, ,

Barn af uønskede forældre

Her er historien

Jeg advarer om, at dette indlæg er langt. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at blive ynket.

I mit seneste indlæg løftede jeg lidt af sløret for mit livs historie, så nu kan I lige så godt få resten af historien om mit mærkelige liv:

Jeg er født i 1963 og er altså i skrivende stund 51 år. Min biologiske mor var kun 17, da hun fik mig, og fødte derfor med et “forhæng” for underlivet, så hun ikke kunne se mig.  Jeg var resultatet at et one-night-stand, og der blev ført retssag om fadderskabet. Jeg har altid respekteret hende for at have gennemført svangerskabet, og for at have afleveret mig til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup, hvor jeg var i 2½ år. Hun kunne lige så godt have spist brun sæbe eller fundet på en anden metode til at afbryde svangerskabet. Det lille broderi på billedet er fra et håndklæde, som jeg fik, da jeg besøgte stedet i 2003. Det er nu en vuggestue, men de havde gemt lidt fra Dear Homes æra.

Jeg kom fra Hellerup til mine adoptivforældre i Skjern i Vestjylland i 1966, og jeg var der et meget ønsket barn. Min far Jørgen var infertil og 41 år, da de fik mig, og det var primært ham, der ønskede at adoptere, bl.a. fordi han var 13 år ældre end min mor Jytte. I 1967 flyttede vi til Brande, der også ligger i Vestjylland. Jeg var “fars pige”, og det er i adoptionspapirerne beskrevet, hvordan han om aftenen tog mig med ned på Martensens Fabrikker, hvor han var direktør – han skulle lige ned og se til “arbejderne”. Vi legede fx gemme i de store rum, hvor man tørrede det klæde, der havde været i appreturen, og han tog mig med rundt til de maskiner, der var betjent, hvor vi så fik “sodevand”. I den periode af mit liv var alt godt: Kærlighed opmærksomhed og økonomisk velordnede forhold.

Min far døde desværre i 1972 som 50-årig, hvor jeg lige var blevet 9 år. Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper eller lignende, og kirken brugte vi som nævnt ikke. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran gravstenen i stedet for at gå i skole.

I parentes bemærket: “Frisen” herunder forestiller 1) Min farfar 2) min far og 3) mig. Man kunne godt forledes til at tro, at vi var blodsbeslægtede, for ligheden er slående – og der er også andre end mig, der får øje på det.

Da vi boede i en tjenestebolig, havde min mor tre måneder til at finde noget andet at bo i. Via en kontaktannonce mødte hun en mand fra Odense, hvor vi flyttede ind. Lidt ondskabsfuldt kan man sige, at det var en fiks måde at løse boligproblemet på. Det holdt ikke ret længe, og vi flyttede til Vollsmose i januar 1974, som dengang var noget helt andet end i dag. Det var en god lejlighed, og vi havde det godt. Min mor, der ikke havde nogen uddannelse, fik job hos Billenstein i Mageløs i Odense. Jeg tror, pengene var små, men som sagt havde vi det godt. Jeg startede på fritidshjemmet Pyramiden i Vollsmose, men ville faktisk hellere være hjemme og læse bøger eller lave lektier – jeg var god i skolen. Det introverte kom til udtryk i en tidlig alder 🙂

På et tidspunkt i løbet af foråret 1975 mødte min mor endnu en gang en mand via en kontaktannonce, og allerede inden de blev gift den 26/4 1975 i Rønne Kirke begyndte det at gå galt. Han var det, vi i dag kalder pædofil – og han var folkeskolelærer. Han tilbød mig fx penge for at gå i bad med ham (jeg var 12 år!), og han gik konstant rundt i åbenstående slåbrok med hele “dikkeværket” til frit skue, så snart min mor ikke var hjemme; han havde jo i modsætning til hende tidligt fri som lærer. Jeg kan ikke huske mere af den slags fra det år, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til hende, og at der var en vældig opstandelse i en dag eller to. Herefter skete der absolut ingenting, og hun fulgte aldrig op det, og hun spurgte aldrig til, om det var “gået over”. Da jeg tog kontakt til hende i 2003 efter 22 års fravær, spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad der var foregået fra 1975 til 1980. Det bejaede hun. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde grebet ind? Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn (jeg har en halvbror fra 1976). Havde jeg været mor og vidende om den slags, havde jeg smidt svinet ud med det samme.

