Panik eller velovervejet?

Historisk aftale om dansk forsvar

Sikke et pressemøde i spejlsalen. Nu var vi blevet vant til, at de handlede om pandemien, men pludselig var emnet et ganske andet: Historisk aftale om dansk forsvar!

Der er krig i Europa med massevis af angreb på civile. Den rædsomme krig i Ukraine, der har sendt 1,5 mio. mennesker (FN’s opgørelse) på flugt på ingen tid, har nu varet i 11 døgn. Efter 11 døgn bliver fem toneangivende partier enige om en aftale, der for en gangs skyld lever op til ordet “historisk”. SF er med, Radikale er med, men Enhedslisten er ikke med.

Er 11 dage i frygt, for hvad Putins næste “ønskeland” er, virkelig tilstrækkeligt til, at vi smider 30 års forsvarspolitik ud med badevandet? Er det panik eller er det velovervejet?

Jeg er selv bange og bekymret, så jeg siger ikke, at det hverken er rigtigt eller forkert. Jeg rejser bare spørgsmålet om hele Danmark, hele regeringen, hele Folketinget er lige så bange og bekymret, som jeg er? Jeg er måske ikke alene om at frygte tredje verdenskrig?

Sebastian sang i 1978:

Du er ikke alene
Der er en, der følger dig
Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig

Aftalens indhold i korte træk

• Danmark skal op på at bruge 2 pct. af BNP til forsvaret. I 2033 vil det koste 18 mia. kr. ekstra om året. Det har vi faktisk for længst (allerede i 2014) forpligtet os til i aftalen med NATO.
• Danskerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Forbeholdet – der er 30 år gammelt – har hindret os i at være med i det, man vel godt kan kalde en “EU-hær”.
• Vi skal hurtigst muligt blive uafhængige af russisk gas. Det betyder, at der skal øget tempo på den grønne omstilling. Klimapolitik er i den aktuelle virkelighed også sikkerhedspolitik.
• Statsministeren talte flere gange om “demografiske udfordringer”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun konkret mener, men det er mit gæt, at det betyder, at der ikke er ret langt til Rusland.

Enhedslisten er som nævnt ikke med. Det skyldes, i følge Mai Villadsen, at EU’s forsvarsbudgetter allerede er større end Ruslands, og at dette kan blive udtryk for starten på et nyt våbenkapløb.

Selv kommer jeg til at tænke på NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning og dengang vi kæmpede imod opstillingen af 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa; opstillingen skulle være begyndt i 1983 – det er 39 år siden, og jeg var 20 år. Der er meget, der passerer revy nu.

Jeg synes, Jakob Ellemann-Jensen var temmelig flabet, da han på pressemødet sagde ” Nu er det slut med at være naive”. Det havde han ikke behøvet at sige. Det var en dum bemærkning. Jeg vil have fred, men jeg finder mig ikke i at blive kaldt “naiv”.

Hvad mener jeg selv om aftalen?

Jeg bakker regeringen op, og jeg vil den 1. juni stemme for fjernelsen af forsvarsforbeholdet, også selvom det går imod alt, hvad jeg altid har kæmpet for (og imod); så bekymret er jeg for den “demografiske udfordring”.

Vi kan ikke forvente, at resten af EU og NATO skal passe på os, hvis ikke vi selv bidrager med vores andel. Sanktionerne virker godt, fordi de er besluttet af et samlet Vesten. Vi er stærkere sammen end alene. Af samme grund har jeg altid været for EU og har stillet mig uforstående over de partier, der mener, at vi bør forlade fællesskabet hurtigst muligt.

En ekstra bekymring?

Når vi nu skal have ekstra fart på den grønne omstilling og derved gøre os uafhængige af den russiske gas, hvilket kun er positivt, er der så en øget risiko for, at der vil være partier (konkret Nye Borgerlige), der får vind i sejlene med hensyn til atomkraft, hvis det ikke går hurtigt nok?

Hvad hvis solen ikke skinner nok, og hvad hvis det ikke blæser nok? Hvad hvis forskning og udvikling ikke kan følge med? Der findes masser af mennesker her til lands, der mener, at atomkraft er løsningen på alle energi-problemer.

Man må give Mette Frederiksen ret i, at “Vi går en usikker tid i møde”.