med noget eller nogen ved hjælp af intuitiv forståelse eller situationsfornemmelse“. Det er det, Anders Agger kan. Han glider ind i ethvert miljø, som om det var hans eget, og som om han havde været der i årevis.

Det er især tydeligt i “Underdanmark” (Sæson 1), hvor han besøger to mænd, der deler hus og husleje nede på Lolland et sted. Dagene går med at sanke brænde til opvarmning, fyre fede, drikke billige bajere, passe hunden, lave tatoveringer og spille billard enten hjemme i stuen eller på det nærmeste værtshus. Den ene er blevet far otte gange, men det er ikke alle børnene, han har kontakt til, og han kan ikke helt huske, hvor gamle de er …

Sidstnævnte får en pot billard med sin moder på værtshuset. Hun er noget hændervridende, da Anders Agger spørger, hvorfor hun ikke beskyttede sine fire børn bedre mod alle de tærsk, de fik som små. “Det er der jo ikke noget at gøre ved nu”

Jeg tænker “skvat” og mindes min egen “mor”, der også var et skvat og vidste, hvad der foregik i samtlige seks år. Det er ikke noget, jeg gætter eller indfortolker, for jeg spurgte ligeud, da vi mødtes i 2003 efter en “pause” på 22 år. Og jeg fik da også et “ligeudsvar”.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.