Vi flyttede til Sydfyn i julen 1975, hvor overgrebene eskalerede, og hvor min mor samtidig begyndte at opbygge et alkoholmisbrug. Da min hun gjorde barsel med min halvbror i marts 1976 og var på Odense Sygehus i to uger, var der frit spil, og det udnyttede han. Fx blev jeg lovet en knallert, hvis jeg suttede den af på ham (undskyld sproget – men jeg kender ikke det latinske ord) – jeg ville jo gerne have en knallert, men jeg gjorde det ikke. Han ville også have mig til at sidde nøgen på en stol; jeg kan ikke huske formålet; jeg lovede, at jeg ville gøre det, men jeg holdt ikke løftet. Efterfølgende refererede han ofte til brudte løfter i generelle vendinger overfor min mor i mit påhør. Jeg skulle vel føle en eller anden form for skyld. Ellers brugte han det meste af tiden, hun var indlagt, på at sidde i stuen og læse pornoblade eller se pornofil som smalfilm.

Min mor gjorde på det tidspunkt rent om morgenen på lægehuset i Assens, og jeg kæmpede altid for at komme med og hjælpe for ikke at skulle være alene med ham. Det undrer mig, at hun ikke lagde to og to sammen. Måske vendte hun bare det blinde øje til endnu en gang?

Sommeren 1978 flyttede vi til Bornholm, hvor han havde været under krigen og af en eller grund havde et nært forhold til. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi så ofte flyttede, og jeg har mine egne teorier – måske var der noget, der var uforeneligt med at være folkeskolelærer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.

Først boede vi i Vestermarie, men etablerede os derefter i Svaneke – den dag i dag hader jeg Bornholm, selv om øen i sig selv er uskyldig. Huset var i tre etager. Øverst lå (sove)værelserne og i stueetagen badeværelset. Hver morgen var jeg bange for ikke at vågne ved vækkeuret, for nåede jeg ikke ud af sengen, stod han ved min seng og blottede sig. Nåede jeg ned på badeværelset, stod han i døren og var ikke til at slippe udenom. Min mor stod aldrig op om morgenen, måske sov hun rusen ud? Køkkenet lå på 1. sal, og da jeg havde overtaget en stor del af husholdningen og pasningen af min halvbror, var det også mig, der sørgede for at dække morgenbordet. Var jeg ikke hurtig nok ved køkkenskabene, trængte han sig ind på mig bagfra, og det var ikke muligt at slippe væk. Jeg kan stadig fornemme lugten af sure cerutter  og gammel morgenkåbe.

Min mors drikkeri tog til, så det nu var hverdagskost. Et rum i en udlænge var fyldt med tomme flasker. Den stod på “Pere Medard”, som er noget billigt sprøjt fra 70’erne. Jeg kan huske, jeg engang stod i køkkenet i Svaneke og sagde til hende “Mor jeg bedst lide dig om formiddagen”. Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede, men det må da være en voldsom besked at få som mor. De havde ikke ret mange penge, så tvangsauktion var et ord, jeg ofte hørte, men der var råd til “Pere Medard” og “Brøndum Snaps”, som jeg selv bar hjem fra købmanden. Jeg var bange for tvangsauktionen, fordi jeg forestillede mig, at det var ligesom på gamle billeder, hvor man var sat fra hus og hjem og kun havde nogle få ejendele på en trækvogn. Så galt gik det heldigvis ikke.

Jeg var skarp i skolen og kom tit hjem med 13-taller, men det var ikke interessant. Jeg var kun en byrde, når jeg ikke var husholderske mv. Jeg kan stadig huske en eftermiddag, hvor de talte om, hvordan de kunne gøre mig arveløs. Der var lige noget jura, de ikke havde styr på, for der er noget, der hedder tvangsarvinger. Deres planer for min fremtid var nærmest ikke-eksisterende, og snakken gik på, at jeg kunne komme på en af fiskefabrikkerne i Rønne. Selv var jeg klar over, at jeg skulle noget andet og mere.

