, ,

Begravelse

En borgerlig begravelse

Ellen har beskrevet en smuk begravelse, og det har fået mig til at tænke på den seneste begravelse jeg har været til: min mors i 2006.  Hun døde 1. juledag og blev bisat den 29. december.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed hjem. Vi brugte kun kirken i yderste nødstilfælde fx ved begravelser og andre lejligheder hvor man ikke kunne undslå sig. Da jeg selv begyndte at bruge kirken og være involveret i aktiviteterne derovre, måtte jeg lære alting fra grunden, og det er jeg slet ikke færdig med. Et lille eksempel er, at jeg i lang tid undrede mig over, at salme 439 – Oh du Guds lam – altid var på tavlen; jeg troede, de vældig godt kunne lide den Faktum er, at den hører til nadveren, og så synges den selvfølgelig til hver eneste højmesse.

Jeg blev ringet op 20 minutter efter, at hun var død på Holbæk Sygehus. Tilstede havde været en kusine og hendes mand og så min halvbror. Mig fandt man ikke for godt at “invitere” Jeg tog af sted til Holbæk og gik ned i en kælder under sygehuset, hvor hun lå på en båre.

Vi har aldrig haft et særlig inderligt forhold og der var fx 22 år, hvor vi ikke så hinanden (måske kommer historien en dag). Jeg syntes alligevel, at jeg ville give hende et eller andet med i kisten på den sidste rejse, og det blev min fars “konfirmationssalmebog”, som jeg havde arvet. Det var det mest rigtige at give, da det så var en hilsen både fra ham og mig – også selv om han døde i 1972. Jeg turde ikke selv lægge bogen på hendes bryst, så jeg fik portøren til det. Måske var jeg bange for, at det ville gå som i “Nattevagten” af Ole Bornedal.

Og nu kommer vi så tilbage til det med kirken: Hun havde ønsket sig, at der intet skulle foregå ved bisættelsen, og sådan blev det, for selvfølgelig må man respektere den afdødes ønsker. Intet kirkerum, ingen salmer, intet orgel, ingen præst, ingen blomster, ingen jordpåkastelse for det er jo kun præster, der må kaste jord på – i sandhed en borgerlig begravelse. Og så kan jeg selv tilføje, at det for mig var som at være til “bisættelse” uden en afdød, for hun døde for mig i 1975 , da hun holdt op med at spille den rolle, en mor skal spille. Ved rigtige begravelser og bisættelser spiller kirken en rolle, uanset om man definerer sig selv som troende eller ej, da langt, langt de fleste præster nutildags er dygtige til at møde de efterladte, der hvor de nu en gang er. Nu og dage tror vi da gudskelov på en mild og kærlig Gud som defineret i Det nye Testamente. Ham fra Det gamle Testamente har vi ikke behov for, og han er vist også på vej ud.

Ved denne mærkelige lejlighed – jeg vil ikke kalde det en bisættelse – så jeg for første gang i 26 år hendes tidligere ægtefælle. Det var en underlig situation. De to har i fællesskab ageret på en måde, som er utilstedelig og utilgivelig. Utilgivelig fordi jeg ikke kan tilgive, selv om jeg prøvede i tre år. Jeg opsøgte hende, da jeg kunne se i telefonbogen, at hun var blevet skilt, under dække af slægtsforskning og gamle billeder, så dejlig neutralt, men det gik ikke, selvom jeg forsøgte. Jeg og Pia Sundbøll er blevet enige om, at det må være Guds opgave at tilgive her, for jeg kan ikke, og det kan man ikke pålægge et menneske.

Og så noget neutralt: Lidt gamle billeder fra Heidi Løkkegaard Larsen puslet sammen af mig.

6 replies
  1. kisser
    kisser siger:

    Fuldstændig som Henny skriver, det er lidt svært at skrive noget fornuftigt til dit indlæg – i et kommentarfelt.
    Jeg tror, vi alle sammen kan berette om ejendommelige begravelser.
    Ellen har beskrevet Pernilles begravelse så smukt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Tak for din kommentar! Ja disse to indlæg er vist ikke nemme at kommentere 🙂

      Det var en meget mærkelig begravelse, især det med at der ikke var nogen, der var død.

      Fuldstændig enig Ellen har gjort det på fornemste vis.

      Svar
  2. Eric
    Eric siger:

    Man kan ikke bare dele tilgivelser ud, som var det maltbolsjer, og det skal man ikke have dårlig samvittighed over. Tilgivelse er noget, man skal føle, og gør man ikke, synes jeg det er helt okay.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak! Jeg er fuldstændig enig med dig. Hvis man er troende, kan man lægge det over til Gud, og er man ikke, så kan man bare lade det være. Der er simpelt hen ting, der er u-tilgivelige, og hvor det vil være u-menneskeligt at fordre sig selv til at forsøge på det.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Du har barske ting i bagagen. Det overrasker mig nu ikke. Det er lidt svært for mig at skrive noget fornuftigt her, for jeg har mest lyst til at trøste dig, og det er svært i et kommentarfelt. 🙂 Jeg fik en gang at vide, at det med at tilgive er noget, man skal gøre for sin egen skyld, for at gøre sig fri af forgiftede forhold. Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget som helst.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Henny

      Mange tak for din kommentar. Jeg har gået meget i psykoterapi og fået styr på langt det meste, så det nu kun er som en tung sten i rygsækken og som er historie. Al terapien var før, jeg begyndte at bruge kirken, så nu var det godt lige at få Pia Sundbølls ord for, at jeg ikke behøver at tilgive, den opgave overlader vi til Ham deroppe.

      Jeg kan godt se din pointe med at tilgive for sin egen skyld. Det lyder vældig fornuftigt, og jeg tror egl. også, det er det jeg ville gøre, hvis jeg kunne, men opgaven er for mig u-menneskelig, der må højere magter til.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *