Herrens veje
Indholdsfortegnelse
Afsnit tre
Jeg hænger med på “Herrens veje”. Jeg ser den bare som ren underholdning og uden de store teologiske overvejelser – selvom jeg da naturligvis er farvet af otte år i menighedsrådet i Hvidovre Sogn. Jeg synes, jeg ved noget om kirkelig betjening og den slags – og om de evindelige regnskaber/budgetter på 60 sider, som ingen forholdt sig til, altså lige bortset fra mig.
Forvirrende
Afsnit tre var et fyldt med små sekvenser og idelige klip fra den ene sekvens til den anden. Klip, klip og klip… Hvorfor får vi ikke lov at falde til ro i en scene? hvorfor skal der straks klippes til noget andet – typisk til noget, der ikke har at gøre med det, vi kom fra? Er det egentlig interessant, hvor Christian ender efter sin “rulletur” i Nepal? Hvis det er interessant, hvorfor så? Er rulleturen et billede på et eller andet? Hans evige deroute efter han har snydt Gud og hvermand?
Måske er det bare mine kognitive problemer, og alle andre generer ikke, men jeg falder let fra.
Regnedrengene
Biskop Monica overrækker budskabet om kirketællinger og stikprøver til Johannes. En kirke i provstiet skal lukkes. Provst Johannes får lov at få en finger med i spillet – siger hun. Reelt har han ikke noget at skulle have sagt. Antal kirkegængere, lønudgifter, overhead, driftsomkostninger (det kunne fx være nyt skiffertag på kapellet, nyt piano, nye hynder til kirkebænkene osv.). Det skal kunne betale sig at drive kirke, og det kan det jo ikke, hvis der ikke er “kunder” i butikken.
Jeg er ambivalent her – og det skyldes, at jeg har brugt 23 år på at lege “regnedreng” i Finansministeriet og at leve op til dem:
- Finansministeriet: Når vi bruger penge af den offentlige kasse, skal vi kunne dokumentere nytteværdien af hver enkelt krone. Er der ingen “kunder” i butikken, må vi lukke, idet “billetprisen” ellers bliver for høj. Det er da svært at sige nej til. Pengekassen er trods alt ikke uendelig.
- Menighedsrådsmedlem: Der skal altid være et sted at søge Kristus og at høre evangeliet. Det samlede personale (og der er mange flere end præsterne) må gøre mere for at udbrede de glade budskaber. I serien ender det med “Yoga og Jesus” mv., men vi kender alle til “Spaghettigudstjenester”, sogneaftener, sogneeftermiddage mv. Det er alt sammen aktiviteter, der samler folk til huse, og det er så skønt og vigtigt. Det skaber fællesskab i menigheden, og det er vigtigt. Men tilbage står, at den danske folkekirke ikke er dygtig til at samle yngre mennesker. Frikirkerne (fx Pinsekirken) er meget dygtig til at samle yngre mennesker til huse. Her kunne vi lære noget – også uden at lade os døbe i et badekar.
Men tilbage til serien: den er spændende, irriterende, insisterende, forvirrende og den efterlader seeren i en form for limbo.
Men jeg skal alligevel se med næste søndag!
Hvis kirken er Guds hus, skal den da ikke drives efter regneark! Der burde faktisk være åbent 24/7, siger jeg, der aldrig kommer i kirken, undtagen til bisættelser eller, en sjælden gang, en koncert.
En menighed er _ikke_ kunder.
Man kunne jo overveje at afskaffe folkekirken helt. Hvad der så blev tilbage, ville være det, hvor aktive menigheder selv financierer det hele.
Jeg er medlem af folkekirken og betaler derfor kirkeskat. Min mand er ikke medlem, og har ondt et vist sted, fordi jeg ikke har meldt mig ud. Kirkeskatterne er vel ikke tilstrækkeligt til at financiere hele baduljen, og derfor opstår Excel-tænkning også i denne forbindelse, hvor det ikke hører hjemme.
Disclaimer: Jeg er godt klar over, at denne kommentar kan virke en anelse selvmodsigende, men spørgsmålet er altså heller ikke helt enkelt.
@ Henny
Din disclaimer er fin.
Vi er nu ikke enige om det med 24/7 – det ville koste kassen, og det vil hverken finans- eller kirkeministeren gå i byen med. Alle de fem præster, jeg kender, afslår ikke en sjælesørgerisk samtale uden for “åbningstiden”. En af dem har sågar været til rådighed kl. 03. Søger folk kirken, er kirken der også. Du har ret i, at kirkeskatterne ikke kan finansierer det hele. Der er også en del af den “almindelige skat”, der går til Kirkeministeriet, og dermed ud til kirkerne. Hvordan det nærmere foregår, er jeg ikke klar over.
Jeg betaler både min almindelige skat og kirkeskatten med glæde. For mig er det en form for solidaritet. Det er lidt i retning af det slogan DR havde på et tidspunkt: “Licens er noget vi deler med hinanden”. Det med solidariteten er lidt noget pladder, det ved jeg godt, for det er ikke længere sådan, at de bredeste skuldre trækker det tungeste læs. Men det er jo politik.