Den 1. august 1980 pakkede jeg en kuffert og sejlede med Poul Anker til København. Jeg havde fået lov at bo på et værelse hos en slags kusine i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, og jeg skulle gøre rent i De Gamles By på deltid. Jeg var lykkelig, og havde det som en fugl, der slipper ud af et bur. Mange års helvede var slut.

I 1981 skrev jeg min mor et brev og fortalte hende om alt, hvad der var foregået. Hun reagerede ikke, så jeg ringede hende op. Det var ham, der tog telefonen, og beskeden var, at “den slags svineri, vil vi ikke have”. Og så var det, der gik de 22 år uden kontakt – og det var helt sikkert bedst sådan. I 2003 forsøgte jeg at etablere et eller andet forhold til min mor, men det gik ikke, da hun blev ved med at referere til ham. Det holdt jeg ikke ud. Og så var det, jeg først så hende som et lig i 2006, og hvor jeg kom til begravelse uden en afdød. Hun døde for mig allerede i 1975. Som beskrevet i et andet indlæg tilgav jeg hende aldrig – det har jeg overladt til Ham deroppe.

Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi – og det har været nødvendigt.

42 replies
  1. Peter F
    Peter F says:

    Kære Hanne

    Hold da op en beretning, hvor må det være dejligt for dig at få det ud, stærkt .
    Vi ses måske søndag 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Peter

      Velkommen til min blog, og mange tak for din kommentar. Den skulle lige godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Selvom jeg som nævnt har brugt mange, mange penge på terapi, vil der altid være en rest, og så er det at skrive en rigtig god proces, og når jeg så også har en masse dejlige læsere og kompetente kommentatorer, er det jo endnu et skridt på vejen.

      Søndag er ikke så godt, da jeg ikke har det helt godt.

      Svar
      • Peter F
        Peter F says:

        Det er bare ok Hanne, har før kommenteret, men nok ikke siden du lavede lidt om på siden, vi ses en anden søndag eller en anden dag 🙂

        Svar
  2. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Pyh altså! Nej, det er ikke et indlæg for sarte sjæle. Det er svært at tilføje nyt til de mange kommentarer, du allerede har fået. Også jeg er imponeret over, at du har klaret dig ud af det morads af svigt og fornedrelse, som din adoptivmor og hendes mand bød dig. Godt gået!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Vi kunne måske også sige, at “det er for voksne” 🙂

      Jeg tror, jeg har et stærkt “fightergen”, og det er jeg meget glad for. Jeg har så tit tænkt på, at jeg har den samme baggrund som de piger/kvinder, der trækker nede på Halmtorvet. Jeg har i faget kriminologi på uni beskæftiget mig en del med prostitution, så jeg har belæg for denne påstand.

      Svar
  3. Susanne
    Susanne says:

    Det er voldsom læsning som skulle sluges af et par gange. Som så mange andre af dine læsere her, glæder det mig, at du har fået brudt mønsteret og selv har skabt dig en tilværelse, også selv om der er kæmpet.
    Når man som mig selv har en flok unger i reden, kan man slet ikke forstå, at sådan noget kan ske, men man hører det jo desværre den en gang efter den anden.
    At tilgivelsen ligger fjernt, synes jeg absolut er i orden. Godt kæmpet….

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Susanne

      Ja, det er ikke for sarte sjæle. Jeg er glad for mit liv og meget tilfreds med, at det ved egen hjælp er lykkedes at slippe fri af alt det oplevede. Jeg har ingen andre end mig selv at takke for, at det er lykkedes at bryde den negative sociale arv.

      Jeg kan godt forstå at du som mor ikke kan begribe det, og sådan skal det jo lige netop være. Det er den bedste beskyttende faktor.

      Jep – jeg tilgiver dem ikke. Det overlader jeg de højere magter.

