Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.