Glædet mig helt vildt

To timer hos psykologen

Det, vi prøver at gøre noget ved nu, er temmelig “tungt”, eller hvad man skal kalde det, og sidste gang oplevede jeg, hvor skønt det var med en dobbelttid, fordi hun havde et afbud efter mig og jeg så fik den efterfølgende time. Nu har jeg simpelthen draget konsekvensen og bestiller dobbelttider – og det var det, jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne drage fuldt ud nytte af at vide på forhånd for første gang. Fravær af stress – og mere kaffe med mælk, der letter det, der må siges at være  en form for “hårdt arbejde”.

Gensidig respekt

Jeg har altid lavet en “dagsorden”, så jeg er sikker på at få fat på de ting, jeg har tænkt over siden sidst. Det fungerer rigtig godt. Jeg har en fornemmelse af, at psykologen godt kan lide mig, og det er jo selvfølgelig vældig rart. Ellers havde hun vel også fundet en form for undskyldning for ikke at ses efter 2015, hvor jeg lærte hende at kende i Psykiatrifonden; jeg mener, hun har haft syv år til det, hvis det var det, hun ville.

I dag måtte jeg sige til hende, at jeg tænker, at jeg “sætter hende på arbejde”, fordi jeg ganske enkelt er hjernestyret fremfor følelsesstyret. Hun bliver nødt til at forklare sig med ord, der hænger sammen og er logiske, for ellers forstår jeg det ikke. Og jeg ville slet ikke få noget ud af lydfilerne, som jeg altid hører mindst en gang. Hvis jeg nu kom og havde følt en masse siden sidst, havde mærket en masse, var det vel nemmere at være psykolog? Men sådan er det bare ikke. Heldigvis svarede hun, at hun følte sig udfordret, og at det kan hun godt lide.

Lige en indskudt sætning: at jeg har tænkt noget relevant siden sidst, er trods alt et udtryk for, at der har været en følelse. For tanker kommer efter følelser. Det giver god mening; det har jeg bare aldrig tænkt over før.

Det ville også være nemmere at være mig, for så var “alting” ikke kapslet så godt inde, at der gik næsten et halvt århundrede, før jeg kom til at tænke på det værste. Der er uhyre mange ting, der billedligt talt er ryddet op i, som er lagt på hylder, er sat brædder for og slået søm i siden 2015. Det er jo blandt andet derfor, jeg har fået det så godt. Der mangler bare lidt. Jeg synes, hun er enormt dygtig, hun er teoretisk velfunderet og er i stand til at vende mine tanker, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er det, der rykker. Jeg er ikke offer. Det er ikke synd for mig. Jeg har bare stadig en vigtig opgave at løse.

Jeg tænker således, at der er tale om gensidig respekt og anerkendelse.

ECT er faktisk et valg: Jeg kunne jo gå min vej

En af de ting, vi vendte (og mere end bare det, da “vendte” lyder som noget kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. Dengang kunne jeg ikke i rokke mig ud ad stedet, vel faktisk dårligt rokke med ørerne.

Nu kunne jeg faktisk sige “jeg vil ikke” og så rejse mig og gå. Det ville have nogle konsekvenser, ja, men det har alle vores valg her i livet. Jeg ville formentlig skulle tilbage til medicinen, hvad jeg på ingen måde vil, da jeg er færdig med Parkinsonismen, der var et sandt helvede.

Jeg har på en eller anden måde fået gjort ECT til noget, nogen mener, jeg skal. Det er som om, nogen tvinger mig til det. Derfor kommer det til at ligne overgrebene. Derfor kommer følelsen af at skulle på skafottet, når jeg ikke lukker et øje natten før og om morgenen går op ad Kamgangen i Glostrup, som er meget lang. Men det er det ikke.

Det er noget, jeg selv af egen fri vilje har valgt for snart længe siden (november 2020), fordi det er effektfuldt. Det er den bedste behandling, systemet kan tilbyde mig. Det har professor Poul Videbech og overlæge Kasper Thybo Reff hjulpet med at finde ud af! Det er også mennesker, jeg respekterer og anerkender.

Dette er centralt i relation til ECT – og jeg vil huske mig selv på det inden næste gang.