      Svar
  4. Mette L
    Mette L says:

    Uhh, Hanne. Jeg læste det i går, men kunne ikke kommentere med det samme, så berørt/oprørt blev jeg. Det er frygteligt, at du som barn skulle stå alene med den frygt, det pres og det ansvar, og endnu mere frygteligt, at din mor nægtede at tage det ansvar tilbage, selvom du konfronterede hende med det flere gange.
    Og du har helt ret, det er utilgiveligt. Det er der ikke meget, der er, men her er ordet på sin rette plads. Det er stærkt af dig, at skrive det, og jeg håber skrive-terapien får dig stærkere ud i den anden ende.
    Til sidst: Enig, I ligner hinanden, farfar, far og Hanne 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Mette L (står L mon for Ladefoged? 🙂 )

      Mange tak for din kommentar og velkommen til min blog. Din kommentar skulle lige godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du ryge direkte igennem.

      På en eller anden mærkelig måde er jeg da glad for at kunne skrive på en måde, der rører noget i mine læsere, men baggrunden er selvfølgelig barsk.

      Jeg har det sådan, at det var hende, der var den værste af de to, for det var hendes svigt, der var størst – det var mest hende, jeg burde kunnet have regnet med. Samtidig har jeg for mange år siden lovet mig selv, at jeg ville “danse på hans grav”, når han døde, og nu er han død, så når jeg engang kommer til Højby i Odsherred, har jeg tænkt mig at gennemføre dødedansen.

      Hvis L nu er Ladefoged, så kender du jo også Pia Sundbøll og med hende er jeg i en lille mailudveksling blevet enig om, at her må Vorherre træde til med sin tilgivelse, for jeg magter det ikke.

      Det hjælper at skrive, og selvom jeg har brugt 100.000 kr. på psykoterapi er det alligevel som om, jeg aldrig kan slippe helt væk fra det. Det er fortid, det er historie, men det er også en del af bagagen, som jeg slæber rundt på. Nogen gange kan jeg såmænd tænke på, om noget af min psykiske sygdom har lidt af sine rødder her – men det er nok ikke rigtigt.

      Dejligt med endnu en, der kan se ligheden på de tre billeder. 🙂

      Svar
      • Mette L
        Mette L says:

        L står ikke for Ladefoged, så det må jeg lade hende om 🙂
        Jeg tror ikke, at din psykiske sygdom har rødder i det her, men det er garanteret udløst og forstærket af det, så sammenhæng er der nok af. Og jeg tror heller ikke, du slipper væk fra det, som du selv skriver, så er det en del af bagagen, og du skal så lære at bære den på den rigtige måde. Der er jeg sikker på, at både terapi, psyko- som skrive-, og Pia Sundbøll er til god gavn.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Mette L

          Jeg tror også, der er mange sammenhænge.

          Ja jeg oplever virkelig, at præster er til god hjælp – og fx Pia Sundbøll har en tillægsuddannelse som psykoterapeut. Jeg tillader mig at give dig følgende link til en post om hendes arbejde på Hvidovre Hospital: https://stegemueller.dk/blog/hvorfor-lige-mig/

          Du må have en god tirsdag.

          Svar
  5. Pollyanna
    Pollyanna says:

    Det ultimative svigt er, når dem der skal passe på en ikke gør det! Kudos til dig, Hanne, for at du har kunnet komme videre!

    Nu har jeg jo fulgt din slægtsforskning i flere år og derfor set billeder af dig og din far før og sjovt nok har jeg altid syntes, at du ligner din (adoptiv)far….

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pollyanna

      Det er nemlig rigtigt, sådan er det ultimative svigt!

      Du har fuldstændig ret, min far og jeg ligner hinanden rigtig meget. I min entre har jeg en sammenstilling af 1) min farfar 2) min far og 3) mig – og man skulle altså tro vi er blodsbeslægtede. Jeg vil se, om jeg kan finde det billede, jeg lavede dengang, jeg skulle flytte ind her.
      ——
      Sørme jo – jeg fandt det. Jeg har sat det ind ca. midt i indlægget.

      Svar
  6. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg læste dette og forrige indlæg i aftes. Din far kunne ikke være bekendt at dø så tidligt, tænkte jeg. Jeg tænker om det giver dig mening at tænke på “at komme over” snarere end “at tilgive”?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har ret i, at han ikke kunne være det bekendt. I terapi har jeg lært det med, at den der skal dø kan sørge over at måtte forlade nogen. Jeg forestiller mig – men ved det jo ikke – at min far sørgede over at skulle forlade mig.

