,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.

3 Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på […]

  2. […] 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men […]

  3. […] Tænk at jeg nu kan ændre psykologen til min sparringspartner. […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *