Indlæg

, ,

Sund med Excel i timevis

Legetøj

Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.

Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet dette regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Som det fremgår, gør jeg ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…

Den opmærksomme læser vil naturligvis se, at ugenumrene i fanen “Rapporter” er tastet ind manuelt. Sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men hvis jeg ikke gjorde det her, ville der jo ikke være ret mange data om en uge.

Hvad dør vi af?

DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:

Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!

Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.

Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?

Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.

Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!

Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.

Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og fsva. de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtig, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?

Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske pga. den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!

De skjulte talenter

Det var en god aften på TV i går, for DR viste også første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.

Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.

Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.

På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.

Helt overordnet: Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? 🙂 Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “aspergertræk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo mange ting.

Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Asperger, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?

Højinteressant

Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.

, , ,

Det hænger ikke sammen

Det hænger ikke sammen

Se på billedet: Nej vel, der er ingen sammenhæng mellem en flot svane ved Damhussøen og så ugens citruscarpaccio fra Aarstiderne. Den eneste mulige sammenhæng er, at de sidder ved siden af hinanden. Og så er det sådan set ovre.

Hvis man går en tur om Damhussøen, har man muligvis gjort sig fortjent til en citruscarpaccio på skyr (udtales “skir”) fra Aarstiderne.

Politiets beføjelser

Jeg sad og så “21 Søndag” som slet ikke er dårligt TV. De havde et længere indslag om politiets (ulovlige) brug af ulovlige videooptagelser. Der er lavet et register over videokameraer, der filmer i det offentlige rum. De fleste af disse kameraer filmer i et større rum, end de har lov til. Politiet bruger uden videre disse optagelser. Det vil sige, at politiet bruger ulovlig bevismateriale i deres efterforskning.

Der blev vist et kort klip med justitsminister Søren Pape Poulsen (C), der oplyste, at politiet havde behov for videoerne  for at kunne opklare forbrydelser hurtigt.

Nogle mennesker får krænket deres retsfølelse, når en flygtning stjæler en cykel uden lygter. Jeg får min retsfølelse krænket, når politiet forsøger at opklare forbrydelser vha. ulovlige beviser.

Det virker efterhånden som om Gud og hver mand kan lave videoer over alt, hvor det bekommer dem bedst. Men så lad dem om det. Men skal politiet bruge videoerne som bevismateriale, så skal de være lovligt optagede! Her i landet er det politiet og anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden, og det skal de naturligvis gøre med lovlige midler.

Netflix

Min ven har oprettet abonnement hos Netflix. Jeg vil ikke stå tilbage, så nu prøver jeg også. Måske kan jeg få det til at hænge sammen? Det kunne da være hyggeligt at kunne se et par film pr. uge.

I morgen aften står den på DR2 og “Lægen flytter ind” kl. 20:45, hvor Charlotte Bøving (hun skulle ikke løbe stærkt for at fange mig 🙂 ) flytter ind hos et menneske med en psykisk sygdom. Den udsendelse glæder jeg mig meget til at se.

, , ,

Prekariatet

Prekariatet

Jeg havde faktisk set ordet “prekariatet” en del gange, før jeg rigtig var doven nok til at se efter, hvad det egentlig betød. Svaret er:

“Et farligt oprør ulmer i den nye arbejderklasse ‘prekariatet’. Den hastigt voksende gruppe af løsarbejdere, ansat i usikre, tidsbegrænsede stillinger og med få eller ingen rettigheder.

Prekariatet er såkaldte daglejere, timelønnede, vikarer, projektansatte og freelancere, der kæmper for at overleve på vor tids fleksible arbejdsmarked. De er ind og ud af kortere ansættelser, har ofte ikke ret til pension, ferie, løn under sygdom, indflydelse på jobbet eller andre rettigheder, som normalt følger med en fastansættelse.” Der er en ret god artikel her om prekariatet – den nye arbejderklasse.”

Jeg behøver ikke videre mange ordbøger for at se, at jeg nu tilhører “prekariatet”. Jeg sad og skrev en mail forleden og opridsede overfor modtageren, at min nye arbejdsgivers udspil til kontrakt ser sådan ud:

  1. Ingen overenskomst
  2. Ingen funktionærlov
  3. Ingen frokost
  4. Ingen lønstigninger – heller ikke alm. PL-regulering
  5. Ingen pension
  6. Ingen styr på opsigelsesvarsler
  7. Ingen løn under sygdom
  8. Timeløn 190,05 kr. som ikke er ret meget, når jeg trods alt har 28 års anciennitet. Der skal naturligvis fradrages for, at det er et fleksjob, og at jeg er autodidakt. Men der er sørme langt fra ca. 368 kr. (Djøfs lønberegner) ned til 190 kr.
  9. Kun otte timer pr. uge medens jeg er godkendt til 15 timer.
  10. = En kontrakt der ensidigt fokuserer på arbejdsgivers rettigheder. Paradigmet er fra ASE. Djøf siger pænt og ordentligt: “Jeg er ikke imponeret”.
En løsning

Prekariat eller ej så håber jeg, vi finder en salomonisk løsning, så vi kan fokusere på opgaverne fremfor alle disse problemer. På den anden side set, så har jeg tilpas meget (faglig) stolthed til ikke at skrive under på noget som helst, før der er styr på rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det er godt nok et fleksjob, og den slags er svært at finde, men det betyder ikke, at jeg så bare fraskriver mig alle elementære løn- og arbejdsvilkår, der findes ude på det “almindelige” arbejdsmarked.

Der vil komme et nyt udspil fra arbejdsgiver en af dagene. Jeg har sagt til dem (naturligvis pænt og ordentligt), at jeg lige lader det runde Djøf, før jeg skriver under. Det har de fin forståelse for, og det er godt nok.

Jeg har selv puslet lidt med Excel, og der skal ikke mange celler til at finde frem til, at jeg er gået 22 pct. ned i forholdt til mit oprindelige krav på 250 kr. Der skal heller ikke så meget Excel til at finde ud af at, jeg kommer til selv at betale 28,95 i timen for at komme ind under funktionærloven. Ved den investering fra min side løses de fleste problemer nævnt under punkterne 1 til 10.

En gæst

I morgen skal jeg have en gæst til frokost, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg talte ikke med et rigtigt menneske fra fredag den 23. marts til i går den 3. april, hvor jeg så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er ikke godt! Jeg er klar over, at der ikke bare kommer nogen og banker på min dør. Jeg skal selv gøre noget. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg skal gøre.

Her skal lige ordnes rundt omkring, men det er også i orden. Jeg tænker mig at servere noget af alt det mest spændende fra ugens måltidskasser plus et glas rødvin eller to. Min gæst vil gerne smage alt det “eksotiske” jeg går og spiser og tager billeder af.

Rejseholdet

Det er snart længe siden, jeg købte alle fire sæsoner af “Rejseholdet” via Blockbuster. Jeg glæder mig over at se dem igen. Jeg er ret vild med Ingrid Dahl alias Charlotte Fich og La Cour (Brygmann) der er bindegal på sin egen måde. Så nu går jeg så i seng med sæson 1 afsnit 2 – det er da ret fredeligt 🙂