      “Komme over” lyder godt og mere “overkommeligt” end at skulle tilgive, hvilket jeg ikke er i stand til. Jeg forsøgte fra 2003 til 2006, men det virkede ikke.

      Svar
  7. Den stille pige
    Den stille pige says:

    Det er modigt at du vælger at fortælle om dette mørke kapitel fra din barndom. Respekt! Det er mig en gåde, at man kan behandle børn på den måde… og ufatteligt, at man kan lukke øjnene for den slags uhyrligheder, sådan som din adoptivmor gjorde. Hun havde naturligvis sit at slås med, men det undskylder ikke, at hun valgte at se gennem fingrene med det dit monster af en stedfar gjorde mod dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Den stille pige

      Hej igen – det er længe siden.

      Der er historier, der bare vil fortælles, og denne var en af dem, den trængte sig på. Måske når jeg en yderligere grad af afklaring med det hele? Jeg skriver ofte som selvterapi, det gør mig ganske enkelt godt!

      Hun havde ganske rigtigt meget at slås med, alkohol og ingen uddannelse, hvordan skulle hun kunne klare to børn, men det undskylder hende ikke. Hvis jeg havde været hende, var han sporenstregs (= med det samme; omgående) røget på porten, og jeg var på en eller anden måde kommet igennem det.

      Svar
  8. Benedicte
    Benedicte says:

    Det er et meget modigt indlæg du her har skrevet.
    Jeg kommer selv fra en meget tryg familie og kan ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være, at undvære den basale tryghed i sin barndom og ungdom. Men jeg beundrer din vilje til at komme videre og få et nyt liv – mon ikke de første år, med en god far og et normalt barneliv, trods alt har givet dig den tro på dig selv, der skulle til?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Hej Benedichte

      Tak for din kommentar. Jeg har altid haft det sådan, at det er en slags “selvterapi” at skrive, og der var åbenbart noget, der trængte sig på. Jeg gik nogle dage og tænkte over, om jeg nu turde skrive indlægget, men herregud store dele af mit liv er allerede at finde i Cyberspace, så hvor ikke også dette? Det er jo ikke mig, der skal være skamfuld eller have dårlig samvittighed, så derfor blev indlægget skrevet.

      Tiden inden min far døde har helt sikkert givet en fantastisk ballast, og uden den havde jeg måske ikke klaret det. Jeg bibeholdt hans normer og værdier, hvilke irriterede min mor grænseløst, hvilket selvfølgelig bare medførte, at jeg bare holdt mere fast i det, der havde været godt. Sådan er børn jo …

      Svar
  9. Inge
    Inge says:

    Du har bestemt ikke haft en nem opvækst, så respekt for at du har formået at bryde ud og få en uddannelse og skabe dit eget liv det er godt gået Hanne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Næh let har det ikke været, og jeg er såmænd også helt tilfreds med, at jeg – trods alle odds – har fået et godt liv.

      Svar
  10. Donald
    Donald says:

    Hej igen! Jeg er forbavset over at der ikke er en socialpædagog, familierådgiver, lærer, whatever, som skal følge adopterede børn. Det er og bliver samfundets ansvar.
    Jeg vil så gerne undgå at sige at det har været hårdt, men det kan man jo ikke undgå og i lyset af hvad du har fortalt om job og sygdom må jeg sige at jeg tror der er så meget sorg og skuffelse, følelse af svigt, at det må være stressende i en eller anden grad, selv om man fejer det af sig.

    Mine egne “traumer” er meget små i sammenligning, men jeg er klar over, hvor meget de betyder i det daglige hvis jeg ikke straks er klar med min lille “selvterapeutiske” behandling bestående i “OK så hvad kan jeg gøre ved det i nuet” – og der er jo mange ting, en af de vanskeligste er at tænke sorger og skuffelser igennem.

    Men som sagt, jeg forstår ikke at myndighederne lader et adoptivbarn “sejle sin egen sø” særlig ikke når faderen dør.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jørgen og Jytte var skam under skarp kontrol fra det offentliges side de første to år efter, de havde fået mig. Men det var jo ikke der, det var galt, det kom først senere.

