Indlæg

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Er der en arkitekt tilstede?

Hvem tager ansvar?

Er der en arkitekt tilstede?

DR-serien “Er der en arkitekt til stede?” med Ane Cortzen er ikke bare TV om bygninger. Det er TV om, hvordan vores byer, landskaber og hverdagsliv bliver formet – og om hvad der sker, når flotte visualiseringer, lokalplaner og gode intentioner møder budgetter, besparelser og ansvarsfralæggelse.

Arkitektur er også for os, der ikke ved noget om arkitektur

Jeg har set næsten alle afsnit af DR-serien “Er der en arkitekt til stede?”, og jeg er begejstret. Serien begyndte i 2021, og der ligger nu fem sæsoner. For mig er det lige så godt TV som “Forsvundne arvinger“.

Det særlige ved serien er, at den gør arkitektur nærværende. Man behøver ikke kende forskel på beton, tegl og kompositmaterialer for at forstå, hvad der er på spil. Det handler om de steder, vi bor, færdes og lever vores liv.

Vært er Ane Cortzen, og jeg skrev til hende for at fortælle, hvor godt jeg synes, serien fungerer – også for os, der ikke har forstand på arkitektur. Hun svarede:

Kære Hanne

Tusind tak for din mail. Det betyder meget, at mine programmer bliver vel modtaget på den anden side. Hvor er det godt, du har fået interesse for arkitekturen! Det er netop formålet med programserien.

Venlig hilsen
Ane

Og ja: Serien har faktisk givet mig interesse for arkitektur. Ikke som fagperson, men som borger. Som et menneske, der skal se på byggerierne, gå forbi dem, bo ved siden af dem – og leve med dem, længe efter at entreprenør, bygherre og politikere er videre til næste projekt.

Grønnebro i Hvidovre: Jeg skulle have penge for at bo der

Ane Cortzen tager i serien fat i mange af de byggerier, der skyder op i disse år. Nogle af dem er ikke bare grimme. De virker også ligeglade med de mennesker, der skal bruge dem.

Det får mig straks til at tænke på Hvidovre Nord, hvor jeg bor. Topbilledet stammer fra det nye “Grønnebro” ved Hvidovre Station, hvor man har placeret en Rema i stueetagen. Hvor ville jeg ønske, at Ane Cortzen lagde vejen forbi. Jeg ville give kaffen.

Lige nu er der en enkelt lejlighed til leje i byggeriet. Den er på 84 m2, den månedlige ydelse inkl. vand og varme er 15.900 kr., og første indbetaling lyder på 76.300 kr.

Jeg skulle have penge for at bo der.

Jeg forstår godt mekanismen: Grundpriserne er høje, og derfor bygges der i højden. Det skal man ikke være hverken arkitekt eller økonom for at regne ud. Men højhuse er ikke problemet i sig selv. Som Ane Cortzen flere gange siger i serien, kan højt byggeri sagtens fungere, hvis det er skabt med kærlighed, omtanke og ordentlige materialer.

Problemet opstår, når byggeriet ser ud, som om ingen har holdt af det. Og når det, der bygges i dag, stadig står her om 75 eller 100 år, bør kærligheden og kvaliteten kunne ses.

Skærmbillede fra DR-serien Er der en arkitekt til stede?

Fra smukke visualiseringer til trist virkelighed

Når et byggeri skal godkendes, får kommunens politikere blandt andet forelagt visualiseringer. Det er billeder, hvor arkitektfirmaet viser, hvordan byggeriet kan komme til at se ud.

På visualiseringerne er vejret ofte godt. Menneskerne smiler. Børn leger. Træerne er grønne. Alt ser inviterende ud.

Hvis politikerne kan lide visualiseringen, kan den ende som en del af lokalplanen. Og en lokalplan er ikke bare en løs hensigtserklæring. Den er det juridiske grundlag for, hvad der må bygges.

Alligevel viser virkeligheden sig ofte at blive en helt anden.

Asserbo Plantage: Hvor blev træerne af?

Et voldsomt eksempel fra serien er sommerhusbyggeriet i Asserbo Plantage. Her fremgik det af lokalplanen, at der skulle bygges enfamiliehuse. Resultatet blev en række meget store sommerhuse på snorlige rækker med plads til op mod 20 personer i hvert hus.

Det kan man selvfølgelig kalde enfamiliehuse, hvis familien er usædvanligt stor. Men det ligner ikke mit billede af et sommerhusområde.

Det værste er næsten træerne. Det tager en halv time at fælde et træ, men et træ bruger 100 år på at vokse op. I Asserbo Plantage blev et stort område ryddet, så husene nu ligger åbent og nøgent på stribe.

DR beskriver afsnittet sådan:

Megasommerhuse i Asserbo Plantage. Midt i Asserbo Plantage er store træer og naturen blevet fældet til fordel for en række megasommerhuse, der er skudt op. Men hvorfor kan god arkitektur ikke forenes med naturen? Ane Cortzen tager en tur i skoven for at spørge, hvor træerne blev af.

Det spørgsmål burde stilles langt oftere: Hvor blev træerne af? Hvor blev legen af? Hvor blev de brede trapper, de gode materialer og de menneskelige proportioner af?

Når arkitekten slipper pennen

Det er gennemgående, at arkitekten tegner noget, politikerne godkender noget, og entreprenøren bygger noget tredje.

På et tidspunkt slipper arkitekten pennen. Politikerne læner sig tilbage. Bygherren ser på budgettet. Entreprenøren ser på bundlinjen. Og undervejs forsvinder de kvaliteter, der gjorde projektet acceptabelt i første omgang.

Det kan være:

  • materialer, der bliver skiftet ud med billigere løsninger
  • beton, hvor rust fra armeringsjernene løber ned i brune striber efter få år
  • legeområder, der bliver erstattet af parkeringspladser
  • inviterende trapper, der ender som noget, der ligner en personaleindgang på bagsiden
  • grønne områder, der bliver mindre grønne, når virkeligheden melder sig

Et eksempel er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens, som omtales i sæson 1, episode 3. Her blev et område, der skulle invitere til ophold og leg, i stedet præget af noget langt mere menneskefjendsk.

Profitmotiv er ikke et bandeord – men det forklarer noget

Entreprenøren er som regel en privat virksomhed. Den har et økonomisk incitament, som er et pænere ord for profitmotiv.

Det er ikke i sig selv mærkeligt. Private virksomheder skal tjene penge. Men når profitmotivet får lov at æde de arkitektoniske kvaliteter, bliver resultatet fattigere – også selvom byggeriet måske er dyrt.

Der kan spares på materialer, detaljer, udearealer og fællesrum. Hver enkelt besparelse kan måske forklares. Men tilsammen ændrer de hele byggeriets karakter.

Det, der blev solgt som kvalitet, ender som discount med udsigt, og “svalegange” som i 1970’erne.

Når alle har ansvaret, har ingen ansvaret

Det mest frustrerende er næsten ansvarsfralæggelsen. I en byggesag er der mange involverede: arkitekter, bygherrer, entreprenører, forvaltninger, politikere og rådgivere.

På papiret burde det give mange kontrolpunkter. I virkeligheden kan det ende med det modsatte.

For når noget går galt, kan alle pege på hinanden.

Arkitekten tegnede kun. Politikeren godkendte kun. Entreprenøren byggede kun inden for budgettet. Forvaltningen fulgte kun processen. Bygherren traf kun nødvendige økonomiske beslutninger.

Og tilbage står borgerne med bygningerne.

Det byggede bliver stående

Det er derfor, serien er vigtig. Den handler ikke bare om smag. Den handler ikke bare om, hvorvidt noget er pænt eller grimt.

Den handler om demokrati, ansvar, kvalitet og respekt for fælles omgivelser.

Et dårligt byggeri er ikke som en dårlig udsendelse, man kan slukke for. Det bliver stående. Måske i 75 år. Måske i 100 år. Måske længere.

Derfor burde nogen stille spørgsmålet langt oftere:

Er der en arkitekt til stede?

Og måske endnu vigtigere:

Er der nogen, der tager ansvar?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Forskelligt

Forskelligt

Med Windows virker det

Jeg lover, at dette er den sidste del  af fortællingen om problemerne med headsettet.

Løsning:

  1. Man tager en helt frisk bærbar PC, som aldrig har set spor af Linux,
  2. Installerer Windows 10 på den,
  3. Køber et frisk netværkskabel, så det bliver en kablet forbindelse,
  4. Sætter kablet i, mens PCen er slukket. Så er der netværk,
  5. Kobler op på arbejdspladsen,
  6. Og så kører Dixa (arbejdspladsens telefoniprogram) perfekt med headsettet.

Hvor er jeg dog lettet over, at problemet er løst, og hvor var jeg dog bange, da jeg skulle have den første vagt, efter jeg havde oplyst chefen om, at jeg mente, problemet var løst. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvilke muligheder havde jeg så tilbage?

Jeg er for bange af mig og bekymrer mig for meget. Problemet ødelagde hele min jul og efterfølgende nytår. Jeg kunne ikke lade det ligge. Det ville andre mennesker kunne.

Jeg holder meget af Linux, men på lydsiden har det godt nok en svaghed. Så klog er jeg da blevet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en bærbar stående oppe på hylden, som jeg kunne installere Windows på. Det var et rent tilfælde, at jeg i sommer købte en fin lille genbrugt PC hos refurb.dk. Den gør god gavn nu men kun til arbejde.

Til alt det andet er det stadig den stationære gamer, der må holde for. Det er formentlig den bedste PC, jeg nogensinde har haft.

Krøniken

Jeg er gået i gang med at se ‘Krøniken’, TV-serien med Stig Thorsboe som hovedforfatter med den bipolare Erik Nielsen som omdrejningspunkt. Det er en fantastisk serie, som jeg faktisk ikke tror, jeg har set, siden jeg selv blev syg. Jeg genkender mange ting, og en af de ting, man må spørge sig selv om, er, hvorfor ingen ser, at han er meget syg? Til tider er han jo helt vanvittig.

Min bipolaritet er på ingen måde som hans, men et fællestræk er, at der skulle gå så mange år før det blev opdaget. Selv havde jeg i perioden fra 2003 til 2014 den forkerte diagnose ’tilbagevendende depressioner’. Hvorfor var der ingen, der kunne se, at det var forkert? Jeg blamer ingen, jeg undrer mig bare.

Det går fremad med skriverierne

Jeg kan ikke skrive så meget om det, men der er muligvis et gruppeinterview med farmaceuten, psykiateren og mig, sagde hunden, under opsejling. Det vil være Berlingske Tidende, der, i givet fald, vil stå for interviewet. Det er jeg godt nok spændt på. Jeg har selvfølgelig clearet med min redaktør på POV, om det er i orden, for det er jo der artiklen om bivirkninger oprindeligt er bragt. Selv har jeg ikke forstand på do’s and don’ts i den verden.

Jeg er ved at løbe tør for stof og inspiration, så hvis du har et emne fra psykiatriens verden, du kunne tænke dig belyst, så skriv om det i kommentarfeltet, så vil jeg med stor glæde prøve at få en artikel ud af det. Man kunne kalde det at lege journalist  for en dag, bortset fra at jeg ikke er i stand til at skrive en artikel på kun en dag.

/i /af

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?