Sidste gang holdt jeg selv iltmasken (man skal fylde lungerne grundigt med ilt inden narkosen), og det var faktisk en hjælp. Hvis vi nu siger, det plejer at være “100 ubehageligt” på en skala fra 0 – 100, var det kun “95 ubehageligt”, og altså bestemt et skridt i den rigtige retning. De har hver gang tilbudt mig selv at holde masken, men jeg har afslået det, fordi jeg ikke har syntes, jeg kunne koncentrere mig om det. Næh det er jo klart, når alle sanser er skærpede og al fokus er på, om de nu har styr på det, de laver, hvilket de selvfølgelig har, for de laver ikke andet tre formiddage hver uge. Jeg har prøvet det over 100 gange nu, og jeg er jo altså vågnet op hver gang. De har styr på skidtet, og jeg er klar over, at det er farligere at krydse Gammel Kongevej eller Hvidovrevej.

Jeg har på fornemmelsen, at dagens samtale er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er spændende, om det går bedre onsdag den 23. marts end sidst, hvor jeg var så anspændt, at jeg lagde mig på briksen og tudede – og følte mig som en idiot.

Lidt som folk med PTSD

Jeg siger ikke, jeg lider af PTSD, og det siger psykologen heller ikke. Der er bare noget i det med, at 46 år gamle overgreb dukker op som en form for flashbacks, når de aktiveres af nutidige hændelser. Jeg husker alt for godt, hvad der skete den pågældende værste dag. Jeg husker glimrende “forhørene” ved køkkenbordet i Vollsmose, den åbentstående morgenkåbe, cerutrøg-lugten og meget andet ubehageligt.

Nu håber jeg ikke, jeg siger noget helt forkert om PTSD og skader mennesker med det syndrom, eller gør psykologen uret, for jeg ved ikke nok om det og har kun hørt lydfilen en enkelt gang. Jeg har bare ofte set mennesker på TV med syndromet, typisk tidligere udsendte fra forsvaret, og har uden videre kunnet sætte mig ind i, hvad de mente, uden dog at tænke at det kunne have noget med mig at gøre.

Var der slet ingen protester?

Hun spurgte blandt andet, om der slet ikke var nogen form for “protester”. Det tog mig lidt at finde ud af, hvad hun mente, men kom frem til, at der var i hvert fald to protester:

1. Jeg havde indgående fantasier om at skære kønsorganet af psykopaten med en stor kniv. Det husker jeg faktisk ret tydeligt, for fantasierne var persistente.
2. Jeg nægtede at kalde ham for “far”, da jeg ikke mente, han var værdig til en så fin titel, og jeg havde haft en far. Det var der en del opstandelse over. Men jeg ville ikke, uanset hvad de sagde.

I relation til 1: I forbindelse med drabet på den unge kvinde i Aalborg for kort tid siden, skrev medierne meget om, at (kvinde-)drab ofte er kulminationen på lang tids psykisk (og/eller fysisk) terror. Jeg har så gået og tænkt på, om jeg også kunne være blevet dræbt? Det mente psykologen ikke. Var der noget, der var endt med drab, var det mig, der havde dræbt ham. Det forekommer lidt “far fetched” og som lidt af en tankekonstruktion, men ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk godt se, at der er noget i det. Og om man bruger en stor kniv til det ene eller det andet er vel også næsten ligegyldigt? Nu er jeg nok bare ikke typen, der slår nogen ihjel, selvom enhver vel kan blive drevet derud, hvor drab synes at være den eneste mulighed.

Intet var gennemtænkt

Jeg må indse, at jeg til dels voksede op et sted, hvor intet på forhånd var gennemtænkt med “pros and cons”. To korte eksempler er:

1. Da vi boede i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, fik jeg faktisk en hundehvalp: “Bamse”. En dejlig gul labradorhvalp. “Bamse” måtte imidlertid lade livet hos dyrlægen, idet han gøede, når min halvbror skulle sove i barnevognen under kastanjetræet. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp gør. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp ikke opdrager sig selv. Der skal være nogen, der tager ansvar for det. Men ingen tog ansvar.
2. Min stakkels gamle morfar flytter ind i baglokalet i Svaneke. Ingen har tænkt på, at han er ret dårlig og har svært ved at gå på trapper, men hvis han skal spise med os, skal han op ad trappen til første sal. Ergo må han spise alene nede i baglokalet i løbet af kort tid, for han kan ikke forcere trappen. Ingen har gennemtænkt det. Det burde ellers ikke have været så vanskeligt at regne ud, at han næppe blev “raskere” med alderen.

Det strider mod alt, hvad jeg selv står for nu – og rent faktisk også stod for dengang. For pokker da, man må da tænke sig om, inden man træffer så vidtgående beslutninger. Men det gjorde de altså ikke.

Der er mere

Vi nåede at tale om mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu. Det kommer, for den efterfølgende skriftlige bearbejdning er vigtig for mig. Har jeg nogle læsere til disse poster om et vanvid, er det godt. Har jeg ikke, har jeg da selv haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.