      Nemt har det ikke været, men jeg er en fighter, og det har været mit held. Jeg ved ikke, om der er noget stress knyttet det; det føler jeg i hvert fald ikke.

      Svar
      • Donald
        Donald says:

        Ja kontrol de første år, men det slog mig, at når den ene adoptiv-forælder dør, så må børne-styrelse/socialt tilsyn være nødvendigt, fordi der – ikke kun i dit tilfælde – sker voldsomme omvæltninger, som grundlæggende kan ændre på barnets tryghed og almene forhold, og som i værste fald kan betyde en sted-forælder, som hader børn. Som du skriver, var din mor jo ikke i stand til at føre den levevis og standard videre, som din far havde sørget for.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Donald

          Du har selvfølgelig helt ret, men tiden var en anden dengang. Der var ikke fokus på børns trivsel på samme måde, som der i dag. Selv om vi taler om sidst i 70’erne, som vi voksne ikke synes er så frygteligt længe siden, så er der altså ske rigtig meget på de 30 år.

          Svar
  11. Donald
    Donald says:

    Det var godt at der kom skub i sagerne. Det er i mine øjne fantastisk, at du har klarer dig fra 12 år i 1975 til 17 i 1980 – og bagefter. Jeg ville gerne vide, om du havde nogle skolekammerater på Fyn og/eller Bornholm, som kunne fortælle dig hvad man gør / ikke gør fordi jeg tænker at du har haft et normalitetsbegreb med på vejen. Hvis du tænker på Tønder- og andre sager var det karakteristisk for børnene at de var nødt til at “samarbejde” d.v.s. de var totalt underkuede, og de havde ikke kontakt udadtil.

    I en anden sag var der en pige, som havde klaget til socialforsorgen flere gange – jeg kan ikke huske hvor/hvad, men den sag viste, at børn alene ikke har nogen retsbeskyttelse (derfor taler man i dag om at omlægge “børne-ombudsmanden”, fordi FN eller hvem har kritiseret DK for at være lemfældige med børns sikkerhed).

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Som i langt de fleste andre dysfunktionelle familier havde jeg ingen kammerater, for jeg havde jo ikke tid fra alle pligterne med fx at holde hus, passe min halvbror, købe ind, vaske bil og pudse vinduer de to sidstnævnte hver uge – det er da ingen normale mennesker, der gør. En anden årsag var, at jeg jo aldrig kunne vide, hvordan det stod til derhjemme, altså hvor mange flasker var det på bordet. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne kende til normalitetsbegrebet. Da vi flyttede til Bornholm, var der yderligere den “komplikation”, at vi boede i Svaneke, men skolen lå i Åkirkeby ca. 20 kilometer væk, så var det ikke let at have kammerater.

      Svar
      • Donald
        Donald says:

        Hvis bare én eller to klassekammerater gad snakke med dig, eller du kunne høre, hvad de snakkede om, så har det været en smule alternativt input. Jeg tænkte ikke på at du skulle tage kammerater med hjem – det forstår jeg jo godt at man ikke gør! – men at du måske var gået rundt på stranden eller i havnen med en skolekammerat.
        Men jeg gætter at du har skammet dig mere og mere over din familie og måske over dig selv – også når du skriver at du ikke kunne vide, hvor mange flasker der stod på bordet når du kom hjem.

        Nej det er ikke almindeligt at man vasker vinduer hver uge. Efter den sidste tids blæst er der jord på mine! Men jeg venter med at pudse vinduer til en dag det er lidt varmere 🙂

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Donald

          Jeg har lige haft vinduespudser; skønt at kunne se ud igen! 🙂

          Jo der var lidt alternativt input hos en kammerat, men det var alligevel ret begrønset. Så var der min mormor, der på Sydfyn boede i samme by som os (Hårby), men hende betroede jeg mig ikke til dengang – og dog måske, men hun troede vist ikke på mig.

          Det var i hvert fald ikke nemt at have nogen med hjem – dagene var tilligemed fuldt besat med huslige pligter og pasningen af min halvbror.

