Tag Archive for: TV-serier

,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.

,

Forskelligt

Forskelligt

Med Windows virker det

Jeg lover, at dette er den sidste del  af fortællingen om problemerne med headsettet.

Løsning:

  1. Man tager en helt frisk bærbar PC, som aldrig har set spor af Linux,
  2. Installerer Windows 10 på den,
  3. Køber et frisk netværkskabel, så det bliver en kablet forbindelse,
  4. Sætter kablet i, mens PCen er slukket. Så er der netværk,
  5. Kobler op på arbejdspladsen,
  6. Og så kører Dixa (arbejdspladsens telefoniprogram) perfekt med headsettet.

Hvor er jeg dog lettet over, at problemet er løst, og hvor var jeg dog bange, da jeg skulle have den første vagt, efter jeg havde oplyst chefen om, at jeg mente, problemet var løst. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvilke muligheder havde jeg så tilbage?

Jeg er for bange af mig og bekymrer mig for meget. Problemet ødelagde hele min jul og efterfølgende nytår. Jeg kunne ikke lade det ligge. Det ville andre mennesker kunne.

Jeg holder meget af Linux, men på lydsiden har det godt nok en svaghed. Så klog er jeg da blevet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en bærbar stående oppe på hylden, som jeg kunne installere Windows på. Det var et rent tilfælde, at jeg i sommer købte en fin lille genbrugt PC hos refurb.dk. Den gør god gavn nu men kun til arbejde.

Til alt det andet er det stadig den stationære gamer, der må holde for. Det er formentlig den bedste PC, jeg nogensinde har haft.

Krøniken

Jeg er gået i gang med at se ‘Krøniken’, TV-serien med Stig Thorsboe som hovedforfatter med den bipolare Erik Nielsen som omdrejningspunkt. Det er en fantastisk serie, som jeg faktisk ikke tror, jeg har set, siden jeg selv blev syg. Jeg genkender mange ting, og en af de ting, man må spørge sig selv om, er, hvorfor ingen ser, at han er meget syg? Til tider er han jo helt vanvittig.

Min bipolaritet er på ingen måde som hans, men et fællestræk er, at der skulle gå så mange år før det blev opdaget. Selv havde jeg i perioden fra 2003 til 2014 den forkerte diagnose ’tilbagevendende depressioner’. Hvorfor var der ingen, der kunne se, at det var forkert? Jeg blamer ingen, jeg undrer mig bare.

Det går fremad med skriverierne

Jeg kan ikke skrive så meget om det, men der er muligvis et gruppeinterview med farmaceuten, psykiateren og mig, sagde hunden, under opsejling. Det vil være Berlingske Tidende, der, i givet fald, vil stå for interviewet. Det er jeg godt nok spændt på. Jeg har selvfølgelig clearet med min redaktør på POV, om det er i orden, for det er jo der artiklen om bivirkninger oprindeligt er bragt. Selv har jeg ikke forstand på do’s and don’ts i den verden.

Jeg er ved at løbe tør for stof og inspiration, så hvis du har et emne fra psykiatriens verden, du kunne tænke dig belyst, så skriv om det i kommentarfeltet, så vil jeg med stor glæde prøve at få en artikel ud af det. Man kunne kalde det at lege journalist  for en dag, bortset fra at jeg ikke er i stand til at skrive en artikel på kun en dag.

Montricepigernes kamp

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?

, , ,

Prekariatet

Prekariatet

Jeg havde faktisk set ordet “prekariatet” en del gange, før jeg rigtig var doven nok til at se efter, hvad det egentlig betød. Svaret er:

“Et farligt oprør ulmer i den nye arbejderklasse ‘prekariatet’. Den hastigt voksende gruppe af løsarbejdere, ansat i usikre, tidsbegrænsede stillinger og med få eller ingen rettigheder.

Prekariatet er såkaldte daglejere, timelønnede, vikarer, projektansatte og freelancere, der kæmper for at overleve på vor tids fleksible arbejdsmarked. De er ind og ud af kortere ansættelser, har ofte ikke ret til pension, ferie, løn under sygdom, indflydelse på jobbet eller andre rettigheder, som normalt følger med en fastansættelse.” Der er en ret god artikel her om prekariatet – den nye arbejderklasse.”

Jeg behøver ikke videre mange ordbøger for at se, at jeg nu tilhører “prekariatet”. Jeg sad og skrev en mail forleden og opridsede overfor modtageren, at min nye arbejdsgivers udspil til kontrakt ser sådan ud:

  1. Ingen overenskomst
  2. Ingen funktionærlov
  3. Ingen frokost
  4. Ingen lønstigninger – heller ikke alm. PL-regulering
  5. Ingen pension
  6. Ingen styr på opsigelsesvarsler
  7. Ingen løn under sygdom
  8. Timeløn 190,05 kr. som ikke er ret meget, når jeg trods alt har 28 års anciennitet. Der skal naturligvis fradrages for, at det er et fleksjob, og at jeg er autodidakt. Men der er sørme langt fra ca. 368 kr. (Djøfs lønberegner) ned til 190 kr.
  9. Kun otte timer pr. uge medens jeg er godkendt til 15 timer.
  10. = En kontrakt der ensidigt fokuserer på arbejdsgivers rettigheder. Paradigmet er fra ASE. Djøf siger pænt og ordentligt: “Jeg er ikke imponeret”.

En løsning

Prekariat eller ej så håber jeg, vi finder en salomonisk løsning, så vi kan fokusere på opgaverne fremfor alle disse problemer. På den anden side set, så har jeg tilpas meget (faglig) stolthed til ikke at skrive under på noget som helst, før der er styr på rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det er godt nok et fleksjob, og den slags er svært at finde, men det betyder ikke, at jeg så bare fraskriver mig alle elementære løn- og arbejdsvilkår, der findes ude på det “almindelige” arbejdsmarked.

Der vil komme et nyt udspil fra arbejdsgiver en af dagene. Jeg har sagt til dem (naturligvis pænt og ordentligt), at jeg lige lader det runde Djøf, før jeg skriver under. Det har de fin forståelse for, og det er godt nok.

Jeg har selv puslet lidt med Excel, og der skal ikke mange celler til at finde frem til, at jeg er gået 22 pct. ned i forholdt til mit oprindelige krav på 250 kr. Der skal heller ikke så meget Excel til at finde ud af at, jeg kommer til selv at betale 28,95 i timen for at komme ind under funktionærloven. Ved den investering fra min side løses de fleste problemer nævnt under punkterne 1 til 10.

En gæst

I morgen skal jeg have en gæst til frokost, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg talte ikke med et rigtigt menneske fra fredag den 23. marts til i går den 3. april, hvor jeg så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er ikke godt! Jeg er klar over, at der ikke bare kommer nogen og banker på min dør. Jeg skal selv gøre noget. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg skal gøre.

Her skal lige ordnes rundt omkring, men det er også i orden. Jeg tænker mig at servere noget af alt det mest spændende fra ugens måltidskasser plus et glas rødvin eller to. Min gæst vil gerne smage alt det “eksotiske” jeg går og spiser og tager billeder af.

Rejseholdet

Det er snart længe siden, jeg købte alle fire sæsoner af “Rejseholdet” via Blockbuster. Jeg glæder mig over at se dem igen. Jeg er ret vild med Ingrid Dahl alias Charlotte Fich og La Cour (Brygmann) der er bindegal på sin egen måde. Så nu går jeg så i seng med sæson 1 afsnit 2 – det er da ret fredeligt 🙂