          Det var en ond tid. 🙁

          Svar
  12. Pia
    Pia says:

    Det er et meget stærkt indlæg. Du har jo fortalt lidt af det de par gange vi har mødtes, men bestemt ikke alt det du harnedfældet her. Det viser jo også at sociale arv kan brydes. Man kan jo nok sætte sig ind i, at det ikke er så let, men heldigvis er der flere der formår det.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Heldigvis har jeg siden 1981 haft et – som hovedregel – godt liv, og jeg føler virkelig, at jeg ved egen kraft har formået at bryde den negative sociale arv.

      Jeg har i nogle dage gået og tænkt på, at jeg ville skrive historien, og det var Ellens indlæg om bisættelsen, der satte lidt skub i sagerne.

      Svar
  13. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Nu forstår jeg meget bedre, hvorfor du overlader tilgivelsen til højere magter. Nej, jeg skal ikke ynke dig, for du er en overlever og en fighter af rang.
    Desværre hører man ofte, at kvinder, der er gift med pædofile, ikke har villet/kunnet hjælpe deres børn. Ved fx at smide svinet ud, som du skriver. Det skal ikke undskyldes. Ofte er der også alkohol- eller andet stofmisbrug inde i billedet. Det er jo en måde, hvorpå de forsøger at flygte fra nogle realiteter, der ikke er til at holde ud.
    Hold fanen højt og kæmp videre, Hanne!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du har ret, jeg er både en fighter og en overlever – og det har der også været stort behov for.

      Du har også ret i, at alkoholmisbruget var en vej til at at flygte, hun kunne nok ikke andet, men det var et kolossalt svigt. Når man er forælder, har man pligt til at beskytte sine børn med næb og klør, men det kunne hun nok ikke. Jeg tilgiver hende aldrig, og det overlader jeg som nævnt til Ham deroppe.

      Svar
  14. Charlotte
    Charlotte says:

    Hvor er du dog ærlig. Stor respekt. Tænker og håber virkelig meget for dig, at dette indlæg er er et stort skridt frem til du får det bedre.
    Vil også gerne fortælle min mening om tilgivelse.
    Det kan hjælpe, at tilgive. Men det kræver stor kærlighed begge veje. Hvis denne kærlighed ikke findes, er det vigtigt at huske kærligheden til sig selv. Og derfor skal man efter min opfattelse ikke tilgive mennesker som vil gøre andre ondt/ har gjort andre ondt. Så du skal blot tilgive dig selv, fordi du ikke kan tilgive din mor.
    Kæmp som du altid har gjort.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Charlotte

      Velkommen ti min blog. Din kommentar skulle lige godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil dine kommentarer gå lige igennem.

      Jeg tror, du har ret i, at tilgivelse kræver dobbeltrettet kærlighed, og den var ikke tilstede for nu at se nøgternt på det hele. I modsætning til mange andre incestofre har jeg altid vidst, at det ikke var min skyld, så jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at tilgive mig selv – eller misforstår jeg dig?

      Jeg kæmper videre …

      Svar
      • charlotte
        charlotte says:

        Jeg har nok ikke udtrykt mig rigtigt. Jeg mente absolut ikke du har eller skal føle skyld i forhold til incest. Det jeg mener, er at vi/man ikke skal tilgive alle som gør os ondt på den ene eller anden måde. Og heldigvis føler du dig ikke skyldig. Sådan opfattede jeg det heller ikke.

        Svar
  15. kisser
    kisser says:

    Puuuuh, sikke et liv.
    Hatten af for dig, at du har formået at få så flotte uddannelser med den bagage. Og for at dele historien på din blog.
    Et spørgsmål: din slægtsforskning – går den på dine biologiske eller adoptivforældre?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja det ville være løgn, hvis jeg sagde, det var let.

      Jeg har altid været på den rigtige side af kvik, og derfor viste jeg, at jeg ville have en eller anden form for uddannelse næsten lige meget hvilken. Jeg vidste ikke, hvad det hed, men nu er det jo indlysende: “Bryde den negative sociale arv”

      Min slægtsforskning angår primært min adoptivfamilie, men jeg har også rodet lidt med de bilogiske, men selvom de er “blodlinjen” er de ikke nær så spændende.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *